Aloha!

Så blev det Hawaii, cirka 4100 km fra USA's fastland og en flyvetur på 5 timer og 40 minutter. Midt i stillehavet. Gad vide hvordan de første bosættelser nåede dertil for mange tusinde år siden; det må have været noget af en sejltur. Ankomsten til Hawaii betød, at vi snart ville være halvvejs gennem vores rejse, og dermed også, at vores roadtrip gennem USA var slut. Modsat hvad vi havde nok havde forventet, da vi forlod Alamo Rent A Car i Orlando til lyden af 292 brummende amerikanske hestekræfter i vores potensforlænger af en bil, var afskeden med det røde lyn alt andet end vemodig. Godt nok er benzinen i staterne billig (cirka seks kroner pr liter), men det løber sku alligevel op, når en yderst tørstig bil tilbagelægger mere end 6.000 km, så det var dejligt at slippe af med en fast daglig udgift på 3-400 kr, som var hvad vi dagligt måtte bøde i benzinpenge, de dage vi kørte længst. Derudover var vi nok alle bare godt og grundigt trætte af at køre i bil hele tiden. Lektie: afsæt flere dage til et sådan roadtrip en anden gang.
Nå, men tilbage til Hawaii. Vi landede i Honolulu på øen Oahu. Og for lige at skære det ud i pap, for vi vidste nemlig ikke noget om Hawaii inden vi skulle planlægge rejsen, så vi tillader os at antage, at nogle af jer derhjemme heller ikke er helt stærke på dette punkt, så er Hawaii den 50. amerikanske stat. Staten er en øgruppe (selvfølgelig) bestående af hovedøen Oahu, hvor statens største by, Honolulu, ligger, Maui og Kaui, de efter sigende mest naturskønne af øerne, og Hawaii. Oahu er den mest befolkningsrige og den mest turistede af øerne, men dog ikke den største rent arealmæssigt, for den titel tilfalder nemlig øen Hawaii, som derfor også med rette omtales "The Big Island". Det er muligt vi har glemt nogle mindre øer, men ovennævnte skulle vist være de væsentligste øer, og om ikke andet har I i hvert fået et indtryk af, hvilken størrelse Hawaii egentlig er. Fra lufthavnen i Honolulu tog vi en taxa til det, der hedder Waikiki Beach lige uden for Honolulu, hvor vi fandt et forholdsvist billigt hostel kaldet Waikiki Beach Side Hostel (forholdsvist billigt betyder 32 dollar pr næse pr nat)
Der var øldrikkende, yderst åbne og imødekommende backpackere fra alle verdens hjørner samlet, og der var derfor liv og glade dage over det hele; på trapper, på gange, på værelser og i "loungen". Personalet var tilmed mægtigt flinkt og hjælpsomt, og den rare "laid back"-stemning der herskede på hele hostelet, og til dels skal tilskrives personalets laisse a faire tilgang til regelhåndhævning, var lige til at leve med. Eneste skuffelse var, at vi den første nat ikke kunne sove på samme værelse, så Madsen og Asbjørn kom på det et værelse, Christian på et andet og Ludvig på et tredje. Dagen efter kunne Ludvig og Christian dog flytte på samme værelse, og det fungerede glimrende. Faktisk var det rimelig okay at være på to forskellige værelser, for selv med adgang til to af de af de ikke særligt velassorterede køkkener, måtte vi stadig improvisere i vores madlavning. Det forhindrede os dog ikke i, to aftener, at lave et festmåltid af en aftensmad - faktisk nok noget af det bedste mad vi har fået undervejs (men det siger nok mere om, hvad vi har fået undervejs, end om vores evner inden for madlavning).
Foruden at prøve kræfter med madlavningskunsten og oplevelsen af øsightseeing på knallert, medbringer vi fra vores eftermiddag på surfbræt på Oahu også førstehåndserfaringer med havets respektindgydende og imponerende kræfter. Madsen og Christian har sågar haft, hvad de beskriver som, en near death experience i deres møde med Waikiki Beachs meterhøje bølger. Da de var alene ude og surfe, cirka 2-300 meter fra kysten, og lå og ventede på, at den rette bølge skulle skylle dem halvvejs tilbage til stranden, blev de, med bukserne nede, overrasket af et brølende bæst af en bølge, der trak dem ned og i kolbøtter nådesløst kastede dem rundt under flere meter vand, indtil de omtumlede nybegyndere efter 10-15 sekunders ragnarok endelig blev sluppet løs af vandmassernes dødelige favntag. Men lykken er som bekendt flygtig, for inden de halsende, jomfruelige vandhunde kunne nå at komme til hægterne igen, gentog scenariet sig på ny. Det hele endte dog lykkeligt, for Ludvig og Asbjørn modtog senere beretningen om dødsbølgens gerninger med en blanding af nervøs latter og en slet skjult stolthed over at have overlevet at stifte bekendtskab med Stillehavets dødelige dyder.

