hberblåkc! Det til jer! Majt sker! LÆs:

Mandag gik vi om formiddagen det halve Calama rundt for at finde et sted, der serverede morgenmad og fandt efter halvanden times tid en restaurant, der kunne lave os noget æggesnask med hvidt brød og Nescafe. Andet nåede vi sådan set ikke, før vi måtte begive os til den anden ende af byen for at melde os på det lokale Codelco-kontor, der er statens mineselskab. Her havde vi tilmeldt os en gratis rundvisning til verdens største åbne kobbermine Chuquicamata, der lå et kvarters kørsel fra Calama. Minen og en tilhørende by til alle arbejderne og deres familier blev grundlagt i starten af 20'erne af amerikanske investorer. Minen mentes at kunne levere kobber i halvtreds år, så hele baduljen blev opkøbt at Chiles regering i 70'erne og det anslås at der stadig er mineraler nok til mindst halvtreds års arbejde. Da minen er en åben mine (dvs. et enormt hul i jorden) bliver den hele tiden udviddet i omfang, og for mere end ti år siden blev den tilstødende by husende 10.000 mennesker forladt på organiseret vis, fordi minen simpelthen var ved at æde sig ind på den. Denne spøgelsesby fik vi en lille rundtur i fra bussen og blev derefter kørt hen til selve minen, der måler to gange fire kilometer i længde og bredde og en kilometer(!) i dybden. Minen serviceres 24 timer i døgnet af 60 monsterlastvogne med 3,5 meter høje dæk ($14.000 stykket), 2200 hestekræfter og en motor, der sluger 3 liter benzin i minuttet. Det tager disse giganter en time at køre fra bunden af minen til toppen langs kanten i en udadgående spiral. Efter dette episke syn blev vi kørt tilbage til Calama, den næstkedeligste by hidtil (Manaus er stadig ikke væltet af pinden), hvor vi gik zombieagtige rundt og ledte efter hvad som helst, der kunne betegnes som tidsfordriv. Det lykkedes ikke tilfredstillende, så det blev en lang sidste dag i ørkenen, før vi tog natbussen nordpå til Arica.

Tirsdag stod vi så halvsovende og småforvirrede ud af bussen i Arica, da vi ankom nogle timer før planlagt. Det havde også følt, som om vi kørte lidt off road om natten, så det var ret begrænset, hvor meget søvn vi fik den nat. Så efter et par kilometers morgen gåtur, tog vi os en formiddagslur på hostellet. Det gjorde dælme godt og bagefter var vi klar på en god gang frokost og en rask, stejl gåtur op ad en høj bakke med virkelig god udsigt over den lille havneby på toppen.Vi rendte rundt deroppe et stykke tid og poserede på gamle kanoner, som stammede fra den gamle krig mod Peru (War of the Pacific, look it up), før vi begav os ned i byen igen i søgen efter et supermarked. For første gang på hele turen, fandt vi det nemt og vi fik handlet ind til lidt let aftensmad med vin på værelset. Der var råhygge den aften, med arrangeret tapas på sengen, rødvin, blogskrivning og seriøst meget krimi i fjerneren!

Onsdag blev vi vækket af hoteldamen halvanden time før vi troede vi skulle checke ud, og blev nødt til at betale ekstra for at have tid til at pakke vore tasker. Så igen gik vi med missende øjne rundt i Arica for at finde os noget spiseligt. Vi fandt nogle lækre empanadas (pirogger med forskelligt overraskelsesfyld) og tullede lidt rundt på et "Nabovenskabsmarked", før vi satte os ind på McDonalds for at få noget internet. Om eftermiddagen kunne vi ikke dy os længere og tog igen i biografen for at se James Bond, denne gang i knap så luksuriøse omgivelser, men også en helt anden pris: 30 kr per person i en meget stor sal med upåklageligt lydanlæg. Til aftensmad fandt vi os en kinesisk restaurant med et godt tilbud og en snakkesagelig tjener, der anbefalede os en "lokal"øl fra det sydlige chile, fem tusinde kilometer derfra. Sent på aftenen fandt vi vores internationale bus, der til lejligheden var fyldt med chilenere, bolivianere og deres højlydte telefoner. En lang nat ventede os...

