Hola folks og folkens, her kommer sidste nye skud på eventyrstammen fra Sydamerika:

Mandag var dagen, hvor vores rejse skulle gå videre til Copacabana (Bolivias Copacabana, vel at mærke), som ligger ved den berømte Lago Titicaca. Det skete først med taxa til kirkegårdspladsen og herefter lang ventetid ved bussen, fordi busmændende manglede at skrabe flere Copacabana rejsende til sig. Efter en 3-kvarters tid og læsning af tung pakning på taget (Steffen hjalp også til), kom vi så afsted. Busturen tog omkring 4 timer, men det er jo intet, når vi efterhånden har vænnet os til de 15 timers lange ruter. Vi fik checket ind på Hostel Sonia, hvor vi vist nok fik hostellets bedste værelse med udsigt over søen til 40 kr. per nat. Slet ikke dårligt! Efter vask af vores lugtende tøj og fisk til frokost, klatrede vi med lidt åndenød op på den stejle bakke, Cerro Calvario, hvor der på toppen er skøn udsigt over byen på den ene side og over Lago Titicaca på den anden. Vi fik slappet af på toppen et stykke tid, før vi begav os ned igen inden mørket faldt på over de glatte sten. Vi havde lyst til at nyde resten af aften med et par drinks og lidt snacks, så vi satte os til rette på en hyggelig cafe, men det viste sig desværre at være et inkompetent sted, der servede smagløst ost og gamle oliven, samt forfærdelige drinks. Så vi flygtede fra regningen og fandt tilflugt på en anden lille hyggelig cafe, hvor vi så fik varm kakao for en 5'er hver. Meget bedre!

Tirsdag var det planen at sejle ud til Isla del Sol og tage en lang trekkingtur, men Steffen var snavs og kunne ikke røre sig af flækken i den regnkolde by. Lidet hjalp det at hverken hostellet eller nogen anden bygning i byen havde døre, der kunne lukkes tæt, så den klamme kulde fra søen krøb ind overalt. Dani blev sendt ud i byen efter snacks og andre ærinder, mens Steffen sad halvfrossen på en sofa i lobbyen og nassede internet. Vi var tvunget til at vente i byen til klokken seks om aftenen, hvor vores bus kørte mod Puno i Peru, så vi fik os trasket hen på en anelse varmere beværtning, hvor vi fik kakao, te og aftensmad inden vi forlod Bolivia. Ved grænsen skulle vi stå af bussen, stemple ud af Bolivia, gå 500 meter med vores bagage, stemple ind i Peru og til sidst vente en halv time på at måtte stige på en anden bus, der umiddelbart uden grund var forment adgang. Vi ankom til Puno tre timer efter, og en venlig taxa med en venlig chauffør fragtede os gennem silende regn og oversvømmede gader til vores første peruvianske hostel, ejet af en overordentlig hjælpsom familie. Perus førstehåndsindtryk var godt. Det skulle vise sig ikke at være så lyserødt.

Onsdag kom vi så på vores sejltur på Titicaca på en flot solskinsrig formiddag, hvor vi skulle besøge Uros, The Floating Islands. De små øer flyder omkring 5 km væk fra Puno, hvor de små familier lever af naturen og turisme. Det kunne vi mærke lidt for godt, da det var meget tydeligt planlagt, hvad de lokale skulle gøre, når der kom turister. Men de er dog meget venlige og det var fascinerende at se, hvordan de lever i deres små sivhytter, på øernes sivoverflade og hvordan de bliver nødt til at sejle ca. 3 minutter i deres flotte sivbåde, når de skal på toilet. En ældre dame viste os sin hytte sammen med fire andre fra tourgruppen, hvor hun bad os om at hoppe i det traditionelle tøj. Efter fjollede og farverige billeder, kiggede vi på deres flotte minimarked. En smule trætte af os selv, da vi ikke havde fået hævet penge, så vi måtte nøjes med en fed (også tyk) træugle/rasle musikintrument til Steffen. Det var dråben, da de tilbød os en sejltur i et af deres sivbåde for 3 soles, så vi fandt nogle dollars, som de så heldigvis tog imod. Vi spiste lidt siv og hoppede på båden, som sejlede os hen til en lidt større flydende ø, der var lige lovlig turistet. Efter omkring 3 kvarter, var vi vendt sultne tilbage til Puno, så vi tilbragte vores tourpause med at spise lækker stenovnspizza. Enten kom næste tourbus for tidligt eller også var vores ur bagud, men uanset hvad, nåede vi ikke at pakke trøjer eller jakker tilbage på hostellet, før vi pludselig var på vej til Chullpas; præcolumbianske begravelsestårne, som ligger godt 3 kvarter væk fra Puno. Vi blev mindet om tre gange af vores guide, at vi skulle huske at tage regnjakke på, da regntiden var begyndt. Så vi sad der i vores t-shirts og glædede os til at komme ud i kulden og regnen. Det begyndte også at stå ned i stænger (også lodret til tider), efter vi havde forladt bussen og var på vej op til tårnene, så vores guide sørgede for tilflugt i en lille cafe, hvor vi så på det lille marked blive pakket væk i en fart og små lam der rystede af kulde. Vi ventede en halv times tid, mens der var lyn og torden, indtil det stilnede af og vi kunne begive os ud igen. De hårde og meget kolde vinde, var dog for meget for Dani, som i stedet ventede i bussen, mens Steffen snuppede et par billeder af de flotte og virkelig store tårne. Før turen gik helt tilbage til Puno, fik vi lov til at besøge en lokal gårdfamilie, der havde arrangeret et lille snackbord til os med deres lokale godter. Tilbage på hostellet skyndte vi os under dynen, for at varme os og fik knap nok taget os sammen til at smutte ud efter aftensmad. Det var dog heller ikke meget værd, da det blev til sandsuppe man fik ondt i maven af.

