Mandag stop vi op i Ollantaytambo, hvor vi skulle have lidt hjælp til at åbne for bruseren på badeværelset i form af en skeløjet receptionist med en rørtang. Han blev igen påkaldt efter endt rensning for at lukke for det fossende vand. Lidt hurtig morgenmad senere hoppede vi på en minivan til Cusco, hvor vi lige nåede lidt kaffe og kage, inden vi skyndte os hen til den store busterminal. Der ventede Perus ældste busfirma, Tepsa, på at fragte os til Nazca Selskabets alder kunne desværre godt mærkes på filmudvalget, der startede med at vise en eftersynkroniseret amerikansk musical fra 1960'erne. Opera og klassisk musik skulle der da også være til maden. Selvfølgelig. Vejen fra Cuzco til Nazca går fra 3800m til 400m over havet og består af cirka en milliard asfalterede hårnålesving op og ned ad alle bjerge i miles omkreds. Vores små maver brokkede sig helt indtil vi faldt i søvn. Alt i alt en lidt begivenhedsløs transportdag.

Tirsdag ankom vi til Nasca ca. halv 5 om morgenen og lige så snart vi fik vores tasker ud af bussen, stod der en meget overbevisende hostelejer, som førte os hen til seng og pool. Egentlig havde vi planlagt selv at tage en taxa ud til Nasca Lines, men endu engang slog bondefangeren til og vi kom med på et af hans tours. Vi fik dog pruttet prisen godt og grundigt ned, plus en meget venlig guide. Vi var en lille gruppe på fire, som kørte afsted kl. 9 om formiddagen og afsted til tre forskellige udsigtspunkter i den store ørken, hvor man kunne se de virkelig mystiske og fascinerende tegninger og linjer på jorden. De blev lavet af Nasca-stammen, hvor de ældste er over 1000 år gamle og naturen har ladet det stå der lige siden. De flere kilometer lange linjer og de kæmpe tegninger er blevet studeret i flere år, især af en tysk Maria Reiche, der brugte omkring 40 år af sit liv på at regne denne gåde ud. Sandheden om Nasca Lines kommer nok aldrig frem, men det gjorde det måske også mere fascinerende at stå og kigge på. Vores guide tog os længere ud i ørkenen end de store tourbusser, for at vise os de mindre berømte og endnu ældre Palpa tegninger, der er mindst lige så spændende. Vi havde udsigtspunktet for os selv, fordi tegningerne åbenbart er for små til at blive berømte. Da vi blev sat af igen på hostellet, gav vi os til at kigge lidt på byen og fandt også en god gang frokost til rigtige Peru priser, i stedet for det Cusco vi-tager-alle-jeres-penge pjat. Resten af eftermiddagen gik med nedkøling i poolen og afslapning i solen. Om aften fik vi brugt et par timer på et lære om Maria Reiches studier omkring Nasca Lines i planetariet, som var rigtig godt sat op. Da hun mente at de over 8000 linjer havde meget at gøre med astrologi, fik vi lov til at få et godt og av-mine-øjne glimt af fuldmånen og af Jupiter gennem teleskop ude i deres gård.
Denne spændende dag blev afsluttet med en øl til en mærkelig film i fjernsynet.

Onsdag stod vi meget tidligt op for at tage bussen til Perus hovedstad og største by, Lima. Turen tog ni timer langs stillehavskysten og på vejen blev der serveret mad og vist dårlige amerikanske familiefilm med spansk tale og tekst (i tilfælde af døve peruvianere formoder vi). I Lima tog vi en lidt for dyr taxa til centrum, hvor vi indlogerede os hos to flinke ældre damer på 15. etage af et højhus. Vi smed vores tasker og tog en noget billigere taxa til området Miraflores, der er lidt mere med på beatet og har en del flere hostels, restauranter og smarte centre. Et af disse centre lå hugget ind i klippesiden med udsigt over havet. Der gik vi på opdagelse i butikker og ikke mindst en meget underholdende spillehal med alskens underholdning, hvor meget lidt af det desværre var sat op til to spillere. Sjovt var det dog, og vi vandt/fandt endda billetter nok til at købe en lille skrigfarvet smiley. Til slut tog vi i biografen og så den amerikanske film Argo (med Ben the Afleck), der helt klart kan anbefales, og så tog hjem til vores højt beliggende værelse.

Torsdag fik vi morgenmad på en cafe serveret af, hvad der i den grad lignede en peruviansk mafiaboss. Han var nu en meget venlig mand heldigvis, som gav os lækker peruviansk kaffe og kage. Så det var godt. Videre til Museum Italia-et-eller-andet, hvor der var sat en udstilling op til ære for en gammel peruviansk kunstner/videnskabsmand, der bl.a. tegnede en masse detaljerede kort over forskellige områder. Lyder ikke specielt spændende, men det var nu meget godt. I et andet museum fik vi set på lidt mere præinka keramik - kan ikke få nok. Vi ville også have været inde på et tyrefægtermuseum, men de var åbenbart dovne og havde bestemt sig for at holde lukket af en eller anden grund, ikke specielt overraskende, men stadig træls. I stedet blev der tid til lidt internetkiggeri på en internetcafe, før vi hoppede på en taxa til Miraflores, hvor vores elskede ChokoMuseu ligger. Her fik vi endelig lov til at lave vores egen chokolade, lige fra chokobønne til færdige små chokoladestykker. Mums. Herefter fik vi afsluttet dagen med en lækker sandwich propppet med kød, som blev spist på sengen i centrum.

