Ny og andensidste blog!

Mandag i Chiclayo fik vi en lille morgenmad på hotellet og gik et langt stykke for at tage, hvad der bedst kan beskrives som en mikrovan, til Tùcume. Efter en times tid med knæene klemt op under halsen ankom vi til det arkæologiske område, der kort fortalt består af 26 halvsmeltede mudderpyramider placeret i en cirkel omkring et bjerg. Der var et lille musuem, der gav nogle få informationer og viste med modeller, hvordan de skarpvinklede konstruktioner så ud, inden vind, vejr og tusind års glemsel ændrede dem til, hvad de er i dag. Vi trissede rundt på vores trætte ben og fik endda kæmpet os op på bjerget i midten, kaldet Purgatorio (Skærsilden), hvor et imponerende panorama mødte vores forpustede kroppe. Vi kom hurtigt på en lille bus og blev vanen tro sat af et fuldstændig tilfældigt sted i Chiclayo, hvor vi tog en taxa til Mercado Modelo, et meget stort, forvirrende og travlt marked med alt hvad hjertet begærer og øjnene afskyr. Vi blev hurtigt mætte af vældet af sanseomklamrende indtryk og gik ind mod byen, hvor vi endnu engang fandt vej til Don Benny's og fik et sidste måltid inden vi tog tilbage til hotellet, hvor Danis mobil var sporløst "forsvundet" fra værelset. Efter meget utrolig dårligt spansk og store fagter tog vi skuffede derfra en mobil fattigere og tog med bussen til Piura, hvor et billigt hotel med nøgne madammer på væggene bød os velkommen. Is og kage til aftensmad!

Tirsdag skulle vi bare ud af døren, nordpå i en fart og væk fra dette inkaforladte land! Så vi skyndte os til busterminalen, hvor vi fik skrabet lidt morgenmad sammen i form af brød, juice og frugt fra det nærliggende kæmpemarked. Faktisk var det, det mest interessante der skete den dag, da vi sad i en bus med de lokale på vej til Loja, Ecuador indtil om aftenen. Grænsen var nem at komme over, så her er der ikke det store at fortælle om. En sød dame viste os hen til vores værelse på sit hostel og efter lidt brød fra bageren, gik vi i seng. Det var tirsdag.

Onsdag var endnu en rejsedag, men heldigvis ikke i lige så stor omfang som dagen før. Denne gang skulle turen gå til Cuenca, men vi nåede at få set lidt af lille Loja før vi hoppede på bussen. På vej hen mod et lille fort, gik det op for os, hvor lidt dytten der var rundt omkring os og hvor roligt ecuadorianerne kører i forhold til, ja lad os sige peruvianerne - de sindssyge trafikanere! Så uden at løbe over veje, kom vi hen til et gammel fort, som nu er et lille kunstmuseum med en hyggelig cafe på taget. Vi nød udsigten over byen fra tårnet, hvorefter vi slappede af på cafèen, før vi begav os tilbage til busterminalen. Pga. en pose lækre jordbær til en fem'er, der fristede alt for meget, men som lige skulle vaskes, nåede vi kun lige præcis vores bus. Det var nu det værd, at få lov til at spise lækre jordbær i december! Buschaufførerne havde sat gang i en irriterende fest med elendigt musik, som kørte på fuld knald det meste af tiden. Vi steg glade af bussen ca. 5 timer efter og fik lagt vores bagage på vores nye værelse. Aftensmad blev på en dejlig columbiansk restaurant med en frisk og smilende "muy bien"-ejer. Af grunde vi aldrig helt fik fat i, var der stor ståhej lige ved siden af vores hostel, hvor to hold orkestre (et i fine jakkesæt og et i politiuniformer) spillede op til dans, mens to "fyrværkeritårne" (se billeder) lyste den mørke aftenhimmel op med knald og brag!

