Efter fire herlige dage i San Francisco var det tid til at vi måtte videre, så søndag formiddag hed næste stop Los Angeles. Undervejs skulle vi dog lige lave et pit stop i danskerbyen Solvang i Californien lige nord for LA. Vi havde nemlig ladet os fortælle, at man i Solvang kunne finde vaskeægte dansk morgen- og wienerbrød, og det var da også med nærmest frådende munde at vi kunne konstatere, at rygtet talte sandt, da vi fik serveret 12 rundstykker med tilhørende smør (dog desværre ikke Kærgaarden), syltetøj og (østrigsk) ost og med romkugler til dessert. Det var lækkert. Udover Olsens Bageri og Konditori var der dog ikke meget af interesse i Solvang, omend det da var hyggeligt at se et autentisk forsøg på at replicere en dansk landsby (billeder kan ses i fotoalbummet "Solvang"), så det blev kun til et kort visit, før vi smuttede igen.
Vi havde ikke travlt med at nå til LA, så der blev også tid til vores første dukkert i Stillehavet; det var sku en kold fornøjelse. Hvis du har badet i Buresø en tidlig forårsdag, har du et meget godt indtryk af, hvad der mødte os, da vi sprang i Stillehavets brusende bølger. Så det var også et kort visit.
Foruden Olsens Bageri og Stillehavets (is)kolde vand fik vi også en på opleveren i form af smuk natur på vores køretur på highway 101 (se "Roadtrip pt. III") langs den amerikanske vestkyst, og da vi undervejs spiste på en afsidesliggende restaurant, blev vi begavet med øl af en lokal vinproducent, der ville gengælde den venlighed, han havde oplevet på et besøg i Danmark. Det var en interessant oplevelse og noget, man ikke forestiller sig, amerikanske turister ville opleve i Danmark. Også på det punkt må man sige, at amerikanerne er et unikt folkefærd - de er (generelt) enormt nysgerrige og gæstfri og er ikke blege for at spørge, hvor man kommer fra, og hvad man laver, om det så er i køen i supermarkedet eller på en restaurant.
Nå, men da vi så ankom til LA, skulle vi jo finde et sted at bo, for ligesom med så mange andre ting, hvilket fra tid til anden kan give anledning til tåbelige dispositioner, var det selvfølgelig ikke noget, der var planlagt på forhånd. Vi fandt dog ud af, at vi gerne ville bo i West Hollywood, eller WeHo som det vist kaldes i folkemunde, for det var relativt centralt og mest hensigtsmæssigt i forhold til vores præferencer. Det er nemlig en bydel med mange restauranter og butikker, og samtidig er den beliggende tæt på Hollywood Hills, Hollywood Boulevard og Beverly Hills, som alle var kvarterer vi gerne ville se. Vi indlogerede os på det billigste motel vi kunne finde (700 kr pr næse for seks overnatninger), og vi kan bekræfte, at den er god nok, den der med, at man får, hvad man betaler for, for magen til lorteværelse skal man nok lede længe efter. Men selvom ovnlignende tilstande er en passende analogi på temperaturen i vores air condition-løse værelse med udsigt til lyskrydset på overskæringen mellem to trafikerede veje, og selvom papvæggene og de utætte vinduer var magtesløse i kampen mod støjhelvedet fra de utallige udrykningskøretøjer, der hovedsageligt passerede om natten, og det honk'aholic-vanvid, der udspillede sig få meter fra vores to meget smalle "dobbelt"-senge, formåede vi at bevare det gode humør. Vi måtte blot betragte det som en tilvænningsproces inden vores kommende tur til Laos, hvor standarden, der præger overnatningsmulighederne, må antages at blegne sammenlignet med vores motel i LA.
Uagtet at dårlig nattesøvn truede vores overskuds- og aktivitetsniveau, formåede vi at foretage os en del i LA. Blandt andet kørte vi kl 4.15 lørdag morgen en tur til den nærliggende Angeles National Forest, hvor vi efter en vandretur på 8 km gennem svært tilgængeligt terræn sprang bungee jump fra the Bridge to Nowhere, der har fået sit navn, efter den i 30'erne blev bygget til bilkørsel, uden at der nogensinde er anlagt veje i området. Springet fra broen var en kæmpeoplevelse, og det var både virkelig sjovt og grænseoverskridende på samme tid, og nogle af os synes helt klart, at det kan måle sig med faldskærmsudspring.
Vi fik selvfølgelig også set nogle af de mest obligatoriske seværdigheder såsom Hollywood Hills og det famøse Hollywood-skilt, Hollywood Boulevard med datidens og nutidens største stjerners navne indgraveret i fortovene og Madame Tussauds voksmuseum, samt Beverly Hills med den berømte shoppinggade og kendismagnet Rodeo Drive. Der blev også tid til at Christian, Asbjørn og Madsen kunne besøge et sidste outlet-center, mens Ludvig var på galleribesøg. Vi har endda været så kulturelle, at vi var til fernisering på et af de selvsamme lokale gallerier, Ludvig havde besøgt, en fredag aften med DJ og musik, gratis drikkevarer og en masse medlemmer af den lokale kulturelite.
Derudover trænede vi en del, blandt andre steder i et af landets nok bedst kendte træningscentre, nemlig Gold's Gym i Venice Beach, der har opfostret adskillige Miss og Mr Universe, og hvor den gode gamle Guvernator, Arnold Schwarzenegger, i sin tid tillagde sig sin fremtonende fysik. Foruden at lægge jord til Gold's Gym og Muscle Beach, hvor opmærksomhedskrævende fanatikere pumper løs og smider om sig med håndvægte, der vejer mere end de fleste konfirmander, byder bydelen Venice også på en charmerende strandpromenade ved navn Venice Boardwalk, hvor gademusikanter og andre gøglere udfolder deres talenter, eller mangel på samme, side om side med alverdens billedkunstnere, skulptører, restauranter, cafeer og souvenirforretninger og en enkelt cannabisforretning, forbeholdt dem, der, af staten Californien, er blevet udstyret med er kort, der giver lovlig adgang til medicinsk marihuana. Altså alt i alt et skønt sammensurium af subkulturer og skæve typer, der står i skarp kontrast til de kommercielle pengemaskiner, man finder i Hollywood og Beverly Hills.