Fredag lavede de to ældre damer et lækkert morgenbord til os på 14. etage (som de åbenbart også ejer). Derefter tog vi en noget kringlet vej til busterminalen med vores første kvindelige taxachauffør, hvis taxa vi kaprede midt i et kryds. Lige et par ord om peruviansk bytrafik: Her gælder først-til-mølle-princippet i kryds såvel som svingbaner og lige meget hvilken farve lyssignalet er betyder det taxagrønt. Udstrakte vinkende hænder bruges oftere som retningsindikatorer end blinklyset, som vi endnu ikke har set meget til. Nå, men vi tog en bus nordpå til den halvstore by Trujillo med 1,8 mio. indbyggere. Trujillo lider af Manuas-syndromet, der ofte rammer sydamerikanske storbyer, hvor et af symptomerne er en bykerne, der kunne tilhøre en hvilken som helst mindre dansk provinsby. I dette tilfælde var det faktisk overmåde dejligt at slippe fra Limas bylarm og føle at man kom lidt mere ud på landet, selvom det overhovedet ikke var tilfældet. I denne by vækkede vi en hostelreceptionist, der viste os ind i en stor, næsten tom sovesal udstyret med køjesenge og en helvedesfamilie til nabo.

Lørdag blev vi vækket af helvedsfamilien med de tusind børn ved 6-tiden, så de sidste par timers søvn blev ret slattent. Vækkeuret ringede kl. 8, men faktisk viste det sig, at denne dag blev til den ultimative dovnedag. Vi fik fulgt op på bl.a. The Colbert Report og vundet en helvedes masse pebbernødder i julespillet fra DR og vi fik morgenmad/frokost/aftensmad kl 17. Fantastisk dovent og vi kunne lide det! Med undtagelse af, at vi var ved at dø af sult til sidst, men det kunne engang virkelig lækker pasta rette op på. Vi fik bevæget os ned på byens Plaza de Armas, hvor der var godt gang i en religiøs parade, hvor der blev spillet en alvorligt og til tider trist melodi i den ene ende og en glad og rytmisk med dans i den anden. Så vi fik da oplevet lidt den dag, inden vi lagde os tilbage under dynen for at se 2 gange film. Først, ikke så gode Red Lights, derefter dejlige Moonrise Kingdom. Mmmm... dovenskab længe leve.

Søndag blev vi igen vækket af en hær af larmende børn, der fik os ud af fjerene og direkte afsted mod nogle gamle ruiner: Huacas del Sol og Huacas del Luna, henholdsvis Sol- og Månepyramiden. Disse blev bygget for et par tusind år siden og var religiøst centrum for Moche-folket, der tilbad en grusom månegud, der ofte krævede menneskeofringer for at mildne sin vrede. Dette blev udført af de højtagtede præster hovedsageligt for at modvirke voldsomme naturfænomener som oversvømmelser, jordskælv og dårlig høst. Efter syv hundrede års teokrati skete det forunderlige, at flere års naturkatastrofer i træk ikke stilnede af på trods af talrige ofringer, folket mistede tilliden til præsterne og forlod den store stad i år 800 og grundlagde Chimu-stammen. Der var blevet sat et rigtig spændende museum op omkring alt dette (med engelsk tekst!) og efter dette besøg fik vi en lidt for hurtig guidetur i Månepyramiden. Med faste mellemrum byggede Moche-stammen et nyt lag på pyramiden og i hvert af disse lag, gemmer der sig stadig en masse skatte og grave. På trods af et par store huller i et par mure, efter spaniernes desperate forsøg på at finde skatte, var det i meget godt stand og vi fik set de store, flotte tegningerne af deres gud og deres fortællinger. På vejen tilbage blev vi stod vi af, hvor vi stod på inde i byen - troede vi. Vi spiste frokost, farede en smule vild i de snuskede gader og spurgte nogle mere eller mindre overbevisende betjente om vej. Vi endte dog med at vende sikkert hjem, men vi dukkede op i en helt anden ende af byen end vi forventede. Vi tog en taxa cirka 200 meter for at kommer til busterminalen og sprang adrætte på en bus til vores næste destination Chiclayo. Det tog en tre timers tid, før vi om aften fik checket ind på vores nye hostel. Nu uden helvedsfamilien. Senere fandt vi os en cafe Don Benny's, som har ansat de absolut dovneste servitricer, der vandrer lige så stille rundt og følger en del mere med i serierne i fjernsynet end hvad der sker med gæsterne. Maden er nu god, så på trods af servitricerne der ikke orker at kigge på en, skulle det ikke være sidste gang, vi besøgte Benny's.

Glædelig december og send masser af juletanker til os!
Danipigen & Steffenpigen