Torsdag startede meget tidligt og med hvad der nok svarede til en times søvn, i løbet af natten. Det havde ikke faldet os ind, at grænsen er lukket om natten, siden bussen til Bolivia kører ved midnatstid. Så vi holdt simpelthen stille det meste af natten langt oppe på et meget koldt bjerg, sammen med en flok mennesker, der alle skiftedes til at larme med et eller andet. Dumt, dumt, men vi fik da stempel i vores pas i løbet af formiddagen, hvor vi derefter kunne nyde turen gennem virkelig flotte naturomgivelser, samtidig med, at en mand ved siden af os, insisterede på et høre Taylor Swift for fuld udblæsning på sin smartphone. Det var en rigtig lang bustur, som også blev 4 timer ekstra lang på grund af meget langsom paskontrol. Utrolig lettet steg vi ud af den indelukkede bus og ud til La Paz, som vi fik en virkelig god udsigt over, da vi kørte ned af bjergene, der omkredser byen. Der blev checket ind på Hostel Loki, der blev endelig spist noget mad, og vi fik booket os til engang extreme mountain biking hos fantastiske Gravity. Efter det, begav vi os på eventyr i gaderne og planlagde besøg hos et fotografimuseum og et arkæologisk museum. Det skulle vi dog ikke få lov til, da det første ikke fandtes mere og det andet var under renovation. Vi fandt os i stedet et heksemarked, hvor de lokale sælger træfigurer af diverse guder, en masse medicin - heriblandt cocablade - og lamafostre. Ad. Et museum, der faktisk havde åbent, var cocamuseet. Her fik vi en stak papirer i hånden, som lærte os historien om cocabladene, folkets traditioner omkring dem og cocain, mens vi studerede de tilhørende billeder. Hyggeligt sted, hvor vi også nød varm kakao, samt kaffe med coca i. Om aftenen fik vi lækker traditionelt boliviansk suppe, som var den lange ventetid værd og derefter var det på hovedet i seng, da vi skulle være ret så friske til næste dag.

Fredag sprang vi dugfriske op klokken lige-før-fanden-fik-sko-på, greb vores pakkenelliker og trampede gennem de øde morgengader ned til den eneste åbne cafe i La Paz på dette ugudelige tidspunkt for at få noget i skrutten. Snart dukkede dagens guide Mike op og fik os og et par håndfulde andre dumdristige unge sjæle ind i en minibus med mountain bikes på taget. Halvanden times kørsel ad et bjerg senere stod vi iført alskens cykelgrej og termoudstyr i bidende kulde 4700 meter over havets overflade. Omkring os var skyer, foran os var en asfalteret hovedvej ned ad den anden side af bjerget og ved siden af os stod vores personligt justerede bjergcykel. Efter nogle sikkerhedsinstruktioner fra Mike blev vi sendt afsted, og de næste fem kilometer behøvede vi knapt røre pedalerne, da vi susede forbi lastbiler og minibusser. Efter denne indledende etape drejede vi af hovedvejen og udskiftede asfalt med grus. Vi befandt os nu på "Verdens Farligste Vej". Det er 63 kilometer ensporet grusvej uden autoværn hakket ind i bjergsiden og ender i byen Yolosa 3500 meter tættere på havoverfladen. Før i tiden døde der mellem to og trehundrede mennesker på denne vej om året, men siden der er bygget en alternativ, asfalteret rute omkring et andet bjerg, er det årlige dødstal nede på "kun" de 30. Man forstår det bestemt også, når man selv oplever den smalle vej med skarpe sving, glatte sten, vandfald, bjergmur man kan styrte ind i på den ene side og et fald på et flere hundrede meter på den anden. Der var god fart på og styr på teknikken... lige indtil Dani flyver af cyklen i hvert fald. Det var et fald, der var lige lidt for tæt på kanten efter hendes smag, så fartdjævlen måtte holde lidt igen. Vi overlevede resten af turen og det var så sindssygt, fantastisk fedt. Vi havde den absolut flotteste udsigt over de bolivianske bjerge på hele turen (selvom man dog ikke skulle fokuserer alt for meget på den), mens adrenalinen pumpede rundt i kroppen. Vi blev belønnet med følelsen af sejr, lækker pastabuffet og bad på et lille dyrereservat, som var stoppestedet i La Senda Verde. Dog først efter vi fik prøvet deres svævebaner. Så snart vi havde stillet cyklerne, fik vi et andet sæt udstyr på og afsted var det igen. Der var i alt 3 svævebaner, som hver var ca. 500 meter lange og hvor den øverste var ca. 250 meter over jorden. Det føltes ekstremt godt, at flyve igennem luften og nyde udsigten på en helt anden måde. Også et plus, at man lige blev luftet igennem efter den svedige og beskidte cykeltur. Efter pasta og en rundvisning blandt aberne i dyrereservatet kørte de andre tilbage til La Paz, mens vi tog en taxi til den nærliggende bjerglandsby Coroico. Derfra travede vi tyve minutter for at finde et lille hostel på bjergsiden med en fantastisk udsigt over junglen og bjergene. Strømmen var gået i hele området, så den planlagte butyr måtte udsættes. Heldigvis havde hostellet også en lille restaurant, hvorfra Dani fik svin og Steffen lama i vin. Der var lyn over bjergene, et sælsomt syn, der blev akkompagneret af boliviansk øl.

