Edith skriver om hårrejsende oplevelser
 ----------------------------------------------------

Kære venner

Siden sidst er sket en hel del. Dag 2 hos risbonden gik også fint. Vi kom med ham en tur ind til byen, hvor en af hans venner skulle være guide for os. Desværre var han ikke god til engelsk, så det blev mest til sort snak. Vi havde ønsket at se en moske, hvilket bl.a. var formålet med vores bytur. Efter lang ventetid og forhandlinger endte det hele med , at jeg ikke måtte komme med ind. Mine ben var ikke dækket helt til jorden, så jeg måtte blive udenfor. Til gengæld fik Erik lov at fotografere og videofilme inde i moskeen, hvilket ellers var forbudt. Men, som de sagde, så kunne jeg jo se det hele på den måde. De var faktisk lidt forlegne ved at nægte mig adgang. Og Imamen, som havde vist Erik og vennen rundt og bladet i den store koran på 2 meter og sunget på videoen, kom efterfølgende ud og gav mig hånd og undskyldte, at jeg ikke kunne komme ind.

Efter vores moskebesøg gik vi rundt i byen og fandt en anderledes bygning - også bevogtet. Vi kunne godt tænke os at se, hvad det var for noget. Det viste sig, at det var her borgmesteren havde til huse. Vennen spurgte vagten, om vi måtte komme ind. Og efter vi havde fortalt ham, at vi bare var ganske almindelige nysgerrige danskere, som var interesseret i at se, hvordan hverdagslivet levedes på Java, ringede vagten til øverstbefalende, og vi fik med eskorte af militærpolitibetjenten lov til at se bygningen udefra.
Senere på dagen, efter vi havde skilt os af med vennen, og selv gik rundt i byen, kom vi atter forbi bygningen med samme vagt. Da stod han bare udenfor bygningen og talte med nogle kollegaer. Da han fik øje på os, hilste han glad og råbte til os og forklarede vennerne en hel masse, som vi ikke forstod. Men alle hilste glade på os.

Det er iøvrigt samme billede allevegne her på Java. Her er ingen turister. Vi kan tælle dem på én hånd, hvilket gør, at når vi kommer gående, hilser alle med et stort smil og hej. Enkelte endda med håndtryk. Alle børnene kigger på mit lyse hår og peger og fniser og synes, det er sjovt, at det er anderledes, end hvad de er vant til at se.

Men der er også en slange i paradiset. Eller rettere noget lige så slem. I morges, da jeg skulle i bad og stak hånden hen over vandtruget, sad en stor rotte der og kiggede på mig, og jeg havde nær rørt den. Da kom jeg hurtigt i tøjet igen og ud på gangen efter Gandhi, vores husvært, som var ligeså skrækslagen som mig. Jeg var ligeglad. Det var hans opgave at fange den og få smidt alt vandet væk, hvori den havde svømmet rundt og få desinficeret hele rummet. Jeg spurgte ham, om her så også var slanger, hvilket han bekræftede, at det var der. En dag havde han nær trådt på en med bare tæer.
Da Erik kom op, og jeg fortalte ham om oplevelsen, sagde han efter en stund. Nå, men vi skal vel så tilbage til vores dejlige home stay inde i byen. Der er i hvert fald hverken rotter eller slanger, kun moskeer - men hvad et værst. Jeg viste Erik, at inde på midt værelse over min seng var der et stort hul oppe i loftet på ca 1/2 m2 for at skaffe lidt ovenlys - et hul med direkte adgang for både rotter og slanger - så beslutningen om at flytte var ikke så svær at træffe.

Vi kom igen til byen og var heldige at få vores gamle værelser igen. Og så bor vi tæt på jernbanestationen, så vi kan gå fra vores logi på fredag og til toget, når vi skal på vor togtur på 1000 kilometer til Jakarta.

Men i dag er her præsidentvalg. Vi havde på forhånd forestillet os, at der nok ville være noget morlør i den forbindelse. Vi gik ud i byen for at se, hvordan sådan noget foregik. Vi fandt ingen valgsteder, og alle vi spurgte, viste slet ikke, hvad vi talte om. For dem var det sort snak. Til sidst mødte vi en fastboende svejser, som havde en lille restaurant, som vi kom med hjem og spiste hos. Han forklarede, at her i byen med over 120.000 mennesker, fandtes ingen valgsteder. Man skulle køre 10 kilometer ud på landet for at få lov at stemme. Netop hvor vi boede ude hos risbonden, var der et stort telt stillet op som valgsted. Det er jo også en måde at begrænse stemmeprocenten på. Her er mange fattige og de har ikke råd til at køre så langt for at stemme. En taxachauffør tjener 10 rupi om dagen, svarende til 5,- kr. Jeg kan godt forstå, at da vi var blevet kørt ud til risbonden og skulle betale 40 rupi og gav chaufføren 50 rupi, blev han så glad - så glad. Der var julelys i øjnene på ham, men de drikkepenge var jo også en hel dagløn.

HURRA - HURRA. Strømmen er gået - hele byen er mørklagt. Og her blev pludselig stille. Ingen moskeer, der bræger. Vi bor ellers lige midt mellem 3. For os betyder det ingenting. Jeg har altid en lommelygte i tasken, så jeg ved, hvor den er. Jeg tror, det er 5. gang på vor tur, at vi oplever strømsvigt.

Jeg vil nu nyde stilheden, så jeg slutter for denne gang.

Kærlig hilsen

Edith