D.31/8-09

Jeg ankom til Ariquipa omkring halv fire om morgenen. Jeg havde navnet på et godt (billigt) hostel, så jeg tog endnu en taxa og afsted gik det ud i natten. Da jeg blev vist ind i deres dorm, var der kun en anden som sov der. Pokkers, næsten ingen mennesker. Men tænkte ikke meget over det, ville først se dyner og glæde mig til morgengryet.

Da jeg stod op et par timer senere, kom jeg hen til et længesavnet morgenbord. Yes, gratis morgenmad indkluderet. Jeg var ikke helt alene på hostellet, der var omkring syv andre. Men det var alle deres sidste dag på hostellet, så når de havde bestilt busbilletter, aftalte vi at mødes for frokost. Så jeg brugte min formiddag på at finde ud af anbefalede ture rundt om i byen. Den mest kendte tur, var Colca-Canyon. Et utrolig flot trek, som man kunne (valgfrit) gøre helt op til fem dage. Fandt en fyr på hostellet som gerne ville med mig på et fire-dages trekking gennem bjergene, og han havde et telt, så det lød vildt fedt.

Da vi alle var samlet, tre tøser og to fyre, tog vi på en lokal restauranter og fik en tre retters menú for 15soles. BILLIGT!!! Man kan sagtens få priserne længere ned, men hvis man tænker på de danske priser, så er det her ikke dårligt.

Vi snakkede længere religion og kulturforskelle, gik senere gennem byen. Hyggede os og tog op til et højt punkt, hvor man kunne se bjergene omkring byen og kigge en smule ned på husene.

Det var vildt hyggelige timer og vi rundede af med en grillbar hvor vi spiste pizza og grinede af dårlige jokes. He he...

Fyren jeg skulle ha været med, havde ændret planer og var nød til at tage til Cuzco om et par dage, for han havde en ven som pludselig var dukket op der. Fint med mig. Så jeg besluttede at tage afsted imorgen med det samme. Alle forlod alligevel hostellet, og jeg kunne altid se Ariquipa når jeg kom tilbage.

En af pigerne lånte mig hendes taske til turen, for hvis jeg skulle trekke gennem bjerge, ville det nok blive hårdt med tyve kilo på ryggen. Det var den dag, imorgen Colca-Canyon.

D.1/9-09

Jeg kunne sove længe idag, for man kunne vælge to måder at komme til Colca-canyon på. At vågne op omkring kl.to om natten og tage klokken tre bussen eller man kunne tage kl. to bussen om eftermiddagen, tilbringe en nat i byen Chivay tæt ved og tage bussen kl. fire om natten eller syv om morgenen.

Så jeg pakkede mine sidste ting, og tog sammen med hende der lånte mig tasken (Malta) ud på jagt efter en lommelygte. Jeg ville overnatte steder hvor de ikke havde noget elektricitet, så en lommelygte ville sikkert være handy. Jeg fandt en til 2 soles. Fedt køb.

Så jeg sagde farvel til Malta og aftalte at når jeg kom igen, kunne vi tage tour-bussen rundt i byen og se den fra en behagelig plads.

Afsted gik min bus mod Chivay(15soles). Fem timers utrolig bjergsceneri senere lander jeg i den lille by Chivay og tar den første og det bedste hostel jeg kan komme i nærheden af. Privat værelse med bad, 15soles. I forhaven stod en Alpacha og bød mig velkommen og jeg hilste igen. Jeg tog på en lille café og spiste et simpelt måltid og tog bagefter tidligt i seng, ville jo gerne være helt frisk til den næste dag.

D.2/9-09

Idag er det præcis to måneder siden at jeg startede den her rejse. Det føles som så lang tid siden at jeg sagde farvel til min veninde i København og satte mig ind i flyet. På vej mod ukendt territorium. Jeg vidste ikke hvad der ventede mig, hvem der ventede mig. Alt hvad jeg vidste var hvilke lande jeg skulle til. Resten stod i tåge. Jeg har stadig lang vej igen. Og lige nu er jeg midt inde i hjertet af Peru. Okay en smule mod syd, men stadig hjertet.

Jeg vågnede op i en lille bjerglandsby ved navn Chivay. Klokken var kvart over tre, og jeg havde en bus, som gik klokken fire. Det var ret koldt, men tog en taxa til stationen, så det hjalp på varmen.