Lørdag lagde vi dagen ud med morgenmad på hostellets lille restaurant, før vi pakkede sagerne og gik tilbage til byen i håb om at finde wifi. Det blev til en rigtig lang og svedig søgen, og vi fandt det først på et andet hostel, som så lå oppe på en dejlig stejl bakke. Heldigvis var der skønt og kolde øl, plus at vi efter en times tid fik aftalt med Gravity, at de kunne give os et lift tilbage til La Paz sammen med dagens gruppe. Vi havde desværre for lidt tid til at få os en gåtur rundt i naturen, hvor der skulle være vandfald, men i det mindste fik vi set lidt af den hyggelige by. Vi hoppede på en taxa tilbage til La Senda Verde - hvor det halvvejs nede ad bjerget lige blev til skiftning af dæk. Mens dagens hold kiggede på aber og tog sig et bad, fik vi os en gang pasta og slappede af med fødderne i den nærliggende lille flod. Så var det ellers tilbage op ad verdens farligste vej i den lille minibus med musik og trætte mennesker. Kameraet blev brugt meget flittigt, for at vi kunne få et par seje billeder af den sindssyge vej vi havde cyklet på. Efter godt fire timers kørsel, nåede vi om aftenen til La Paz. Vi fik tvunget os ud på jagt efter lidt aftensmad, hvilket blev til en mindre stresset oplevelse, da de få minutter efter havde serveret maden for os, begyndte at slukke lys og sætte stole op. Ingen drikkepenge til dem!

Søndag stod vi op om morgenen, som der er tradition for i Bolivia. Efter en gang fesen, men dog gratis, morgenmad på hostellet, tog vi en proppet minivan til den berygtede Kirkegårdsdistrikt. Der fandt vi en lidt større minibus, der skulle fragte os og 15 lokale bolivianere til Tiwanaku - to timers kørsel i offentlig transport for rundt regnet 12 kroner per person, jo tak. Vi blev smidt af på hovedvejen, et par kilometers gang fra byen, hvor vi ledte en halv times tid efter billetkontoret til byens præcolumbianske ruiner, der lå spredt omkring den lille landsby. Det første vi besøgte var et keramikmusuem, der var en hel del mere spændende, end det umiddelbart lyder, ikke mindst på grund af de fantasifulde udsmykninger af vaser og krukker. Herefter begav vi os ud, hvor der engang for meget længe siden lå en by. Nu er der rester tilbage fra hvad der engang var verdens andenstørste pyramide, men der skulle en del fantasi til at forestille sig det. De nærliggende bygninger var mere velbevarede og ganske interessante at se på. Der var endda en solport og to lamaer! Derefter gik vi hen til stenmuseet, der så ganske imponerende ud udefra, men viste sig kun at huse cirka 2 sten. Store, imponerende sten, javist, men noget skuffede gik vi fra de mange tomme og lukkede lokaler. Til sidst så vi Puma Punku, hvor der måske har været en havn eller et tempel, og fra de opstillede infotavler fik vi at vide at de enorme sten, der lå i midten af det hele, var blevet klasificeret som "Huge Blocks of Stone". Med masser af ekstra viden om sten, gik vi tilbage til den landsbyen, hvor vi ville finde os en minivan. Timingen var ikke specielt, da alle bolivianerne åbenbart også skulle tilbage til La Paz. Ventetiden gik med at kigge på alle de store farverige kjoler, de bolivianske mama'er bærer så flot og pludselig var der så plads i en større, gammel skramlebus. 8 kr. for os begge to, endnu mere jotak! Det var en rigtig bumletur med lidt hoppen rundt på sædet, men det var ellers en hyggelig tur med de lokale, som alle prøvede at sove. Buschaufføren gad pludselig ikke længere køre bus, da vi var nået til en forstad til La Paz. Alle de lokale råbte "Por favor", men desværre hjalp det intet. Heldigvis holdte der en masse minivans i midten af den store hovedgade, så vi kunne komme helt til La Paz. Burger på hostellets restaurant og afslapning på værelset, var hvad resten af aftenen stod på. Vi blev enige om, at det arkæologiske område Tiwanaka kunne have været meget mere spændende, hvis der var blevet gjort en del mere ud af det. Det sjoveste den dag, var faktisk at køre med de lokale, hvilket er en del mere spændende end at tage en tourbus.

Utroligt mange hilsner,
Steffen Kloster Poulsen & Dani

PS. Billeder kommer senere, når vi har bedre net!