D.30/1-10

Vi vågnede op da solen ramte os (ni tiden) og pakkede vores tasker. Idag skulle vi nå til Picton, det var et MUST. Så vi gik lidt ned af vejen og nåede til et grønt område, med heste til hver side af vejen. Her satte vi os i græsset lavede morgenmad og ventede på at en bil ville komme forbi, men det var lørdag, så sandsynligheden for at det ville ske, var ikke stor.

Vi ventede et godt stykke tid. To biler kørte forbi os, og så kom en bil (Forkerte retning) og tilbød os et lift. Vi slog til. De ville tag os 10km ned af vejen mod en vandtaxa som vi ville tag mod Picton. På en mystisk måde og med et venlligt smil, fik jeg splejset prisen ned til 35dollar (55) he he...

Så turen tog ca. 1time, før at vi nåede til Picton, hvor vi fik frokost og her var det vi sagde farvel.

Hårdt når man har været sammen i så lang tid. Men han skulle til Christchurch i syd og jeg skulle til Nelson i nord. Solen skinnede varmt, så det var perfekt vejr til at rejse videre i. Det tog ikke lang tid før at jeg fik to lift hele vejen mod Nelson, og blev sat af ved turist-informationen. Jeg havde fået et nummer til en person som boede her, fra et par T og jeg mødte på QC tracket. Ringede hende op flere gange, men hun svarede aldrig, så jeg gav op og søgte istedet efter en camping plads. En ældre dame gav mig et lift derud, men prisen var 25dollars pr. nat så vi vendte tilbage igen. På det tidspunkt tænkte jeg at et hostel ikke lød helt dårligt, blot i aften :-).

Jeg fandt endda et i yderkanten af byen, med klasse. En pool, spa og volleyballbane. Ikke dårligt. Jeg fik en teltplads for 17dollars, og gik straks igang med at slå presenningen op :-D. Hele hostellet osede af en lækker afslappet kuturel stemning. På volleyball banen gik holdene meget op i Europa mod Amerika, ved poolen lå samtlige importerede strandsild og slikkede solens sidste strålede. Ved de spredte bordet, blev der spillet kort, røget og udvekslet vandrehistorier. Køkkenet gennemgik sin egen kulerinariske udfordring med pasta, sorte pandekager og ketchup. Masser af det. Se det er backpackerliv :-). Her var næsten fuldt hus, mens jeg gik hoppende (computerledninger overalt) ud i køkkenet og lavede ris med gulerødder. Ja, jeg måtte tag hvad der var i tasken.

Da maden var klar hoppede jeg ud igen og fandt et fuldt bord, hvor jeg slog mig ned og hilste på alle. Før jeg fik spist op, sad vi midt i kortspil og drikkelege. Da naboerne begyndte at klage over larmen, rykkede vi ind i en gammel bus, som stod i baghaven. Her festede vi videre til midnat hvor hele selskabet rykkede i byen med fuld gas...

Flere timer øhh... Okay ærligt ved jeg ikke hvornår jeg vendte hjem, jeg endte med at fare vild, hoppe ud på vejen, vifte med armene og få en tatooveret gut til at køre rundt i hele byen indtil han smed mig af ved hoveddøren... Nat nat

D.31/1-10

Her vågnede jeg op. På mit første betalte hostel efter så lang tid, at jeg ikke kan huske det. Jeg pakkede hurtigt min taske og hoppede ud til morgenmad. Lækkert! Jeg gjorde mig klar til at nyde Nelson, og planen var at blaffe videre i aften, før det blev mørkt. Det skulle være godt vejr de næste par dage og havde planer om at tage til Abel Tasman med kayak. Abel Tasman er en Great Walk, og kendt for lækre strande, så det kunne være en god måde at tilbringe en dag på.

Men idag skulle Nelson udforskes. Med et godt i hånden, gik jeg gennem de små gader og fulgte en lille å gennem byen. Byen var omringet af frodige bakker og en hvid sandstrand, og ville gerne finde en af de grønne stier i området og følge det mod vandet. På vejen mødte jeg en gammel mand, som fortalte at jeg var kommet helt på afveje, og sammen gik vi tilbage mod byen, mens han fortalte mig om hans rejse til Afrika og ledte mig i den rigtige retning, hvor han tog afsked og forsvandt. Nu gik min sti kun op. Gennem skov og zigzag videre. Byen tonede sig frem under mig og jeg fulgte den et godt stykke vej og over bakken. Stien tog mig ikke ud til vandet, så jeg måtte gennem byen igen og gå mindst 5km, for at komme til stranden. Vandet der lå foran byen, var blot en havn og ikke særlig godt.

