Okay så det var op tidligt og se om jeg kunne nå toget. Tyskeren sagde at det tog omkring 40 min at gå ned ti stationen men jeg vidste at sidste gang havde det taget mig næsten en time, så jeg ville gerne have været tjekket ud tidligere, men lykkedes ikk ligefrem. Jeg endte med halvt at løbe, snuble og slæbe mig selv afsted så hurtigt som muligt afsted til togstationen og kun 15 min før togets afgang, var jeg endelig indenfor rækkevidde af togstationen, hvor en af togpersonale folkene lod mærke til mig. Han endte med gennem walki talkien at kalde op til toget at en backpacker var på vej og at de skulle vente. Herefter kom en baggage vogn racende ned for at samle mig op og herefter tog mig hele vejen op til indgangen. Manden der kørte hjalp endda med at slæbe mine tasker til bagge indtjekningen og sikrede sig endda at eg kom ombord på toget. PUHA! Hektisk morgen og jeg endte med bare at lægge mig til at sove med det samm. Efter et par timers meget urolig søvn, begyndte jeg at gå lidt frem og tilbage og jeg må sige, det var ikk nemt! Toget bumlede værre end busserne I Prag. Hvis min røv var det samme sted I mere end 1 min var det et mikrael. Jeg huskede på at jeg skulle hilse personalet fra Mr. Fishy som jeg havde mødt på The Indian Pacific, så det fik jeg gjort og fik en kop gratis kaffe ud af det. Jeg landede langt om længe I Melbourne omkring kl. 19 om aften. Første mål var at bestille min videre billet til enten Broken Hill eller Canberra/Sydney. Det viste sig at ikke være muligt at tage direkte til Broken Hill fra Melbourne, så jeg tog beslutningen at tage rundt om Canberra for to nætter og en enkel nat I Sydney og fre Sydney tage The Indian Pacific til Broken Hil d. 20 marts. Det gavmig tre dage I Melbourne, en dag I Canberra og en enkel nat I Sydney hvor jeg ville tag ind og besøge WTC kontoret. Næste problem var hostel. Jeg fandt det nærmese turistkontor og spurgte efter hotels og de gav mig en liste med telefon nummer og adresse og rådede mig til at ringe først, men indtil videre havde jeg ingen problemer med at komme ind så troede ikke de ville være et problem. Efter at have gået en km og været på tre forskellige hostel for at høre om ledige rum, måtte jeg erkende at the Grandprix speedrace havde overfyldt alle hostler I midtbyen. Panisk og kl. Halv ni om aften ringede jeg til mindst 10 forskellige hosteller I midtbyen før jeg langt om længe fandt et hostel der havde et rum ledigt for natten. Det var godt nok for en start, så det var bare sted I modsat retning af hvad jeg havde gået. Jeg fik tjekket ind og efter at have skrevet med Helen ringede hun mig op for at høre om alt var I orden. Jeg var frusteret men havde I det mindste en seng for natten også måtte jeg løse problemet med at finde et hostel for resterende nætter dagen efter. Lige nu var det I seng og få hvilet ud inden det var op og mødes med Helen igen......