På Mindoro lever 8 forskellige mangyan-stammer, det er det oprindelige folk. De udgør ca 100.000 individer og er blevet fordrevet fra kystområderne og lever nu i højlandet eller baglandet, som er fuldstændig uden infrastruktur af nogen art.
At sådanne folk stadig findes og kan opsøges forholdsvis enkelt kommer helt bag på mig. At jeg så er så heldig at være det sted i Filippinerne hvor de bor er et tilfælde og at jeg spørger om nogen han vise mig hvor de bord er lige så meget et tilfælde.
Jeg har ingen forventninger og har så tit set oprindelige folk fremvist for turister, efter fyraften klæder de så om til jeans og kører tilbage til byen, hvor de bor.

Mangyanerne er ægte - efter en tur i sidevognen og en times vandring med guide, dukker der en landsby op. Spredt over et område i den tætte regnskov er det vej hundrede hytter, de fleste beboet af flere familier og de fleste familier består af en fem seks personer. Vi bliver bemærket, men ikke hilst og ikke budt velkommen men tålt.

Hytterne er meget primitive og bygget på pæle, et par grise er tøjret under de fleste. Børnene lejer, men holder sig også på afstand. Der en ingen form for tegn på kontakt med civilisationen, Fx, el, antenner, vand, butikker, køretøjer, veje. Min guide kender åbenbar et trick for han råber noget og haler et par poser slik op af lommen. Børnene nærmer sig nu langsomt men forsigtigt lokket af de søde sager. Eftergånden dukker og et par kvinder op med småbørn på armen, de siger ikke noget, men modtager slikket. Også et par lidt ældre kvinder dukker op for at se at alt går ordentligt til. De yngste børn har ikke tøj på og leger med ringe, som de styrer med en stok.
Der er ingen mænd, hverken unge eller gamle. De fleste kvinder har tydeligvis bundet noget rundt overkroppen men ikke alle. Mændene lever af at sætte fælder op til vildt fx vildsvin og aber. De dyrker også afgrøder fx tørris og grøntsager. Jeg ser ikke tegn på handel med omverden eller nogen form for produktion hverken til eget brug eller til salt i turistboder. Skolen er midt i landsbyen og der er vel plads til 50 unger, der er en tavle lavet af en vendt plade og min guide siger at der vist kommer en lærer en gang i mellem, min guide ved heller ikke meget om deres livsform - det kunne være spændende at kende lidt mere til deres kultur - i udkanten er der skrevet noget med Jesus Kristus på en plade og det siges at de for en sikkerhed supplerer deres egen naturalistiske religion med den herskende kristendom.
Heldigvis begynder det at regne kraftigt, så vi sidder i skolen længe og kan studere livet - til sidst lister vi af lige så stille som vi er kommet.