D.8/1-10

Vågnede op tidligt, lavede morgenmad og bandt min taske fast til cyklen, med håbet om at den holdt. Efter to minutter faldt min taske ned på siden, så jeg måtte stoppe og binde den fast igen, hvilket næsten tog mig tyve minutter.

Op på cyklen igen. Efter to minutter mere faldt mod den ene side igen og... blev siddende... Got damm it, det var godt nok for mig. Så med tasken i siden, cyklede jeg gennem Auckland. Men problemerne var kun lige begyndt.

Jeg fortsatte ned af en vej jeg mente var den rigtige, til jeg nåede et t-kryds og tjekkede mit kort. Hvad fanden....??? Jeg var kommet utrolig meget mod vest, og hvis man ville ud af Auckland, så skulle man følge en ruté i øst. Pokkers. Et stort ups, hvilket tog mig to en halv time at komme tilbage på den rette vej igen. Da jeg endelig havde fundet den rigtige vej mod syd, var vejret langsomt skiftet fra perfekt solskinsvejr til regn. Først det var stille uskyldige dryp, men udviklede sig hurtigt til tung regn. Jeg søgte hurtig ly under en gasstation, og fortsatte videre da det havde stilnet af. Husene var langsomt forsvundet og havde istedet erstatet landskabet med bakkede marker og træer. Idyllisk.

Jeg stoppede ved en bager og med to pølsehorn i hånden, fortsatte jeg, indtil jeg hørte en underlig lyd ved hjulet. Mit reb var kommet for tæt på hjulet og min taske var begyndt at klemme sig op af gearet, så jeg kunne ikke skifte mere. Endnu engang måtte jeg hoppe af og binnde tasken op igen.

Afsted med mig. Efter et kvarter, kom jeg pludselig i tanke om at jeg havde glemt min cykellås i græsset fra mit sidste stoppested. Kan denne dag blive værre??? Ahhh....

Tasken var også ved at falde af igen, så jeg tænkte tanken at blaffe med cyklen. I det øjeblik, stoppede en fyr på den anden side af vejen. "Hey! Har du brug for et lift". Jeg fortalte ham åbent at jeg ledte efter østkysten og at min endelige destination var Themes. Han tænkte lidt over det. "Tril din cykel hen til det hjørne, så vil jeg hente min trailer og bringe dig til Themes"....

Wauw fantastisk!

Uden at fatte mit held. Trillede jeg cyklen hen til det aftalte sted, efter ti minutter dukkede han op med trailer og det hele. Vi smed min cykel og taske derind og afsted gik det mod Themes.

Han havde fridag og lavede intet, så han ville med glæde gøre mig den tjeneste. Ja, jeg klager sku ikk.

Omkring halv fire tiden ankom vi til Themes. Jeg takkede ham mange gange for hans hjælp og væk kørte han. Jeg var i utrolig god tid, så jeg besluttede at fortsætte så langt som muligt på min rejse. Næste by var tyve kilometer herfra, og bugtede sig langs kysten med en lækker udsigt til havet.

Jeg havde valgt at droppe at binde tasken fast igen og tog den istedet på ryggen. Løsnede stropperne, så tasken hvilede på halvdelen af min sadel og afsted gik det. Vejen var overraskende nem. Uden alle de afbrydelser, var det dejligt at komme på vejen igen. Jeg havde endda fået idéen om at finde noget langt træ til at lave en vinge på mit bagagebære, for at støtte tasken. Men den tanke ville jeg gemme til senere.

Jeg kom igennem flere små landsbyer, før at jeg endelig nåede frem til en lille landsby, som havde en gruset bjergvej der går gennem Coromandel-flækken og over til den anden side, hvilket var min destination. Men vejen var nærmest umulig at cykle igennem og den var hele 30km lang, så jeg stillede mig i siden af vejen og håbede på et lift. Men jeg ventede længe...... Det var begyndt at blive koldt og vejen jeg stod ved, kom der sjældent en bil. Jeg blev lidt desperat, så da den næste bil efter et stykke tid kom, hoppede jeg op og ned med et bedende udtryk og tomlen strakt. En mørkhåret kvinde stoppede og sagde at hun boede blot få kilometer nede af vejen, så hun kunne ikke tage mig nogen steder. Men istedet tilbød hun mig en plads på hendes græsplæne, at slå teltet op på. Jeg slog til.

Cyklen ind i bilen og afsted gik det. Efter et par minutter ankom vi til hendes sted. Her boede hendes to sønner og en fyr der blot boede til leje. Jeg hilste og fortalte ham mit problem med at holde tasken på cyklen, og hann tilbød mig straks at hjælpe.

K (kvinden) kom med te, mens at vi så fyren trylle et stort bræt frem fra brændeskuret og borede dem fast til cyklen. Fantastisk! Tasken sad perfekt og uden rebet sad den stadig fast. Kunne ikke takke ham nok for hans hjælp.

K opgraderede mine teltplaner til en plads på sofaen og lidt senere smuttede hende søn på weekendtur til hans mormor, så jeg blev igen opgraderet til en plads i en seng. Resten af aftenen så vi tv, tjekkede computeren og tog et bad.

