De seneste 3 uger har jeg brugt en blender flere gange end i resten af mit liv totalt. Tror jeg. Der er gået juice i den, og i hjemmet har vi ananas, appelsiner, brombær, papaya, bananer, mynte, mango, avocado, ingefær, vandmelon, lulo og et lager af isterninger. Derudover er køleskabet udstyret med mandelmælk, kokosmælk, normal mælk… Okay måske har vi ikke alle tingene samtidig, men alligevel. Der er nogle fordele ved at bo i troperne, selvom varmen og fugtigheden ikke kan mærkes i 2600 meters højde. Der er derfor juice mange morgener om ugen.

En anden favorit er bageren nede på gaden. Vores lejlighed ligger på 2. sal og herfra kan man gå ned af trappen, ud af døren (dørmanden skal lige trykke på en knap for at låse den op), til højre og så ind i 3. butik på højre hånd. Her ligger der en bager/café, som laver overdådige croissanter til under 4 kroner. De kan fås i 4 varianter: Arequipe (dulce de leche - den søde udgave), Ost og skinke (madudgaven) og Bocadillo con queso (guayaba med friskost - den colombianske udgave). Vi har prøvet dem alle (mindst én gang) og de skal alle sammen prøves igen. Der var stor sorg den dag de havde lukket pga. national helligdag.

I den nyligt overståede weekend gik tiden med dagsture. Lørdag satte bussen kurs mod Zipaquirá, der ligger en times tid nord for Bogotá. Her ligger der en saltkatedral. Hvad er det, tænker du måske? Ja, altså saltkatedralen blev skabt i en saltmine. At arbejde i en mine er farligt og minearbejderne har derfor gennem tiden været meget religiøse. De byggede altre rundt om i mineskakterne og på et tidspunkt i 90'erne blev det derfor besluttet at omdanne den allerede udgravede mine til katedral. Derfor kan man i dag som turist komme ned under jorden og opleve en religiøs underjordisk verden oplyst skiftende i blå, orange, hvid… En flot tur, om man så er katolsk eller ej.
Mandag gik turen den modsatte vej. Syd for vores lejlighed (faktisk lige ved Claras universitet) mødtes vi en stor gruppe. Sammen skulle vi op til Monserrate - en kirke, der fra sin plads på toppen af et "bjerg" skuer ud over hele Bogotá. Turen op tog halvanden time og fra toppen fik man en forståelse for, hvorfor Bogotás befolkningstal er større end Danmarks. Byen er enorm! Husene er måske ikke så høje, men de spreder i syd, nord, øst og vest så langt øjet rækker.
Mellem de to ture var vi på madmarked. I søndags tog vi bybussen nordpå. Det er altid lidt kaotisk og vi stod af en gang for tidligt. Ups. Så fik vi set en anden del af byen. En del præget af boliger, boliger og lidt flere boliger. Hende vi skulle mødes med var lidt forsinket, så gåturen var kun dejlig. På markedet var der opstillet millioner af madboder (mere eller mindre). Der var dufte fra hele verden, og I kan derfor forestille jer, hvor svært det var at vælge. Første køb blev ceviche (fisk marineret i noget lime og oftest koriander). Man kunne vælge mellem 5 varianter. Vi valgte 3. 2 indeholdt fisk, mens den tredje var lavet med mango. Næsten for godt til ikke at prøve at lave det derhjemme engang. Senere stødte 2 piger til og vi spiste noget chicken teriyaki.

Ovenpå en oplevelsesrig weekend, er tiden gået med andre vigtige ting. Vi er blevet klippet (begge to!). Jeg har bagt cachitos (en slags brød-croissanter) og ikke mindst: vi har bestilt flybilletter til Isla San Andrés til starten af oktober. Her skal vi varmes godt op fra inderst til yderst og endnu engang forsøge at blive chokoladebrune. Derudover kigger vi på en tur til Caño Cristales, der skulle være den smukkeste flod i verden. Det er dog lidt af en opgave (og udgift).

Livet går sin gang. Clara har møder med diverse grupper, jeg tager det stille og roligt og snart starter min skole også. Om mindre en to uger tager jeg hul på mit officielle liv som kandidatstuderende.