Torsdag ventede Cuzco os og efter omkring 7 timers bustur (og på trods af, at vi bare gik igennem; betaling for brug af busterminal i Puno?!) stod vi med vores bagage og checkede ind på vores nye hostel. Det har lykkedes Cuzco at bevare de flere hundrede år gamle bygninger i super flot tilstand, så at gå rundt i byens centrum er et rigtig flot syn. Vi lagde vores dag i Cuzco ud med virkelig delikat vegetarisk, peruviansk mad med tilhørende ristede majskorn med ost, samt Coca Colas ærkefjende i Peru; Inka Cola. (Gul sodavand, som ifølge Steffen smager lidt af smeltet Kæmpe Kondi-is). Herefter nød vi synet af utrolig kreativt og flot keramik, træsnit og smykker fra gamle stammer på Inka Museum, hvor f.eks. Inka, Nazca og Mochi var en del af dem. Gennemført og fuldstændig perfekt! Alt var simpelthen så smukt og man kunne se, hvordan de gamle kunstnere opnåede perfektion! Det var i hvert fald, hvad forfatterne til skiltene mente omkring de gamle fund. Det var virkelig interessant og meget flot, meeen... rolig nu. Ned på jorden. Efter denne perfekte oplevelse blev det til en lille gåtur i byen, som endte ved en hyggelig cafe/bar med den nationale drink, pisco sour og den internationale mojito, samt en masse kortspil.

Fredag brugte vi ubehageligt lang tid på at finde en bus, der kunne køre os 8 kilometer ud af byen og sætte os af ved en ruin. Der begynder efterhånden at tegne sig et billede af to meget dårlige stifindere på eventyr i verden... Nå, men en sådan kørelejlighed dukkede endelig op og vores planlagte arkæologidag tog sin begyndelse. Første stop var et vandtempel (et tempel dedikeret tilbedelse af vand, ikke lavet af det. Det var lavet af sten), hvor vi hyrede en meget glad indfødt guide, der fortalte om mangt og meget og grinede længe og underholdende af, for os, uidentificerbare morsomheder hun selv fyrede af. Ud over templet var der også et lille springvand/vandløb, en eftersigende "Ungdommens kilde". Vi testede det dog ikke, da vi i forvejen er unge og smukke, så det ville ikke gøre den store forskel. Næste stop var Det Røde Fort, Puka Pukara, der på altid imponerende inkavis var bygget af enorme sten, sat perfekt sammen uden mørtel og stadig stående 600 år efter. Derfra gik vi fem kilometer tilbage mod byen, hvor vi nåede til Sachsayhuaman (udtales ifølge peruvianere i guidebranchen [sexy woman]), et kæmpe kompleks opbygget af tusindvis af sten på op til 130 tons (!!), igen så perfekt klinet sammen at man tror det er løgn. Der gik vi rundt en times tid og forundredes og hyggede med græssende lamaer, hvorefter vi så den sidste knapt så imponerende ruin Qenqo og fik os en let frokost med fire sultne hunde tiggende til bords. Om aftenen havde vi planlagt at skulle smage noget kaktushalløj, men da der ingen kaktusudflugter var denne aften, er dette blevet sat udskudt på ubestemt tid. Til gengæld brugte vi aftenen på møjsommeligt at planlægge vores færd til Machu Picchu, ikke så nemt endda. Inden sengetid tog vi hen på den lokale grill og fik os en velsmagende rullefalafel.