Jeg mødte to andre som skulle samme vej. To fyre fra Frankrig. Bussen kostede kun 2,50 soles. Jeg steg ud i en bidende vind, med opgående sol og ved udkanten af et bjerg. Den gik dybt ned i en smal dal, omringet af bjerge med sne på toppen. Det kostede 35soles at komme ind i Colca-Canyon og ind til Condor-cross, hvilket var det sted jeg var. Condor-cross er som navnet hentyder til, stedet hvor verdens største fugl, Condoren, har rede og flyver igennem. Billetten man køber har to små billetter i siden. Mærkeligt, for man for kun brug for den ene. Til mit held, mødte jeg én som havde været der før, og havde en mini-billet tilbage. Wupti, gratis adgang :-). Klokken var omkring seks, og det var stadig for tidligt på dagen til at alle tour-bilerne skulle komme, så jeg og et par franskmænd havde hele stedet for os selv. Min næste bus gik om tre timer, så jeg havde god tid. Vi var heldige... Tre store condore fløj gennem dalen, rundt i cirkler og over os. De er brune, men en fuldvoksen har hvide vinger og en han har vist en hvis plet på panden. Fantastisk. Vi nød stilheden, bortset fra når de kom så tæt at man kunne høre vinden slå gennem deres vinger.

Vi satte os på et stendige og franskmændende delte ud af deres morgenmad. Appelsinjuice, chokolade og brød med marmelade. De havde masser, så det var ikke fordi at jeg trængte på.

Ved ottetiden kom alle bilerne. Turister steg ud og lokale kvinder kom med sække fyldt med håndlavet tøj og punge. Jeg købte en lille taske til mit kamera, kan ikke blive ved med bare at ha den i min jakkelomme.

Så kom bussen, betale 2,50 igen og efter 50 minutters svingende ridt, steg jeg ud i byen Cabanaconde. Her lå portalen til Colca-Canyon. Mit første trek ville tag fem timer, så jeg tog hurtigt på café og fik mig lidt ekstra morgenmad og en kop coca-te. Og afsted skulle det gå. Fik nøje fortalt hvilken vej jeg skulle gå for at komme hen til starten. Forbi kirkegården, gennem portalen og forbi korset. Så var jeg der. På min ryg havde jeg ca. 10kg og to flasker vand. Jeg var nået til en øde slette, solen var varm og det gik opad. Heldigvis ikke længe. Jeg var kommet til kanten og så nu ned i verdens anden bredeste dal, Colca-Canyon. Et utrolig smukt landskab kom mig i møde. Peru er fantastisk og et Must for alle der elsker trekking. Min første destination var landsbyen San Juan De Chuccho. Jeg skulle mod højre og følge den lille smalle sti der snoede sig uendelig langt gennem bjerget og gik nedad. Her var fare for nedfaldende sten, vejen var ujævn og kun en halv meter bred. Nogen gange mindre. Men afsted gik det med højt humør. Nede i dalen kunne man se huse og endda ane oasen, som jeg skulle hen til imorgen. Gennem dalen løber en grøn brusende flod med et par gyngende hængebroer. Havde meget sjov med at hoppe på dem.

Vejen var lang og fyldt med sten, som man nemt kunne glide på og når man vandrede alene gennem dette terræn, var en vredet ankel det sidste som man havde lyst til. Jeg mødte pludselig et par lokale der førte to okser og et par æsler gennem terrænet. De gik utrolig hurtigt, men jeg besluttede at følge med. Så ned sprang vi af bjerget, hvilket resulterede i at jeg kom ned af bjerget på tre timer og femten minutter. Sådan Stine!!! Forenden af bjerget skulle jeg over floden, og der sad en dame og tjekkede billetter, jeg købte mig en Snickers af hende, det havde jeg fortjent og fortsatte de sidste ti minutter opad, og kom så til byen. Jeg havde fået et Hostal anbefalet og det var godt. Fyldt med turister, jaaa...

Jeg fandt en gruppe, som sad på græsset i en Happy-cirkel, og satte mig sammen med dem. Der sad vi resten af aftenen indtil aftensmad. Først nudel-suppe og bagefter Alpacha med kartoffelmos. Yearh!!! Kartoffelmos... Love it!!

Bagefter kravlede vi alle i seng. Jeg var dødtræt, og faldt i søvn med det samme.

D.3/9-09

Jeg vågnede op ved halv syvtiden og lavede morgenmad. Jeg kunne ha spist med de andre fra igår, men ville gerne spare lidt så spiste mit medbragte franskbrød med marmelade. Smagte faktisk godt. Mums!!! Nu fortsatte min færd mod Oasen. Jeg spurgte om vej og fulgte alle fodsporene i jorden. Var glad for at jeg gik tidligt, for når solen kommer kan det hurtigt blive meget hårdt at vandre op af bjerge og gennem stenede ujævne veje.

Men den første time gik jeg gennem en lille jungle i en behagelig skygge, så gik det opad. Meget stejlt og solen havde endelig fundet mig. Puuust...

