Mandag blev vi vækket halv 8 af vores elskede nabomorgenpigeorkester, som spiller alt andet end i takt. Det gad vi ikke stå op til, så halvgnavne sov vi et par timer til, indtil de var færdige. Derefter stod den endnu engang på amerikanske pandekager og så var det ud af døren. Vi lagde ud med at bestille en canyoning tur til næste dag, men først var det planen, at vi skulle hæve nogle penge. Det skete ikke. Efter et utal bankbesøg og hæveautomater måtte vi vende tomhændede tilbage og ringe efter hjælp i Danmark. Begge vores visakort var spærrede, da nogle gemene tyveknægte havde luret dem af og prøvet/lykkedes i at tilsnuske sig nogle af vores surt optjente gryn. Resten af eftermiddagen blev brugt på at gå i panik og ellers prøve at finde ud af hvordan vi skulle klare os i ti dage for kun 18 dollars. Det var dog ved at blive sent på aftenen i Danmark, så bankerne havde lukket for længst, og vi måtte vente nervøse til morgendagen. Resten af dagen gik med at forskandse os på hostellet og forsøge at undgå, at bruge nogen penge. God mandag.

Tirsdag ringede vækkeuret halv 6, så vi med morgenstemmer kunne snakke med vores rådgivere om, hvad der skulle gøres. Det endte med at vi blev reddet af Søren, vores helt og Steffens rådgiver, da han sørgede for at overføre penge til en lokal bank i Baños, som vi så kunne hente senere. Lettede, tillod vi os at slappe af med lidt Simpsons indtil hostellets køkken åbende og vi kunne få morgenmad, som for en gangs skyld ikke var amerikanske pandekager. Vi travede et par kilometer ud af byen og hen til foden af vulkanen Tungurahua, hvor vi besøgte de lækre termiske bade, fik os en dukkert i iskoldt og lavavarmt vand og en snak med nogle ecuadorianske seniorer. Efter et par timer i blød kom vi tilbage til byen, tog i banken og fik efter meget papirarbejde udleveret en net sum på 600 dollars, som skulle holde os i live resten af turen. Straks tog vi i zoologisk have, der også lå et par kilometers travetur uden for byen. Den havde mange dyr og især eksotiske fugle var i overflod. På den anden side af gaden lå endnu en zoologisk have, som vi også besøgte. Den havde mange dyr og især eksotiske fugle var i overflod. Men ikke helt de samme. Tilbage i Baños fik vi en lille pizza på en af de få åbne restauranter og så en lille film til dessert.

Onsdag hentede vi vores vasketøj, spiste morgenmad og tog på canyoning, som vi havde betalt 70 dollars for dagen før. Canyoning går i al sin enkelhed ud på at forcere kløfter og vandfald ved at rapelle, klatre og hoppe rundt. Den lille, men vilde flod med de mange vandfald befinder sig nede i en kløft, så det er et perfekt og smukt sted at rapelle ned af de meget glatte sten. Vi fik især adrenalinet til at pumpe rundt ved at springe ned fra flere vandfald og ned i det kolde vand. Det vildeste var springet på ca. 8 meter ned af et vandfald, som altså fik ens hjerte til lige at springe et slag over, når man kiggede ned på den lille plet dybe vand, man skulle ramme. Så fedt! Vores to guides sørgede for at vi fik en fantastisk sej oplevelse og endda også for lækkert 2-retters frokost bagefter. Smadrede og stadig oppe at køre over det vilde sus, syntes vi, at vi fortjente en gang afslappende massage, hvilket er intet problem at få billigt og godt Baños. For 30 dollars ialt gik var derfra med lettere kroppe og fik os en burger. Resten af aften gik med at se latterligt dårlige film, som f.eks. The Room. Se den, det er god griner.

Torsdag skulle vi videre i programmet, men vi nåede en tur til Jomfruvandfaldet i udkanten af byen, hvor der også lå et termisk bad, som vi dog ikke havde tid til. Vi hoppede på bussen og ankom 8 timer senere til Otavalo, vores rejses hidtil nordligste punkt. I guidebogen står der, at turen fra Baños til Otavalo tager 5,5 timer, men i Ecuador er det reglen at man skal plusse de tider de siger, med en time eller 3. Så det var halvsent om aften, da vi nåede frem og det blev kun til en gåtur hen til vores nye hostel og derefter ulækker hotdogs med chips på til Dani (slet ikke noget nær det viste billede) og en burger til Steffen, også med overrakende ekstra fyld. Dog ikke chips.