Torsdag stod vi lade op ved middagstid, spiste sen morgenmad (udsøgt og med sjælden rigtig kaffe) og gik ned til det nærliggende store arkæologiske/etnologiske/kunst museum, som var gratis, woop! Meget interessant med store indendørs udstillinger (hvor man blandt andet kunne lave sit eget billede/maleri og hænge det op på væggen) og en kæmpe udendørs udgravning af en præinka-by. Derefter stod den på en chokoladekaffe med værtshusagtig stemning og utrolig lækker varm chokolade. Tilbage på hostellet brugte vi et par timer i selskab med den gode Stephen Colbert, hvorefter vi listede hen til vores Muy Bien-columbianske restaurant og fik krydret mad og milde drikke, der mindede om en smoothie-udgave af risengrød (meget julet og derfor meget værdsat).

Fredag fik vi igen fantastisk morgenmad og rigtig kaffe og tog os en bus til Alausi - troede vi. Bussen satte os af 35 kilometer før vores destination (og kørte videre), og vi var nødsaget til at tage en taxa til vores bestemmelsessted, da vi skulle nå et tog. Vi ankom heldigvis tidsnok til Alausi (vi overhalede endda bussen) og nåede at spise en halv portion frokost inden vi satte os på toget sammen med en gruppe lalleglade ecuadorianske turister, der selvfølgelig skulle have gruppebilleder med de hvide gringos. Turisttoget gik mod og ned ad bjerget kaldet Nariz del Diablo (Djævlens Næse), hvor en speciel zig-zag jernbaneteknik var benyttet. Stedet, arbejdsforholdende og dynamitten brugt til at lave denne jernbane havde krævet omkring 2500 menneskeliv i dets blivelse, og deraf bjergets øjenavn. Det lignede også lidt en næse. Ved stationen holdt toget stille en time, mens vi kunne se det interessante togmuseum og spise en snoldet sandwich. Så kørte toget tilbage til Alausi, og vi tog en aftenbus til Riobamba med Jean Claude Van Damme på spansk. Vi ankom sent om aftenen til et dyrt julebeklædt hostel, hvor en ældre mand og to små vovser tog i mod os og viste os et sted at finde sen aftensmad til 3 dollars.

Lørdag kom vi igen meget sent ud af fjerene og gik hen til den lokale bager for at købe kanelsnegle og croissanter til morgenmad. Et får så på mens vi spiste. Derefter tog vi hen til det lokale marked og brugte vores dollars på flotte hjemmelavede sager. Lige op ad markedet, var der sat en masse små køkkener op, hvor vi fik smagt på utrolig lækker helstegt pattegris og hønsefodssuppe. Herefter blev der sagt farvel til hundene og julehostellet og vi fik sat os i eftermiddagsbussen til næste destination; Baños. Baños er den lille og afslappende by, som turister fra alle lande, også Ecuador, kommer til for at nyde de varme kilder og måske også lige engang massage og eventyrsport. Vi trængte efterhånden virkelig til at blive i en by i mere end 2 dage og denne by var helt sikkert det rette valg. Planen for de næste dage skulle bl.a. indeholde en masse afslapning og det fik vi sat godt igang med filmhygge samme aften og senere aftensmad på herlige Casa Hood.

Søndag bød vores hostel på amerikanske pandekager med frugt til morgenmad, som vi kun lige nåede at få, da vi igen, igen kom til at sove lige lidt for længe. op på værelset igen (vores undskyldning, var at det regnede virkelig meget). Senere satte vi jagten på en dansk/ecuadoriansk café, der skulle befinde sig i nærheden. Vi drømte om rugbrød og pebbernødder, men suk... den var væk. I stedet blev det til grillet marsvin (ja, de søde små pelsede dyr, som så kan veje op til 6 kg her i Ecuador) med kartofler til. Ikke meget kød på sådan en, men smagte meget godt - lidt a lá kylling, bare sødere. Efter denne madoplevelse, gik vi rundt i de små gader, indtil vi besluttede os for at bestige den den lange og enormt stejle trappe, som førte op til en statue af Jomfru Maria. Svedende og forpustede nåede vi toppen og statuen, hvor vi stod i støvregnen og kiggede ud over byen. Da vi kom ned igen med rystende ben, fandt vi igen vej hen til Casa Hood, som servede thai/kinesisk mad og øl, samtidig med at de havde sat en meget højlydt film til at køre på deres storskærm. Aften blev så sluttet af med kage og lidt varmt at drikke.

Vi ses snart,
De hvide gringos