Der findes kun én interø transportmulighed, så da vi efter tre dage skulle sige farvel til vores backpackerhostel til fordel for Maui, måtte vi en tur til lufthavnen, hvor vores 750 kroners flybillet (one way) ventede os. Af økonomiske hensyn havde vi bestilt et fly med afgang kl 05, så allerede da klokken var 6.30 sad vi i vores lille Opel Verso-lejebil, som skulle gøre det ud for vores hjem de kommende tre dage på Maui. Vi havde nemlig ladet os fortælle, at offentlig transport på Maui ikke kører velsmurt, så en bil ville nærmest være uundværlig, med mindre man besidder kvindelige kønsdele, som gør det betydeligt lettere at tomle. Når vi nu skulle bruge penge på bil, og dermed havde et sted vi kunne opbevare vores ting, kom vi på den brillante ide at spare pengene væk på hotelovernatninger og i stedet bare sove på stranden; eneste lille mente var bare, at vejret på Maui tilsyneladende var ret ustadigt, hvilket betød, at der kunne være dejligt solskin det ene øjeblik og silende regn og blæst det andet. Så da vi ankom i gråvejr, blev de timers søvn vi troede, vi skulle have i solen på stranden til et slumrende besøg på et hyggeligt lille tehus langs Mauis berømte "Road to Hana" (en landevej der der ender i byen Hana), hvor der var wifi, og hvor vi fik en rum tid til at gå med at drikke økologiske frugtsmoothies og spise hjemmelavet brownie. Det var sku ret dejligt.
På tehuset talte vi med en lokal, der, efter at have grint af, at vi hverken vidste, hvor vi skulle sove eller hvad vi skulle lave på Maui, fortalte os lidt om seværdighederne i Hana og omegn. Disse inkluderede en nærliggende "secret beach", ved navn Red Sand Beach, navngivet efter sandets røde farve, som kun er tilgængelig via 10 minutters kombineret gang og klatring på stenstrand og klipper. Den måtte vi se, og da en anden af tehusets gæster manglede et lift ind til byen, tilbød vi ham at køre med. For at gengælde liftet viste han os vejen til den famøse strand, som vi besluttede os for at tage en lur på. Da vi senere vågnede og skulle finde et spisested, der kunne brødføde vores knurrende maver, viste det sig, at man på en overdækket terrasse ved en anden strand kunne købe en billig hjemmelavet ret tilberedt på et improviseret rejsekøkken af nogle lokale, så der slog vi os ned og nød et dejligt måltid. Da vi senere erfarede, at aftenen ville byde på musikalsk underholdning fra lokal side slog vi et smut forbi supermarkedet og købte nogle øller, som vi nød i selskab med en flok lokale til tonerne fra blid, akustisk reggaemusik.

Eftersom vejret til tider ikke ligefrem tillod at sove under åben himmel, måtte vi gardere os mod eventuelle byger. Vi købte derfor et rulle med 13x3 meter plastikovertræk, som vi rullede ud over en gren på en campingplads nær reggaespisestedet. Vores lille hule så ret hyggelig ud i det flakkende skær fra de to petroleumsfakler vi havde købt og sat ved åbningen til vores soveplads, men der opslap vores improviserede telts kvaliteter også. Sammenlignet med den nat, vi tilbragte på våde håndklæder på trærødder og sten på campingpladsen, var den søvn vi fik i L.A. himmelsk. Det er svært at komme i tanke om en værre nat, og havde vi troet, at vi først for alvor ville sove dårligt i Laos, var vi alvorligt galt på den. Så da vi helt radbrækkede vågnede op efter 10 timers søvn, og de mange timer i selskab med Ole Lukøje til trods stadig følte, at vi ikke havde lukket et øje, tog vi beslutningen om at overnatte samtlige nætter på Maui i det fri op til genovervejelse, og ankedommen blev, at vi ikke ville være spareræve længere.

Efter en lang, stejl og meget smuk vandretur langs vandfald og floder og gennem bambusskove i en af Mauis nationalparker, kunne vi i byen Kihei indlogere os på et lækkert bed & breakfast, hvor det eneste, der kunne erigere vores lem mere end de to store, bløde dobbeltsenge, var fladskærmsfjernsynet med tilhørende Netflix. Det var lækkert, og det betød samtidig, at vi, foruden at bygge sandslot på stranden, brugte vores to sidste aftener på Maui på at forkæle os selv med pizza og film.

Da vi så lørdag morgen skulle fra Maui og tilbage til Oahu, hvorfra vores fly til Bangkok tre dage senere skulle lette, blev vi af udefrakommende faktorer skænket en hel dag mere på øen. Omstændighederne ville nemlig, at vi, da vi kl 9 om morgenen afventende satte os til rette ved den bemærkelsesværdigt tomme gate, der skulle lede os ud til vores fly med afgang 09.15, modtog oplysningen om, at vi var i særdeles god tid. Så god tid at vi blev rådet til at komme tilbage igen senere, for vores fly ville først lette 09.15 pm (21.15) og ikke am, som vi troede. Endnu en bommert. Så ud af lufthavnen med os og direkte med bus (for bilen havde vi afleveret) tilbage til stranden i Kihei, hvor vi fik resten af dagen til at gå indtil vi atter måtte en tur til lufthavnen.

Foruden at give anledning til en del frustration satte lufthavnsbommerten også en kæp i hjulet på planen om at drikke os en fantastisk fjer på inden vi skulle i byen for at fejre Christian, som fyldte 22 den efterfølgende dag, eftersom vi med den nyopdagede afgangstid først ville være på vores hostel sent lørdag aften. Samtidig forhindrede den sene ankomst også, at vi kunne nå til surferbyen Haleiwa. For når de offentlige busser ikke kører uden for dagtimerne, og en taxatur fra Haleiwa til Honolulu Lufthavn ville beløbe sig til astronomiske beløb, fandt vi, at vi ville være nødt til at tilbringe vores sidste nat nær lufthavnen, det være sig fx Waikiki Beach, hvorfor det ikke ville give meget mening at tage hele vejen til Haleiwa, da det i så fald kun ville være for én nat.
Til trods for at vi foranledigede turens vel nok 117. bommert, havde vi ni fede dage i Hawaii, som vi kan se tilbage på med lutter latter, og Christian blev da også fejret på behørig vis på en bar med live musik med den mængde alkohol der hører til en 22 års fødselsdag i Waikiki Beach.