D.26/1-10

Tidligt næste morgen vågnede vi begge op. Jeg havde sovet ret godt og pakkede hurtigt min taske. Herfra skiltes min vej med min franske ven. Han havde fået et arbejde i byen Blenheim, og jeg skulle prøve at få kontakt til min hollandske ven igen. Planen var at vi sammen skulle tage på min længe ventet Queen Charlotte track. New Zealands bedste tracks er kendt som dens "Great walks". Stederne er overfyldt med turister og at overnatte i en simpel hytte der, koster 45 dollars, hvor andre hytter i normale tracks ville koste 15. Eller gratis.

Jeg kan huske da jeg sad hjemme og planlagde turen i New Zealand fortalte jeg med stor iver, at en af tingene jeg ville gøre var at fuldføre "Queen Charlotte Track". Føltes fedt at jeg endelig var her og klar til udfordringen. Men først skulle jeg finde min ven.

Jeg tog på det lokale bibliotek, hvor internettet var gratis og skrev til ham gennem skype. For min skyld (sagde han), havde han tidligt afbrudt sit ophold i byen Queenstown, og kørt mod Christchurch for at sælge sin bil så hurtigt som muligt, så han kunne komme og gøre tracket med mig. Han ville ha at jeg skulle komme og mødes med ham halvvejs.

Så jeg tog først på en lille café, fik morgenmad og gik mod begyndelsen til hovedvejen mod Christchurch. Ville ikke gå hele vejen.

Mens jeg gik, dyttede en parkeret lastbil af mig, jeg forstod straks, løb over gaden og hoppede op på passagersædet. Sådan fik jeg mit første lift til Blenheim. Videre derfra samlede en mand mig op og satte mig af ved min endelige destination, Kaikura. Halvvejs. T ville så møde mig der, men da jeg fandt et internet og fik ham online, havde køberen afslået og hans bil var stadig ikke solgt. Havde en brændende lyst til at se T igen og ingen grund til at blive i Kaikura... endnu... Så jeg placerede mig ude på vejen og med tomlen i vejret fik jeg et nyt lift af en lastbil til christchurch.

Vi mødtes ved Cathedral Square, også kendt som byens centrum og tog på restaurant efter dagens tilbud. Pizza til deling :-). Og øl...

Her fik jeg til mit held af vide, at en ny køber havde sagt ja, og at hans bil var blevet solgt, så vi besluttede at blaffe sammen imorgen. Så T førte mig til en af hans gamle ven, som boede i et kollektiv. Vi fik lov til at sove der for natten og smutte videre næste dag :-D.

D.27/1-10

Afsted gik det igen. Tilbage mod Picton. Det at blaffe er snart blevet en så naturlig del af min livsstil, at det ville føles mærkeligt at tage bussen igen. Det tog stort set hele dagen, da vi stod godt en time i Christchurch og ventede. Aldrig nemt i storbyer når man er to.

Undervejs med hvad der kunne ha være blevet vores sidste lift, så T en plakat om at de afholdt et Daredevil show i Blenheim i aften, hvilket vi jo kørte igennem. Jeg gik med til at se det. Mest for T's skyld, han sku da også ha sit sjov, og jeg elskede at komme på afveje, så yes sir.

Vi blev smidt af i Blenheim, kun for at finde ud af at showet blev afholdt 10km udenfor byen. Heldigvis fik vi et lift i sidste øjeblik af en camper, og vi havde god tid til at finde en plet i græsset og nyde showet.

Ikke den bedste oplevelse i mit liv, men stemningen var god, så det hjalp meget.

Da showet sluttede skaffede vi os et lift ind til nærmeste by, hvor vi overtalte krofatter til at genåbne køkkenet og lave os en kæmpe portion kartoffelmos med pølser til. Ja her klager jeg sku ikkk :-D

Her mødte vi et par, som var på vej til Picton og fik et lift af dem. I byen viste jeg T hvor mit ynglings sovested lå, og med presseningen på græsset, overnattede jeg endnu engang på skolen...

D.28/1-10

Jihaaa... Nu skulle vi afsted. Først tog vi i supermarked og købte ind til en fler dags vandretur. Brød med skiveskåren ost, skinke og salat. En dåse til hver aftensmad. Kitkat. Lidt chokolade er god energi og en bunke æbler. Sådan!

T havde allerede pakket sin taske til turen, så jeg manglede bare at smide lidt vægt, hvilket jeg gjorde i et hostel. De har normalt et rum for tasker, og denne havde heldigvis et skab til hvert enkelt. Man skulle betale 2 dollars, men hellere det end en brækket ryg.

Sådan klar. Vi stillede os i udkanten af byen og blaffede mod begyndelsen af tracket. Først blev vi samlet op af en cool gammel fyr, der stoppede ved flere udkigspunkter og fortalte os om strandene. Derfra fik vi et lift resten af vejen, tog et billede af et km-skilt i begyndelsen og afsted gik vi.

At gå et track, føles så meget kortere når man har en ven at snakke med og udsigten var utrolig flot så det hjalp meget. Hele tracket var enten jungle eller åbent græsareal, men gik mest op. Vi skulle over flere bjerge, med en uendelig udsigt ud over havet og bjerge. Lidt op af eftermiddagen, drejede vi af mod en strand for at spise frokost o svømme ved vandet. Vi må ha taget en forkert retning, for alt hvad der var, var en gangbro, men vejret var fantastisk, så vi satte os på broen, spiste sandwitch og hoppede i havet. Små fisk bed os, så jeg hoppede hurtigt op igen. Vi blev der i tre timer

Videre gik det. Vi fortsatte til at solen begyndte at gå ned og drejede af mod en lille landsby. Vi havde gået ca.20km og var kommet til campingsted. Det var gratis at campere her og T havde fundet et lille afsides sted som vi kunne sætte presseningen op på. Her sad vi og spiste vores gourmet dåsemad, og faldt i søvn. Før vi sov kom der pludselig en lille bamse med en lyserød næse kravlende. En possum. De er harmløse og vi slukkede lyset, men var ikke helt sikker med det dyr kravlende rundt. Pludselig sprang den op i et træ og begyndte at hvæse ad os. Jeg blev så skræmt at jeg bad T om at finde et nyt sted at campere. Han virkede heller ikke helt tryg ved vores hvæsende ven, så det gjorde vi og faldt heldigvis i søvn efter en lang dag.

D.29/1-10

Træt og lettere øm, vågnede vi op til en lidt overskyet dag. Morgenmaden bestod af brød med ost og skinke, og herfra pakkede vi vores stof sammen, og videre gik det. Næste distance var 24,5km og vi skulle over tre bjerge. Hård dag. Afsted gik det. Det var utrolig hårdt, men vi kæmpede videre og holdt flere pauser, hvor andre unge sad og spiste frokost der. Mega hyggeligt. Vi tog os god tid, hvilket er vigtigt. Mange fræser bare igennem uden at virkelig se sig om.

Vi vandrede i otte timer før vi kom til en mindre vej (for biler), hvor T skulle af. Han havde et fly han skulle nå om to dage og var nød til at afbryde turen for det. Jeg valgte at tage med ham. Så vi vandrede gennem vejen tilbage mod hvad der var den nærmeste campingplads. Vi vandrede ca. 5km (30 totalt), før at jeg var ved at falde om. Derfor stoppede vi ved en gård og fik lov til at campere på deres græsplæne. Indtil nu havde der ikke været en eneste bil. Det var en stjerneklar nat, så alt hvad perfekt. Især når man ikke har tag over hovedet.