Jeg kom gennem et par sovende byer og ned af en slette fyldt med kaktusser, før jeg nåede broen der skulle føre mig over til Oasen. Der mødte jeg en mand, som spurgte om jeg var på vej mod poolen, jeg sagde ja og han viste vej. Solen var varm, poolen var kold og husene var bygget af bambus. Men jeg ville ikke overnatte her. Kun tilbringe et par gode timer ved poolen. Jeg tilbragte tre. Det var dejligt bare at slappe af og koble fra med en god bog. Jeg spiste resten at mine brød med marmelade, købte to flasker iskold vand og gik omkring halv tre midt på eftermiddagen op af bakke. Turen skulle tag fire til fem timer, men havde ikke tænkt at hvad jeg begav mig ud på, kun skal gøres meget tidligt om morgenen. Mødte et par dage senere et par fra the Happy-Cirkel, som fortalte at de var vågnet op omkring fem tiden, for at vandre op før solen rigtig fik fat. Men jeg havde valgt da den var værst. Et ørkenagtigt bjerg, ingen vind, over 30 grader, ingen skyer og efter en time var vandet også drukket...

Så efter to eller tre timer, var jeg døden nær og bjerget så ikke ud til at blive mindre. Jeg kiggede ned flere gange for at tjekke om jeg overhovedet bevægede mig ud af flækken.

Til mit store held kom der en flok æsler op af bakke, med et par turister. Ejeren af æslerne fortalte mig at jeg kun var kommet halvvejs, og sagde at for 20 soles kunne jeg ride op resten af vejen, jeg slog til. Så jeg red resten af bjerget op på ryggen af et æsel. He he... Det er da meget fedt!!!

Den sidste bus mod Ariquipa var gået, så jeg tilbragte natten i Cabanaconde.

En café serverede Alpacha-Lasagne, så det skulle jeg da prøve... Gik tidligt i seng og så frem til min bus næste morgen.

D.4/9-09

Vågnede op lidt over seks. Min bus gik klokken syv, så havde god tid. Købte et par bananer til vejen og afsted gik det...

Seks timer senere ankom jeg i Ariquipa, tog en taxa mod mit tidligere hostel, hvor mine ting stod, kun for at finde ud af at der stadig ikke var nogen mennesker, så jeg skiftede til hostellet overfor, hvor der var billigere og der boede et par fra Australien. De havde rejst rundt i Sydamerika, indtil de ikke havde flere penge og var slåët ned, for at tjene til at kunne rejse videre... He he... Det er sikkert mig om et par måneder.

Jeg ringede til hende jeg lånte tasken af og aftalte at mødes ved sekstiden. Imellem tiden sad jeg oppe på taget med parret, talte om Australiens historie og så på solnedgangen. Fantastisk.

Da klokken nærmede sig seks, tog jeg mod centrum og ventede ved springvandet. Vi tog på restaurant sammen, bare gav los. Bagefter gik vi gennem de små gader og mødte en gruppe fyre med kokkehuer, som uddelte gratis kram. Og de gav virkelig los. Ret sjovt at se to mænd i hinandens arme i flere minutter med et kæmpe smil på deres ansigt. Giv et kram til verden... Bagefter tog vi til Is-Palacet, hvor vi fik en god protion is hver. Så meget til min kur.

Vi tjekkede et turist-bureau for en guided bus-tur gennem byen, og aftalte at mødes imorgen, en halv time før afgang. Hun var sponser for en ung pige på omkring de tretten her i Ariquipa, og var faktisk her for at besøge hende, så pigen kom også med imorgen. Jo flere jo bedre.

D.5/9-09

Vi mødtes omkring halv ni, bookede vores tur og afsted gik det gennem hele Ariquipa. Elsker atmosfæren her. Den er afslappet, der er næsten ingen tiggere, hvilket for dig til at være mere venlig stemt, når de endelig dukker op. Byen emmer af historie og kultur og jeg kunne sagtens blive her længere.

Turen tog omkring fire timer og bagefter tog vi på restaurant og nød lidt velfortjent frokost. Vi tog over til mit hostel, hvor at jeg gav hende hendes rygsæk igen og vi tog afsked. Jeg havde stadig hele eftermiddagen til bare at slappe af og gå gennem gaderne og se på butikker. Bare nyde mine sidste timer i byen. Jeg tog tilsidst på café og fik en iskaffe. Uh... Dem havde jeg savnet. Så samlede jeg mine sidste ting og tog mod Nasca, eller det troede jeg.

Jeg havde faktisk ikke lyst til at se de berømte tegninger i sandet, og man kunne kun det, hvis man tog et fly. Ikke det værd. Personalet var meget venlige og fortalte, at der faktisk ikke var andet at komme efter, så det bedste jeg kunne gøre var at tage til storbyen Ica, istedet for.

Det besluttede jeg mig for, men vidste ikke hvornår bussen gik, så tog lidt tidligere afsted (seks-tiden).

Jeg var heldig. Den næste bus gik ved syvtiden, så jeg bestilte en billet. Satte mig ind og afsted gik det mod nye eventyr, mod ICA.