Laccadiverne 

Vi befinder os nu på en lille øgruppe ud for Indiens vestkyst, hvortil vi kom for nu to dage siden. Endnu en gang var transporten hertil et kuriosum for den ellers rejsevante:) Sejlturen foregik med en egentlig udemærket færge, det var blot omstændighederne hvorpå man blev gelejdet gennem processen, der var af en temmelig tvivlsom karakter!

Det startede med at vi ankom kl ti om formiddagen til det kontor hvor vi havde booket turen igennem og var blevet sat i stævne på angivne tidspunkt. Her blev vi sat til at vente, rent undtagelsesvis, og hele to timer efter kom en taxa og hentede os. Den bragte os til kajen hvorfra båden skulle afgå, men her mødte os et virvar og et kaos som jeg aldrig i mit liv har set mage til!! Hundredevis af mennesker flokkedes omkring, blandt pakker med alt fra elektronik til løg, appelsiner og andre fødevarer og alle pressede de sig ind mod et lille indelukke omgivet af tremmer, hvor en enkelt dame sad og skulle tjekke samtlige passagerers status og bookinger, JØSSES! Der var ingen vej udenom, vi måtte frivilligt ind i, hvad der mest af alt mindede om et hønsebur for meget trængte og forsømte høns, og at komme igennem denne tumult, asen, masen og ulidelige, stilleståede hede, får mig til at tænke, at skulle jeg engang være så uheldig at komme i skærsilden, så har jeg da i hvert fald prøvet det der var værre!;) 

Nå, langt om længe lykkedes det at blive registreret (igen igen) og vi blev sendt ind i en bus, der kørte os hen til hvor skibet lå til kaj. Herfra gik den 14 timer lange sejltur næsten smertefrit på trods af at skibet sejlede to timer senere end forventet hrm hrm, og vi vågnede op næste dag med forventningens glæde om endelig at nå frem. Vi trådte i land på Minicoy, den største af øerne på Laccadiverne og der mødte os et fantastisk vue af langstrakte kridhvide sandstrande og et turkisblå hav som strakte sig så langt øjet rakte ud i horisonten. Al denne skønhed blegnede dog desværre, da jeg fandt ud af at der intet mobilnet var:( Det har nu aldrig været noget problem for mig at skulle undvære, men tanken om ikke at kunne være i kontakt med Morten, som jeg savner helt vildt og har skrevet med hver dag, som følge af et yderst sparsomt udbud af internet i dette land, gjorde ondt! Ikke mindst fordi han har fødselsdag tirsdag den 15. og jeg i forvejen er ubeskriveligt ked af at skulle undvære ham  på hans fødselsdag og gå glip af denne:( Det tog lidt tid at komme sig over dette chok, men jeg fandt ud af at øen huser en eneste lille netcafe med en vanvittig langsom satelitforbindelse, så jeg i det mindste kan skrive lidt mails sammen med ham... 

Der er dog så smukt her; sandet er næsten hvidt som sne og havet så krystalklart og lysende blåt, at øjet næsten blændes af al den skønhed! Der er næsten ingen mennesker på øen grundet den strengt regulerede turisme, hvorfor man næsten ingen andre ser. Man føler sig vitterlig som Robinson Crusoe! Der er ikke meget andet at lave end at læse, nyde solen, varmen og udsigten over havet, der kan få ethvert tænksomt menneske til at falde hen i dybsindig, langvarig grublen.....hvilket jeg kan få utroligt langt tid til at gå med! :) 

Af samme årsag er der derfor heller ikke meget mere at berette om, udover at vi vender tilbage til fastlandet d. 17 hvorfra der venter flere oplæg her på min blog. Håber der er nogen, der får glæde af den og følger med:)

Knus fra Ellen