Profile
Blog
Photos
Videos
Første december - det er lige lidt mærkeligt at tænke at det er jul. Her er godt nok julemusik og julemænd over det hele - men her er over 30 grader og folk går rundt i bikini, det er altså ikke så julet. Vi har købt nogle rensdyr-horn til at have i bilen, så vi kan huske hinanden på, at det er jul.
Der var ikke nogle problemer med at sove i bilen i Port Douglas, og vi fik os et bad helt gratis. Når man sover i en Getz sover man ikke så længe, så tidligt tog vi af sted til Hartleys Crocodile Farm. Vi kom en halv time før de åbnede, men fik lov til at komme ind alligevel. Det er virkelig en fed park/zoo. Vi fik set kæmpe krokodiller lave death rolls, fik rørt baby krokodiller og fik set krokodillerne blive fodret. Når krokodiller lukker munden for at fange sin mad siger det et højt KLONK. Det er altså ret uhyggeligt. Jeg håber ikke, at jeg møder sådan en - de er jo alle steder ved strandene og floderne her i Queensland.
Vi så også en Cassowary tæt på (den kæmpe fugl som vi så i Cape Tribulation). Vi hørte en sige at den lignede en Emu forklædt som dragqueen, hvilket er en genial beskrivelse af den fugl.
Hartleys Croc Farm er klart at anbefale til alle - vi har brugt hele dagen her og har ikke kedet os en eneste gang.
Vi kom også ind i selve krokodillefarmen. Det var virkelig som at se en kyllingefarm i Danmark. Når krokodillerne kom ud af æggene blev de puttet ind i en stor container, hvor de skulle være i to år uden at se lys - og det eneste de skulle var at blive fodret, så de kunne blive store hurtigt. Alle krokodillerne her blev brugt til skin og solgt som kød. Det var lidt bizart. Farme er i det hele taget en ret ubehagelig opfindelse. Men fordi jeg er så dobbeltmoralsk købte jeg et lille armbånd i krokodille skin - et rigtig fedt armbånd!
Parken skulle til at lukke så cafeen havde mad til halv pris. Så vi fik begge aftensmad for 8 dollars - under 50 kroner. Lækkert!
Senere tog vi til Palm Cove, som er en rigmand ferieby. Meget idyllisk og smukt med strand og palmer - vi så endda et bryllup, overdrevet romantisk! Efter at have været i Palm Cove en times tid tog vi til Kuranda, hvor vi havde tænkt, at vi ville overnatte. Vi havde hørt at byen var en gammel hippie by, som nu var en turistby med en masse aboriginals kunst og kultur. Det var så løgn! Det var en spøgelsesby. Alle butikker var lukkede, selv alle hotellerne. De eneste mennesker vi så var fulde sølle aboriginals og skæve hippier. Og i det kvarter vi var i byen, så vi tre politibiler. Vi besluttede hurtigt, at vi ikke turde sove i bilen i den her by og kørte hurtigt ind til Cairns og tjekkede ind på et hostel i et 10-mands-rum (det eneste der var ledigt).
I morgen skal vi skype - det glæder jeg mig til! Oppe nordpå har vi ikke haft adgang til hverken mobilnet eller internet. Det er rart at være tilbage i civilisationen. Når vi har skypet tager vi til Tablelands, hvor vi heller ikke regner med internet. Nu må vi se.
- comments