Jeg kom ikke hele vejen derud, før jeg fandt ud af hvo længe det var siden, at jeg havde spist og alt tæt på vandet, var sikkert dyrere, så jeg vendte om igen.

På det tidspunkt var det blevet ret sent på eftermiddagen, så jeg snuppede min taske og gik op den samme vej mod stranden. Her gik hovedvejen nemlig igennem, og ville jeg blaffe skulle det gøres her.

Jeg stod ikke længe før at han fyr samlede mig op, han skulle kun til en af de næste byer, men efter et stykke tid, ville han gøre mig den tjeneste at køre mig hele vejen. Tak Tak... Så her var jeg, med mit første lift, kom jeg hele vejen mod Abel Tasman. Vi ankom ved fem/seks-tiden, jeg vinkede farvel og gik ind i turistinfoen, som også viste sig at være et (dyrt) supermarked.

I Danmark og andre steder ville det være normalt, at man kunne udleje en single kayak, men i New Zealand værnede de om deres turister, og så det som en alt for risiko at man sejlede alene. Grrr... Så jeg havde kun den mulighed at rejse med en gruppe, hvilket ville koste næsten 180dollars. For en dag!!!! Aldrig i livet. Selv hvis jeg havde pengene, ville jeg ikke spilde så mange væk. Det var sikkert billigere at købe sin egen kayak over e-bay.

Jeg tog en hurtig beslutning, og gik hen til den nærmeste bil.

Var stadig temmelig udmattet efter QC, så havde ikke lyst til en ny vandretur lige nu. Jeg besluttede at tage videre... Den nærmeste bil var ejet af et ældre ægtepar, som blot skulle videre til en af de større byer sydpå. Det var dog fint nok for mig. Hvis jeg kunne komme ud til en større by, ville det give mig en bedre mulighed for at få et lift videre.

Herfra skaffede jeg mig en mini-tærte og fandt vejen, som gik ud af byen. Jeg skulle først vandre et godt stykke ud, før at jeg kunne smide tasken og stikke tomlen i vejret. Det var på det tidspunkt ret sent, og jeg havde mine tvivl, men heldet var selvfølgelig med mig. Jeg havde ventet i godt en time, klokken var omkring halv otte stykker på det tidspunkt, før en ung gut stoppede og ville give mig et lift. Jeg fortalte ham hvor jeg var på vej hen, og han tilbød mig et sted at sove for natten, hvorefter jeg kunne blaffe videre imorgen tidlig.

Stedet var en wwoofing-samfund-gård... Wwoof, arbejder for mad og husly, samfund, flere telte og familier bor der, gård, køer og æbler. Det var vist forklaring nok. Gården lå oppe i bjergene, hvilket også var den eneste måde at komme ud mod vestkysten på. Her var ingen internetforbindelse, hvilket var noget jeg de næste par dage vænnede mig til. Suk Suk...

Da vi kom derop, præcenterede han mig for hele slænget og en plørrefuld gammel blondine svang armen omkring mig, og viste mig rundt. Eller nærmede trak mig sidelæns rundt. Jeg fik af vide, at her kunne jeg slå mit telt op, hvorend jeg ville og jeg gik igang med at finde en grøn plet, med græs under en meter. Hårdt arbejde. En fyr, tilbød mig istedet en madras inde i det de kaldte "hovedkontoret", hvor de havde et køkken, et tv-rum og et rum med en bunke madrasser. Her kastede jeg mig op på fire madrasser og gjorde mig til rette her.

Senere fik jeg en rundtur, hvor jeg kunne lede efter blommer og æbler på egnen. Fyren der viste mig rundt, hoppede op i et træ og svang det hårdt fra side til side, indtil at det regnede ned med røde blommer. Bagefter pegede han mig i retning af deres æblelund, men de var ikke helt klar endnu, så dem droppede jeg og holdt mig til blommerne istedet. Resten af aftenen skrev jeg på min blog i en støvet sofa og faldt senere i søvn, til lyden af tv'et i rummet overfor. Zzzz...