Jeg var spændt på dagens komme og som den eneste havde jeg et specielt opsamlingssted. Derfor gjorde det ikke min morgen bedre at tour bussen var forsinket og ikk ankom til tiden. Jeg endte med at få er mindre panikanfald og ringed til selskabet der kun kunne fortælle mig at jeg ikk var den eneste sim ikk var blevet samlet op. Så langt om længe efter næsten 40 min kom bussen. Pyyhh... Så langt om længe klar drog vi afsted ud mod "The Great Ocean Road". Vejen var blevet bygget af krigsveteraner efter verdenskrigen. Regering fik vejen bygget så de overlevende soldater fra krigen kunne blive beskæftigt i arbejde igen og styrke deres samlet bånd. Første stop på turen var Bells Beach, et populært surfområder og trods det overskyet vejr var surferne ret aktive. Efter Bells Beach var der kort stop ved den formelle "Welcome to The Great Ocean Road" indgang hvor der også var placeret statuer og mere uddybende historie omkring bygningen af vejen. Frokosten blev afholdt ved en lille havneby som vejen gik igennem. Her så jeg vilde kakaduer skratte til hinanden i elmasterne.

Vi fortsatte til et bestemt campingspot hvor turister ofte så Koaler og det havde endnu ikk failet for denne tourguide at spotte en. Vejret have vendt til dryp og køligt, så jeg besluttede kun at gå en hurtig tur ned langs grusvejen. Og ganske rigtig. I vejkanten stod der mindste 20 turister og stirrede dumt op i et træ og tog billeder. Mit eneste gæt var en koala. Den lille fyr tog nu fotografering ganske pænt. Første vendte han ryggen til, men efter et par sekunder vendte han godt nok hovedet til os og var en ganske god model. Derefter besluttede han sig vist for at det var nok for denne gang og drejede over på siden igen. Vi fortsatte ad vejen og drejede rundt om et sving og der, lige vejkanten sad endnu en koala, men denne så mere hjælpeløs ud og anede ikke om den skulle krydse vejen eller ej. Efter stykke tid var vi nået til regnskoven, hvor der var en 30 min guidettur igennem skoven. Temperaturen mindede nu om dansk sommer med regn. Jeg tog mit uld sjal omkring mig og det var noget af en våd og kold gåtur i "Regn"skoven. Guiden tilbød endda at tage billeder af os turister inde i de udhulede træer og her hørte jeg for første gang en Tourguide sige "Just like Indiana Jones" til da han tog billedet. Jeg kunne ikk helt lade være med at smile af den sætning. Endelig var vi kommet ud til de 12 Apostle. Eller der var kun 5 tilbage nu. Apostlene var store sandklipper der igennem tiden var blevet udhulet og afskåret fra fastlandet. I sin tid var der 12 af disse klippestøtter, men med tiden fik vandet dem til at forsvinde. Her fortalte guiden at hans tourselskab havde en speciel aftale med scenic flight tours over Apostlerne og man kunne få 7min for 80 dollar. Det var halv pris og jeg brugte en del tid på at beslutte mig for om jeg skulle tage imod tilbuddet eller ej. Men jeg endte med at overbevise mig selv om at jeg var på ferie og at det var okay. Det var en unik chance! Så jeg fik fat i guiden og han ledte mig over til receptionen. Endnu engang endte jeg med at blive en lille forkælet unge. Jeg var den eneste af 7 min flightsene og de kunne ikke rigtig sende mig afsted alene, så i stedet blev jeg sat på forsædet sammen med en 9min flights. YAH! 9 min for 80 dollars det var satme billigt! 8D

Turen var helt fantastisk over apostlene og det var utroligt at se kysten fra toppen. Jeg var helt oppe at kører hele turen og skiftede imellem at tage billeder og optage. Endelig på landjord igen og jeg fortrød ikk jeg havde betalt for det. Ikk langt fra Apostelne var Loch Arc. En lile bugt som var meget berøm for et skibsforlis hvor kun en mand og kvinde overlevede men ikke endte med at gifte sig. Vi fik lov til at hoppe lidt rundt og tage billeder og samtidig med at vi var var det også en hel skole af japaner. Sidste stop var "London Bridge" som en af disse massive sandklippr hed. For ikk langt tid tilbage styrtede overgangen imellem sandklippen og fastlandet sammen og folk havde det evigt morsomt med at sige "London bridge has fallen together". Det havde været en lang dag, men natten blive længere. Jeg havde tjekket ud den morgen eftersom der ikke længere var nogen rum ledige på vandrehjemmet, så jeg kunne se frem til at tilbringe natten på togstationen. Tilbage på vandrehjemmet gik jeg i gang med en hurtigt aftensmad og mens jeg tilberedte maden kom jeg i snak med en franskmand. Ham selv og en del andre ville tage i byen den aften og jeg var da velkommen til at følge dem. Så jeg endte med at følges med dem. Det var bedre end at sidde alene på stationen. I gruppen fandt ud af at der var en anden dansk pige fra København. Jeg havde godt hørt at der var en anden dansker men da vi begge fandt ud af hvor vi kom fra, brød vi ud i latter og straks talte dansk. De andre backpackers kiggede vildt underligt på også. Jeg fandt ud at hun Dina og havde været i Australien ikk alt for lang tid og snart ville tage til New Zealand. Vi kig til et par forskellige diskoteker i Melbourne, men endte med a sidde stille for det meste og betragte de andre. Tidligt om morgen omkring kl 5 tog de fleste af dem tilbage til vandrehjemmet or at sove. Jeg sagde farvel til dem og tog mine ting og gik ned mod togstationen. Forhåbntligt ville Dina og jeg holde kontakten.