Lørdag var store billetdag, så vi fes rundt til deværste kontorer og billetterminaler for at skrabe bus-, tog- og adgangsbilletter sammen til de næste par dages udskejelser. Meget tid blev brugt i en lummervarm taxa og endnu mere på trætte gåben. Adskillige billetter rigere og endnu flere penge fattigere besøgte vi en fantastisk institution: Chokolademuseet. Her kunne man få alle sine spørgsmål om chokolade besvaret vha informative plancher og videoer samt nyde en eminent kop varm chokolade til sin fantastiske chokoladefondue med frisk frugt. Man kunne også lave sin egen chokolade helt fra kakakobønne til bar, men det havde vi desværre ikke tid til. Heldigvis findes der også et chokomuseum i Lima, hvor vi skal hen om få dage, så man ved aldrig, hvad der kan ske... Med maverne fulde og ømme af økologisk håndlavet chokolade tog vi en proppet minibus til Ollantantambo (Ollanta i folkemunde), hvor vi fik billig og lækker 3-retters aftensmad og ventede fire timer på at vores sene, dyre tog skulle tage os til Aguas Calientes, adgangsbyen til Machu Picchu. To timers mørk togrejse senere steg vi af toget og gik langsomt op til vores hostel nær toppen af den bakken byen er bygget på. Næsten fire timers søvn ventede os...

Søndag stod vi op klokken kvart i fire til pengemaskinen Machu Picchu. Efter lidt hvidt brød og coca te, skulle der købes Machu Picchu indgangsbillet og latterligt dyre busbilletter. Vi havde i forvejen betalt en mindre formue for at komme med toget til Aguas Calientes, og selvom vi havde skaffet de absolut billigste tur/retur billetter, endte vi med at betale 500 kr for en distance på i alt 86 km. Busbilletterne til ruinerne byen kostede os 100 kr hver (en tur på ca. 20 min og ligeså uundgåelig som togturen), og den billigste entrebillet til selve Machu Picchu (man skulle betale ekstra for visse områder) stod i små 280 kr. Med tomme lommer kom vi med den tredje bus mod den hypede arkæologiske by klokken 05:35. Nu glædede vi os bare til at se den gamle by og så snart vi forlod bussen, travede vi afsted for at finde det perfekte udsigtpunkt, til når solen ville komme frem fra den meget tætte tåge. Vi kom først til at gå hen ad en sti, som førte os hen til den berømte inkabro. Der var sat et hegn op et stykke foran den, hvilket er ret forståeligt, da det er en supersmal sti, med et fald på flere hundrede meter, hvis man træder lidt forkert. Det var ikke det perfekte udsigtpunkt, så vi rendte tilbage ad stien og ville op ad Machu Picchu-bjerget. Men nej. Det var åbenbart et af de områder, man skulle have købt en ekstra billet for at besøge.. I løbet af de sidste få år, har de fået delt det flotte arkæologiske område op i små bider, bare for at stjæle flere penge fra stakkels turister. Irriterede satte vi os ved siden af det gamle Guard House og ventede på, at tågen skulle lette. Peruvianerne gør det desværre svært for en, at nyde Machu Picchu fuldt ud. Men det var dog rigtig flot, da tågen lettede og vi kunne se ruinerne fra den labyrintagtige by. Steffen fandt en lille udskåret lama i en mur. Win. Efter at have siddet og nydt udsigten lidt begik vi os ned i den kringlede by, der stadig står i nærmest perfekt stand, bortset fra de manglende stråtage på de mange bygninger. Desværre ved man ikke så meget om, hvad de forskellige steder har været brugt til, så det er meget op til ens eller guidens (hvis man har penge til den slags) fantasi at fortolke, hvad man ser. Vi gik lidt væk fra midtbyen og rundt på de mange imponerende terrasser, der tidligere blev brugt som marker til at brødføde befolkningen. Det var stadig tidligt, så vi kunne stadig gå i forholdsvis ro og tage indtrykkene fra de de ældgamle og perfekt konstruede huse og templer til os. Vi fandt de gamle vandhuller, hvor de havde studeret astronomien fra genskæret i vandet (vi smuglyttede lidt bag ved en lille tourgruppe) og flere ofringsteder. Vi havde gået op og ned af de gamle stentrapper i ca. 4 timer og derefter begyndte de store tourgrupper at dukke op. Vi nåede heldigvis at få set det hele, så vi kunne smutte før vi ville blive mast af de mange store grupper af japanere, pensionister og japanske pensionister. Ned med den dyre bus og tilbage til Aguas Calientes. Nu skulle vi bare vente omkring 10 timer på vores tog til Ollanta. Byen har ikke meget andet at tilbyde end Machu Picchu og hvad rygtet siger, ikke specielt rene hot springs. Så det blev til frokost, læsning, blogskrivning, kaffe og en virkelig trist og slasket pizza, før vi endelig kunne begive os ned til toget. Ingen havde dog fortalt os, at man skulle vente på toget et andet sted, end hvor man står af toget. Igen blev vi mindet om, at man skal regne alting ud selv i Peru, så lidt stresset løb vi så hen til det rigtige sted og hoppede på toget som nogle af de sidste inden det kørte. Klokken elleve ankom vi til Ollanta og traskede mod vores hostel på meget trætte ben. Her fik vi anvist vores køjeseng i et stort dorm med plads til 12, men vi havde det hele for os selv. Vi nåede knapt at lægge hovederne på puden, før vi faldt i søvn efter den lange dag.

Næsten kun tre uger til vi vender hjem, snæft og snøft...

- SD