Fredag fik efter en god gang morgenmad, lov til at opleve det berømte marked ved Plaza del Ponchos og hvis vi kunne, havde vi købt hele markedet! Der var proppet med farver og der var de flotteste håndlavede tekstiler alle vejne. Rundt omkring Otavalo er folket kendte for deres talent for håndvævede tæpper, huer, trøjer og hvad de ellers ikke kan væve. Alt var flot og det kræver pænt meget selvbeherskelse at stoppe med at bruge resten af vores penge. Vi fik dog taget os sammen og fik efter virkelig billig og lækker 4-retters frokost, sat os på en bus til landsbyen, Iluma, som ligger omkring et kvarter væk fra Otavalo. Vi håbede på at kunne se familierne væve og se små boder, men desværre var der intet af det den dag. I stedet gik vi rundt i de hyggelige stengader, tog billeder af kæmpegrise, snakkede med små glade piger, vi ikke forstod og til sidst endte vi inde i den lokale kirke, for at se julekoret tilsat lidt disko. Landsbyen er egentlig også kendt for deres shamaner, som healer sjælen og får sygdomme til at gå væk. Det indebærer vist noget med æg og andet mad, der bliver spyttet ud over patienten, men det fik vi dog ikke prøvet af. Tilbage i Otavalo fik vi til sen aftensmad, som bestod af for dyr ostepizza uden bund og en ikke-eksisterende lasagne.

Lørdag var vi økonomiske og spiste brød til morgenmad (og frokost) og dertil noget vand. Så kunne vi rigtig tillade os at shoppe rundt i det nu enorme marked, der hver lørdag vokser sig fra den centrale plads til alle de nærliggende gader. Vi var mådeholdne og desværre fornuftige, så vi købte kun halvdelen af det vi gerne ville, for ligesom at have penge til mad og hostels de sidste dage. Vi skyndte os at finde en bus til hovedstaden Quito, der kun ligger to timer væk, hvor vi desværre ikke kunne nå at se så meget før det blev mørkt og farligt. Vi nåede dog at se os lidt omkring i nabolaget, købe busbilletter til Guayaquil og få to lækre kopper varm ecuadoriansk chokolade; Danis var med chili, Steffens med sukkerrørslikør. Sidst på aftenen vovede vi os hen på en billig indisk restaurant, fik lækker krydret kylling og naan og sukkede over ikke at have penge nok til en bytur.

Søndag vågnede vi i vores tomme dorm, fik os en gang morgenmad og tog til Mitad del Mundo (midten af verden), et lille kompleks af pavillioner med museer, restauranter, butikker, legepladser og et enkelt turisttog lige midt på ækvator (deraf navnet). Først skulle vi dog lige med et par timers offentlig transport, hvilket bestod af en bus og en anden bus. Vi blev belærte om hvordan jordens form og ækvator er blevet defineret gennem tiden, vippede på vippen på legepladsen, kiggede på en stor model af det gamle Quito, stod på ækvator, så en tom tyrefægtearena og drak en billig, dårlig kop chokolade, mens vi ventede på at planetariet åbnede, så vi kunne bruge den billet vi havde købt. Vi kunne lige så godt være taget hjem i stedet for at tøffe rundt, for forestillingen var et sørgeligt syn. Mens de slørede, lyssvage stjerner flimsede rundt over os, blev der fortalt løst og fast om månen, en komet, Jupiter, Jupiters måner, nogle kometer, der ramte Jupiter, fire stjernebilleder og en anelse om ækvator. At det hele var på spansk hjalp selvfølgelig ikke det store på oplevelsen. Turen tilbage til det gamle centrum tog et par timer med en bus og endnu en bus proppet med brune mennesker. Vi gik på må og få i de gamle gader, spiste billig aftensmad i en lille biks, så Plaza Indepencia og købte aftenkager ved en travl bager. Quito er ikke den sikreste by at rende rundt i, når mørket falder på (desuden havde vi ikke penge til noget), så vi satte os til at se "The cabin in the wood", hvilket er en ret godt lavet gyser. Forresten havde vi også fået selskab af endnu en dansk pige i dormet, som ikke kunne vænne sig til at sig til at snakke dansk til os. Det lyder også helt forkert at høre dansk fra andre mennesker end os selv, men vi kan lige så godt vænne os til det.

Mandag var det farvel til Quito og hej til Guayquil (I hvert fald om en times tid eller 3), som vi ikke glæder os det store til at besøge, da det ikke skulle være meget andet end en farlig by Det er Ecuadors største by og også en havneby, hvor man egentlig bare skal holde sig væk fra det meste. En enkelt god grund til at tage til Guayaquil er deres IMAX-biograf, hvor vi forhåbentlig skal se Hobbitten, hvis ikke vores bus er alt for forsinket. Men grunden til at vi tager til denne by er sådan set meget god, da det er her vi skal med vores fly hjem til Danmark i morgen aften. Så det var det. Det har været en helt fantastisk rejse med uforglemmelige oplevelser, men vi glæder os også til at holde jul og hygge med jer derhjemme.

Vises/vi ses/vis es