1/10-09

Jeg vågnede og følte at idag var det på tide at jeg kom videre, der var ikke mange dage til at mit fly lettede og jeg havde brug for at se lidt mere af Ecuador. Og jeg var ikke alene. Det tyske par og et par andre havde præcis samme idé.

Jeg pakkede min taske og spurgte receptionen vejen mod Esmeraldas. Nu ville jeg til stranden, og den lå mod nord, så jeg tog en trolley og kom til nord-terminalen, bare for at finde ud af at bussen gik fra syd-terminalen. WHAT THE holy-angel. Jeg satte mig på en bænk og ventede på at bussen skulle gå mod syd. Det havde taget mig halvanden time, bare for at komme herud, så var ikke helt for begejstret. Ved siden af mig mødte jeg Jen fra England. Hun var på vej mod Banos. Vi kom vildt hurtigt i snak og mens vi kørte mod syd, endte det med at vi begge tog mod stranden i Montanita.

Det skulle være et vildt populært surfer område mod syd, så kunne jeg også rejse lidt rundt, før at jeg kom tilbage mod Quito.

Så med lynets hast tog vi en bus, først mod byen Manta. En ni timers tur mod syd. Utrolig hvor hurtigt man skifter retning, når man rejser uden mål og med. Og så mange uventede steder at man kan finde en ny ven. I Danmark, ville man aldrig bare begynde at tale til en, der sad alene på en bænk, det ville være mærkeligt. Jeg elsker denne åbenthed som alle har vist her.

Vi ankom omkring ni tiden til byen Manta, hvor vi besluttede os for at overnatte for natten. Vi gik rundt en halv times tid, og besluttede os for det eneste hostel, som vi kunne finde. Der var hul øverst i væggene, så vi kunne høre alt hvad der blev gjort inde ved siden af... Dødtrætte faldt vi heldigvis hutigt i søvn.

2/10-09

Jeg vågnede op med den værste forkølelse længe. Klokken var halv syv og vi havde besluttet os for en tidlig afgang. Bussen gik med det samme, og tog omkring 4 timer mod syd. Morgenmaden stod på friskbagt brød, der kom gennem bussen. Vi ankom til byen omkring middagstiden, men hvor var solen. Vi fandt hurtigt ud af at det var regnsæson, og at solen ikke ville skinne det næste stykke tid. Vi blev dog alligevel, satte os ved en café og fik en god portion morgenmad. Bagefter gik vi en lang tur langs stranden og bare nød udsigten. Jeg havde fået det værre, en pludselig hovedpine og mit ansigt brændte. Så vi smuttede hurtigt over efter en pille, der ville få varmen til at gå ned. Når det her er et turiststed, så er alt utrolig dyrt, hvilket jeg hurtigt fandt ud af da vi tog hen til internettet. Normalt, 50cent i timen. Men her 2 dollars i timen. Wauw... Gennem hele min rejse i Sydamerika har jeg lært at der altid findes to priser på alt. Prisen for lokale og prisen for turister.

En times siesta under dynen og vi smuttede på en lokal restaurant, flere meter fra turist-strasse, hvor vi derved sparede hele 10 dollars. Og maden var stadig god.

Bagefter gik vi på sightseeing i samtlige kjolebutikker vi kunne finde undervejs og tog på bar, hvor man kunne få tre drinks for 3,50 dollar. Billigt!!! Det blir svært at forlade den økonomisk bedre del af Amerika. Mens vi sad og drak ved bordet, mødte vi en pige der spiste alene ved bordet ved siden af. Vi bad hende om at komme over til os, og tilbragte de næste par timer med snak, kortspil og Strawberry Daquiry.