Så fik vi ellers stiftet bekendtskab med de indiske toge og jernbanesystemer skal jeg love for! Vi ønskede at komme til en af de syndlige stater ved navn Kerala, efter vi havde haft nogle afslappende dage i Goa - dette skulle imidlertid vise sig ikke at være så nemt... Vi tog hen på togstationen i Goa ganske tidligt om morgenen for at være sikker på at kunne få plads i et af de ellers endeløst lange toge, som kører på Indiens veludbyggede jernbanestruktur. Toget afgik kl otte om aftenen, men da vi ankom lidt over middag var alle pladser allerede solgt og vi blev sat på venteliste. Efter 5 timers venten blev vi informeret om, at der desværre ikke var plads, men at vi kunne komme på venteliste til et tog, der afgik kl 22. Da klokken blev 20, efter vi længe havde overvejet at købe en billet til trinbrættet for 3 rupies som blev solgt ved skranken til de mindre bemidlede, gik vi igen op og forhørte os om hvorvidt vi kunne komme med toget. De havde da fået passagerlisten og kunne fortælle os, at der desværre heller ikke var plads til os i det tog (på trods af ellers hennis tusind pladser), samt at vi desværre heller ikke, efter vi havde frmsat ønske derom, kunne få lov at købe billet til toget om morgenen dagen efter da billetlugen nu skulle lukke! Jeg kunne have flået hovedet af en eller anden på givne tidspunkt, men besindede mig dog og Adam og jeg fandt et lurvet hotelværelse som vi indlogerede os på til følgende morgen. Vi tog af sted kl seks om morgenen, og mødte i billetlugen ansigtet af en af de mænd der havde siddet der dagen forinden. Vedkommende forbarmede sig over os og lavede lidt fikumdik med en af passagerlisterne, hvorefter vi pludselig havde en billet stik mod al forventning:) Hernæst forestod der os blot 16 timers togtur, i et tempo hvor selv en vinbjergsnegl ville vinde, med skrigende chaiwallaer  og bøvsende medpassagerer! Men underholdning savner man i hvert fald ikke i de indiske toge!;)

Da vi langt om længe ankom til vores destination Kochin fandt vi et hotel og brugte næste dag på at se byen, der husede et egentligt meget smukt fort samt bestille billetter til Laccadiverne, hvilket kun kan lade sig gøre fra netop denne by grundet strenge statsregulerede restriktioner på turismen til den lille øgruppe ud for Indiens vestkyst...

Det egentlige formål med den lange rejse sydpå var dog, at nå ind i Keralas bagland der er karakteriseret af en lang række flodsystemer der snørkler sig gennem landskabet. Vi hyrede en flodbåd bemandet med både kok og kaptajn og androg her 3 nætter og 4 dage af vores lange rejse. Tiden gik med at iagttage landskabet der langsomt gled forbi, de lysende grønne rismarker som strakte sig endeløst bag flodens bredder, kvinderne, som med høje klask der gav genlyd i hele baglandet, tæskede deres vasketøj mod vaskestenene, hvide ibiser siddende i den grønne jungles trækronerner, der i al deres frodighed, vældede ud over vandet som ville træerne indtage ukendt territorium... Det hele var så smukt og frodigt!

Om natten lagde vi til langs flodens bredder og blev vugget i søvn af dønningerne fra andre forbipasserende både, der gled lydløst gennem vandet i ly af nattens mulm og mørke. En ganske uforglemmelig tur, der var hele den strabadserende togtur værd!:)