D.29/8-09

Jeg vågnede ved et-tiden midt om natten. Vi var ved at være der og jeg frøs temmelig meget. De fleste busser trækker gennem vinduerne, så når det blir aften for man en dejlig iskold vind lige i ansigtet, okay hvis man har et tæppe, surt uden. Jeg havde fået et hostel anbefalet, så da jeg steg ud i den kolde nat, vidste jeg nogenlunde hvor jeg skulle hen, så jeg tog en taxa. Her er de utrolig billige, så for en 10'er kom jeg gennem byen i en fart.

De havde ingen værelser med delte senge i, kun private og selvfølgelig til skyhøje priser. Men de var utrolig flinke, og da jeg jo kom midt om natten, fik jeg tilbud. Jeg hoppede under mine fem tæpper og ventede spændt på morgendagen.

Der ventede mig et stort morgenmåltid og jeg kunne endda få røræg til min morgenmad. Alle var utrolig flinke her, men priserne var skudt i vejret, så besluttede at pakke mine ting og tage videre. Hende jeg skulle ha fulgtes med havde endelig skrevet, var på et vildt billigt hostel og havde fundet en lige så billig tur ud på søen, så jeg tog hen på hendes hostel, for at få en bid af kagen, men hun var allerede taget ud på søen, så måtte gøre det selv.

Man kan vælge to måder at tage ud på søen. Den første er at booke turen hos et turist-bureau og få det til 35 soles (en dag), man kan sagtens få to dage ned til 75 soles med mad og overnatning hos de lokale. Den anden er at booke ved havnen, hos de lokale, 25 soles. Det var så det jeg gjorde.

Resten af dagen vandrede jeg gennem byen i strålende solskin. Byen Puno er ikke særlig interesant, de fleste turister kommer kun derhen for at tage ud på søen. Der var godt nok et kæmpe marked i byen, så jeg købte billig frugt og nød atomosfæren fra de handlende og sælgende. Det var dog ret grænseoverskridende for mig at se kød og fisk bare ligge på et bord i flere timer i bagende sol. Kødet havde en underlig farve. Der var endda en stor madamme, der sad med en fluesmækker, når så fluen landede på kødet, VAP, så børstede hun fluen væk fra kødet og det var salgbart igen. Mums!

Puno er en by som ligger omkring 200meter højere oppe end Cuzco, så det er normalt at man ikke har det så godt de første par dage. Heldigvis for de fleste blir de kun indtil søen er overstået, men det er også normalt at blive hurtigt forpustet. Drik coca-te :-).

D.30/8-09

Jeg vågnede tidligt for båden gik omkring halv otte. Jeg var utrolig heldig med vejret. Det havde været ret skyet igår, men idag var der ikke en sky på himlen. Perfekt til sejllads. Båden blev hurtigt fyldt, på en af de andre både stor der endda et får forrest på skibet, og afsted gik det.

Søen er stor. Man kan ikke fatte hvor stor den er. Du tror du sejler ud på havet, da du ikke kan se den anden ende. Titicaca-søen er verdens anden største sø, med dyb-blåt vand og flere øer på den.

Første stop var øen Uros, den flydende ø. Dette er en ø som et lille samfund (tror det var 10 familier) havde bygget selv, for at stikke af fra kulturen på fastlandet. De ser dem selv som verdens ældste folkefærd, og legenden siger at de endda fandtes før solen. Den største og ældeste ø er omkring 160år gammel, og har både skole og rådhus. Deres huse er bygget af bambus, såvel som deres ø. De lever mest af fiskeri og turisme. Og for dem er søen hellig og kilden til livet.

Det var vildt mærkeligt at gå på øen af jord og bambus. Du følte at du synkede ned, men alligevel blev du holdt oppe af noget. Det var lidt svært at gå, men utrolig fascinerende at se et lille folkefærd på flugt fra verden og problemerne.

Jeg fik endda en tur i deres bambus båd, med et lille hus i midten(5soles). Kvinderne på øen stillede sig op på række og da vi sejlede afsted begyndte de at synge, Row the boot og mester jakob på fransk. Tilsidst rundede de af med Hasta la Vista Baby og vinkede farvel. Vi blev sat af lidt længere henne og turen fortsatte til den næste ø.

Sejlladsen tog omkring tre timer før vi endelig landede på øen Taquile. Det her var en ægte ø med omkring 350 familer på øen. De har ingen love her, og hvis der skulle opstå problemer blev de klaret ved forsamlingens søndagsmøder. Alle folk her bærer farverige håndlavet klæder, så det er ikke for turisternes skyld, hvis du kommer og tror det. Hver eneste hue repræsentere deres status. Gifte mænd, bærer røde huer. Single mænd bærer rød og hvid. Single kvinder bærer kæmpe multifarvede pongponger, gifte bærer røde. Babyer bærer hatte, som ligner blomster. Når man vandrer op gennem byen, ser man at alle. Mænd som kvinder, unge som gamle, sidder og strikker eller tråder garn. Det er en vigtig del af deres kultur. Godt lavet håndværk, betyder at du er flittig, mens dårligt betyder at du er doven.

Her er ingen biler, så æsler og lamaer er deres eneste transportmiddel.

Hvert år donerer det danske firma Axis omkring 48.000 danske kroner til den lille ø. Hvad de går til ved jeg ikke. Måske deres landbrug.

Senere kom vi alle på restaurant, hvor vi satte os ved et langbord og fik lokal mad. Udsigten var fantastisk, hvor man kunne se ud over havet. Vi fik først suppe og bagefter fisk, netop fanget. Bad til at de behandlede kødet bedre end inde på land.

Så gik turen hjem. Trætte sov de fleste i de tre timer det varede, mens at resten overværede solnedgangen over Titicaca-søen.

Det var blevet mørkt da jeg kom i land. Jeg havde allerede bestilt bus-billetter til næste destination. Tjaa... Der er jo ikke så meget andet at lave her, så det var bedst bare at tage videre.

Bussen gik ret sent, så jeg sad et par timer i terminalen og så Bethoween på storskærmen. Da min bus kom satte jeg mig ind, havde taget min sovepose med mig. Ville ikke gennemgå en nat igen, hvor at jeg frøs halen af, så pakkede mig godt ind og afsted gik det mod næste destination, Ariquipa.