Efter en måneds rejse er vi tilbage i Bogotá. Lejligheden er overtaget, taskerne er pakket ud, køkkenet taget i brug og tøjet vasket. Nu er den store rejseferie slut. Vi er færdige med livet i en taske og op- og nedpakning nærmest dagligt. Nu bor vi i nabolaget Chapinero. 4 km nord for Claras universitet og med udsigt til et andet universitet fra vores altan. Køkkenet er taget i brug - grøntsagstrangen havde meldt sig efter meget (friture)stegt mad.

Nu er det lørdag. Clara sidder og snakker med sin mor på altanen. Vejret er lyst selvom det er overskyet. I Bogotá er det overskyet hver dag. Måske ikke hele tiden, men skyerne kommer altid forbi og hilser. I går var vi ude. Ude og drikke øl og rom. Ude og danse og ude og snakke med og møde mennesker. Her er folk fra hele verden. Australien, England, Brasilien, Danmark, Colombia, Holland, Tyskland og sikkert de fleste andre lande i verden. Folk snakker spansk på forskellige niveauer, men holdningen er generelt, at det skal læres. Derfor vil alle snakke, og i løbet af kort tid snakker vi nok som vores colombianske naboer.

Hverdagen er så småt begyndt. Clara er startet i skole. Ikke med lærere og lektier, men med introduktion, info og nye mennesker. Vi er gået fra vores nye hjem til hendes skole onsdag, torsdag og fredag. Det tager ca. 50 minutter, hvilket har tvunget os til at sætte ur til klokken 06:00. Velkommen til Bogotá. Mens Clara har været til intro har jeg siddet på caféen Varietale. Her har jeg prøvet lidt forkellige kaffer og snacks. 6 boner har givet mig en udgift på omkrig 60 kroner. Jeg har siddet og oversat ting for DTU. Det fortsætter jeg med i starten af næste uge, og så er jeg færdig. Måske har de mere til mig. Vi får at se.

Der er sket så mange ting i løbet af den sidste måned. Vi fløj til Cartagena, nød de smukke huse og de varme vejr. Det måske lidt for varme vejr. En dag tog vi til Playa Blanca, som ligner de strande man ser på tropiske plakater. Senere gik turen til Santa Marta - en mindre pæn by, som dog viste mere og mere charme som dagene gik. Herfra tog vi på tur til den forsvundne by. Turen bød på fire dages anstrengelser, dårlig mave, smukke udsigter og oprindelige kulturer. En meget stor oplevelse.

Dagene efter vores trek havde jeg det SKIDT. Med meget store bogstaver. Det hele startede ellers så godt. Vi kom hjem sent om eftermiddagen og havde det egentlig fint - bare lidt trætte. Dagen efter gik det strålende. Vi spiste store burgere og derefter tusinder af karamelpopcorn og en kæmpe sodavand i biografen. Alt virkede perfekt. Det var det bare ikke. Slet ikke. Dagen efter vågnede jeg op med kvalme og endte med at bruge hele formiddagen i sengen. Mange timer, hvor jeg bare ikke kunne noget. Til sidst fik Clara ringet efter en læge (ja selvfølgelig ringede pigen, ikke drengen). Han bekræftede, hvad de ansatte på vores hostel havde sagt. Jeg led af dehydrering. Kuren var elektrolytvand (nogle tykke og klamme sataner), bakteriekultur, antibiotika, let mad og panodiler. De første dage herefter gemte min appetit sig et sted og jeg blev overmæt af suppe. Puha. Nu har jeg det heldigvis heeeelt fint igen.

Den 21. juli fløj vi til Medellín; Pablo Escobars tidligere højborg. Engang var det en af de farligste byer i verden. Bandemedlemmer, civile og politibetjente blev slået ihjel på stribe og byen var alt andet end et paradis for turister. Det er det blevet nu. Mordraten er styrtdykket og i byen findes et kvarter, El Poblado, hvor man frit kan gå rundt det meste af natten. Her står barene på skuldre af hinanden og stemningen er høj. Især i weekenden, hvor gaderne er fyldte med turister såvel som lokale. Byen har et metrosystem, der fungerer smukt - en stor kontrast til Bogotás offentlige infrastruktur. Centrum er overvældene. Alt er i bevægelse og som høj lyshåret dreng falder mange blikke på én. Oppe nordpå ligger en dejlig plads. Stemningen er rolig, nærmest meditativ og ens ører hører på issælgere og børn, som leger i springvandet.

Så gik turen sydpå i bus. Ned ad stejle bjerge med hårdnålesving efter hårdnålesving. Efter 5-6 timer noget vi til Armenia. Herfra tog vi en lokal bus til Montenegro, hvor vi samlede en taxa op, som kørte os til Finca la Holanda i El Laurel. En finca er en gård og her var der tidligere blevet dyrket kaffe. I dag nøjedes de med bananpalmer, papayatræer og køer. Til morgenkaffen fik vi derfor råmælk. Vi ankom til gården, da mørket begyndte at nærme sig. Stedet var tomt, og vi spurgte os selv, om vi havde hele stedet. Svaret var nej, men det fandt vi først ud af lidt senere. Gården lå smukt omgivet af bjerge og overalt var der grønne ting at kigge på. Om morgenen fløj to kolibrier rundt om hovederne på os, og om aftenen kunne vi høre inserkternes summen. Stedet var bygget til afstresning. De to dage i området blev brugt i Parque del Café og i byen Buenavista. Parken blander forlystelser med en inde- og udendørs kaffeoplevelse. Mine forventninger til stedet var høje, men Clara var mere skeptisk. I sidste ende kunne man ikke andet end elske parken og vi forlod den først efter en halv time efter lukketid. Dagen efter tog vi til Buenavista. En colombiansk familie på vores finca gav et lidt til Armenia, hvorfra den 50 minutter lange bustur startede. Vi ankom på toppen af bjerget med udsigt til alle sider og meget lidt at lave. En café blev brugt som ventested med lokalt wienerbrød på terrassen indtil vores kaffetur begyndte. I Cartagena havde vi besøgt caféen San Alberto. Den så hyggelig ud og derinde fandt vi ud af, at kaffen stammede fra deres egen farm. Da vi så, at den lå i en rimelig afstand fra fincaen måtte vi jo tage derhen. Stedet lå på en bakketop med den flotteste udsigt. Kaffen blev dyrket i 1500-1800 meters højde på stejle skråninger og håndplukket af lokale arbejdere. Vi lærte hvordan de dårlige bær bliver sorteret fra de gode bær, hvordan kaffen bliver lavet (fra frø til kop) og vi deltog i en kaffesmagning, der skulle åbne op for vores sanser. Alt sammen meget spændende og lærerigt. Efter turen nød vi en kop kaffe på deres terrasse, der giver en overvældende udsigt over dalen og bjergene.

Sidste stop inden Bogotá var Salento - kafferegionens store turistby. Her er hovedattraktionen Valle de Cocora, der er fyldt med Colombias nationaltræ: Vokspalmen - verdens højeste palme. En (meget) hård gåtur inklusive en langt stykke, hvor vi gik forkert, ledte os hen til palmerne. Dagen efter tog vi på en helt anden type kaffetur. Uri fra Barcelona gav os en rundvisning i hans økologiske kaffefarm i miniskala (sammenlignet med San Alberto). Her hørte vi om udfordringerne som lille og ny kaffebonde. Oplevelsen var en helt anden og selvfølgelig købte vi en pose kaffe, som vi har drukket af her i Bogotá.

Jeg håber, I alle har det godt i Danmark. Her i 2600 meters højde nyder vi lørdagen,