D.10/1-10

Jeg vågnede op som den første på en campingplads tæt ved havet. Langsomt fik jeg pakket mine ting sammen og frisket mig op ude på badeværelset. Da jeg kom tilbage, var parret vågnet op og allerede klar til at køre en lille halv time senere. Så med en kop kaffe i hånden, sad jeg i sofaen og så ud på den kommende dag. Solen skinnede friskt og det var allerede begyndt at blive varmt.

Små ti kilometer udenfor Rotorua, begyndt en stærk dunst af rådne æg, at sætte sig overalt i camperen. Hele Rotorua området var nemlig omringet af vulkanske sovl-søer, mudderhuller og gejsere. Derfra kom stanken. Da vi langsomt gled ind i byen blev stanken mere svag men den var der stadig, hvilket var dagligdag for indbyggerne i denne lille by. Om så man betalte mig, ville jeg stadig ikke bo i en by der dagligt stank af æg, og at den lå på en tikkende bombe. Alle søer og vulkaner her var stadig meget aktive. Nej tak. Vi startede ud med lidt frokost før at vi fortsatte mod en af søer. Der var fire steder man kunne tage hen, og til min ikke så store overraskelse skulle man betalle for indgangen. 40dollars ved hver indgang. Den første vi kom til, fik jeg af vide, at den var ikke den bedste men parret ville se dem alle. Jeg havde ikke lyst til at følge dem derind, så jeg fortalte at jeg ville vente til de kom ud igen. Den næste skulle åbenbart være bedre. Havde ikke tænkt at de ville bruge så lang tid derinde. Hvis jeg havde vidst det, var jeg nok smuttet videre. Jeg ventede på dem i over halvanden time, udenfor på parkeringspladsen med en bog i hånden. Bogen var god, men var hårdt at sidde så længe i den bagende sol. Jeg havde brug for at komme videre, men alle mine ting var låst inde i deres camper. Flot Stine.

Da de endelig kom tilbage kørte vi videre mmod næste destination. Stedet lå blot 20km væk, og var et par kæmpe søer og floder, formet gennem et vulkanudbrud for flere år siden.

Der stod damp ud på siderne af vulkanerne, søerne boblede lystigt og bredden havde en underlig gul farve. Vi brugte hele eftermiddagen på at vandre gennem stedet og rundt om søerne. Det var meget interesant, men ikke 40dollars værd :-(.

Det var blevet sent på eftermiddagen, da de satte mig af ved en større hovedvej, de ville køre ind mod Rotorua, for at søge en campingplads for natten, mens at jeg følte, at nu var det tid til at tage videre. Vejen strakte sig forude så uendeligt. Den bugtede sig som en slange gennem landskabet og forsvandt rundt om et hjørne, flere kilometer væk. Det var min vej.

Med musik i ørene, steg jeg på cyklen og afsted gik det.

Jeg fortsatte i halvanden time endnu, indtil jeg kom til en drejning. Der var det tredje sted, som man kunne se gejsere og mudderhuller. De var lukket nu, men jeg ville da gerne udnytte chancen for at tjekke det ud, så her ville jeg campere for natten. Ved sidevejen, som førte derhen, stod der et enkelt stort hus på en bakke. Hønsene løb frit rundt i haven og der var legetøj spredt rundt omkring. Jeg tog en hurtig beslutning, steg af cyklen og skubbede den op af den højt svingende indkørsel og hen mod hoveddøren. En rødhåret mand med fuldskæg trådte ud, og jeg spurgte ham, om det var i orden at jeg camperede på hans have for natten. Det havde han intet imod, og jeg søgte hen på en lidt afsides græsplet, tæt på et brændskur, hvor jeg jog hønsene væk og begyndte at slå mit telt op. Tunge skyer hang over huset, men jeg stolede på mit held, og ville bekymre mig om det senere.

Jeg var blevet ret sulten, så jeg fandt en gammel pose ris, bankede på deres hoveddør igen og fik lov til at koge dem. Mums!!! :-)

Så den stod på ris au naturel... Heldigvis en stor portion.

Jeg var ret træt, så jeg hoppede i soveposen og læste til jeg faldt i søvn. Imorgen var planen at se det sidste vulkanske sted og cykle videre mod byen Taupo. Zzzz...