Jeg endte ren og træt i en seng med en bog i hånden. God måde at ende en lang dag på. Zzzzz...

D. 9/1-10

Jeg vågnede tidligt til lyden af mit vækkeur. Stille bryggede jeg lidt te og spiste resterne af indkøbet fra bageren igår. Jeg ønskede ikke at vække nogen, så jeg lagde dem en afskedsseddel på køkkenbordet og gik ud i den kølige morgenluft.

Tasken sad stadig perfekt, hvilket gjorde det så meget nemmere at få rebet om tasken. Musik i ørene og afsted kørte jeg.

Min plan var at blaffe over de 30km og herfra fortsætte på egen hånd, da hele vejen var gruset og kun gik op.

Heldigvis kom en camper forbi og jeg fik dem til at stoppe. De gav mig et lift og satte mig af ved den første landevej, derfra kunne jeg endelig gå igang med at cykle rigtigt. Mit mål var Hotwater Beach. En strand, som har varme vulkanske kilder under sandet. Ved højvande (helst om morgenen) graver man et hul i sandet. 60 garders varmt vand flyder op. Du fyldt hullet med lidt koldt havvand og vupti... Så har du din helt egen private spa :-D. Ikke dårligt.

Cykleturen var lidt over 20 km (tror jeg). Gennem bakkede dale og køer på græs. New Zealand er kendt for at ha det største antal får i verden. Flere får end mennesker i N.Z. Så ja. Jeg så får overalt, og det sker også hele tiden at de stikker af og går deres egen vej ude på kørebanen. Til sjov for turister.

Nå men jeg kom ud til Hot Water Beach, vandet var slet ikke klart som jeg havde vænnet mig til på Hawaii. Men sandet var fint og jeg var omringet af grøn skov. Rundt omkring på stranden var der dybe huller efter folk, som havde prøvet at lave deres egen lille pool, og længere nede af stranden stod en stor gruppe turister og gravede deres egne huller. Jeg gik igang. Det var bedst at gøre det ved højvandet, men siden jeg havde mistet den chance, måtte jeg grave lidt dybere før at jeg stødte på det 60 graders varme vand. Med en vandflaske fyldte jeg lidt koldt havvand i hullet og stak mine fødder derned. He he... Min helt egen private pool.

Jeg sad her i en lille halv time, før jeg samlede mine ting sammen og cyklede tilbage af den samme vej og drejede nu af en anden vej, jeg ville videre ned gennem kysten og ramme Rotorua, på et eller andet tidspunkt imorgen eller måske i overmorgen. Vejen var hård. Den steg og faldt utallige gange og på et tidspunkt steg den kun i så lang tid at jeg måtte hoppe af og trække cyklen. Jeg var løbet tør for vand og at bakken fortsatte med at stige, gjorde det ikke bedre, så jeg drejede ind på en gård, hvor jeg spurgte en ældre dame om noget vand. Videre gik det. Og endelig nedaf. Weeeeeeeeeee....

Hvad der tog mig lidt over en halv time at komme op, tog mig fem minutter at komme ned. På vejen ned, så jeg et stort kort over området på den anden side af vejen. En camper var parkeret tæt ved, hvor et par allerede studeret det grundigt. God idé. Jeg hoppede ud for at tjekke hvor jeg var. De fortalte mig at de var på vej mod Rotorua, men der var sket et stor trafik uheld længere ned af vejen, så den var spærret og ingen biler kunne komme igennem de næste par timer. Jeg ville ikke ha nogen problemer når jeg endelig kom frem, og jeg kunne ikke vende om. Det ville være en omvej på mellem 300-500km. Nej tak. De sagde, at hvis de så mig på vejen senere, ville de med glæde give mig et lift mod Rotorua. Takker. Så jeg fortsatte...

Jeg kom gennem en lille by, hvor jeg stoppede for at få frokost. På det tidspunkt var jeg temmelig bombet efter at ha cyklet så langt. Så jeg halvsov gennem frokost... Zzzzz...

En time senere var jeg på cyklen igen. Det var ikke særlig sent på eftermiddagen endnu, og jeg ville gerne nå så langt som muligt. Ikke mere end 10 km ude af byen stødte jeg på camperen igen. De stoppede den lige foran mig og hoppede ud. "Hey! Vil du stadig ha et lift?". Jeg smilte stort, træt og sagde ja. Så ind med min cykel i deres camper og mig i deres sofa. Med en bog i skødet, tog vi afsted over stok og sten. Vi endte ikke i Rotorua idag, det var for sent for det, men en lille by tæt ved østkysten. Vi parkerede camperen på en campingplads, hvor jeg satte mit telt op og sammen gik vi hen og købte aftensmad... MMmmm... Fisk og pomfritter. Aftenen endte med kaffe og tøsesnak, hvor konen delte ud med sine lange erfaringer om drenge. Jeg tog notat og fik kaffen galt i halsen på de mest provokerende steder. Jeg faldt i søvn til en stjerneklar nat. Imorgen Rotorua!!!