Hej hej.

Så er vi på bloggen igen, for at skrive om vores sidste tid i Indien. Vi har oplevet så ufatteligt meget siden sidst vi skrev, og har nu været på egen hånd i noget tid og derfor fået nogle nye indtryk af Indien.

Sidst vi skrev, var vi lige ankommet til Jaipur, og skulle fejre festivalen i Indien. Den fejrede vi sammen med en ældre rejsende dame, som oprindeligt kom fra Island. Hun kaldte os "de 3 vikinger". I Jaipur oplevede vi flere seværdigheder blandt andet Amber Fort, prøvet de indiske sarier og har været på en plads, hvor alle stjernetegn var stillet op i figurer så man kunne se ens fremtid, ud fra solen og ens stjernetegn.

Jaipur var en rigtig hyggelig by, men vi så meget frem til at komme videre til Agra og se Taj Mahal. Det startede dog ikke helt så godt, da vi vågende op, meget forkølet og med ondt i halsen. Så en køretur på 5 timer var ikke ligefrem det vi så mest frem til. Men efter en god nat søvn, masser af næsespray og en indstilling der hed, at vi ikke havde fået malaria og absolut ikke var syge, drog vi til Taj Mahal. Det var en helt unik oplevelse, at se det kæmpe monument og hvordan folk tilbed det. Vi brugte lang tid på at gå rundt, og bare sidde på en bænk og beundre det. Efter vi havde set Taj Mahal skulle vi sige farvel til vores fantastiske morfarchauffør og videre til Varanasi med nattoget. Så begyndte det rigtige liv som backpackere. Vi havde en del ventetid på stationen i et "upper class" venterum, hvor der var rotter, svingende elektricitet og andre lækre kryb. Timerne gik dog stærkt, da vi mødte 4 andre backpackere fra Japan og Tyskland, som vi hyggede os rigtig godt med. Det var rart at møde nogle der havde den samme opfattelse af Indien som os. Nattoget var en hel oplevelse i sig selv. Først var vi ved ikke at nå toget, da togene er så lange at man ikke aner hvor ens vogn holder henne. Derfor fik vi os en god løbetur.hehe. Kupeerne i toget var inddelt i 8-mands "køjeesenge", hvor der lå op til 3 mand i en køje. Vi blev kigget meget på, da vi sammen med to andre backpackere fra Brasilien, var vi de eneste hvide i hele vognen (60 køjer).

Efter at have overlevet togturen ankom vi til Varanasi, hvor vi tog direkte hen på hotellet for at sove. Vi havde ikke ligefrem fået meget søvn i nattoget. Vores udgangspunkt i Varanasi var Ganges-floden og de ritualer der følger med. Vi startede allerede om aften med en helt speciel ceremoni, da det var en mindestund for de mennesker der var kommet til Varanasi for at dø og blive brændt ved Ganges. Næste morgen skulle vi tidligt op, for at sejle på Ganges-floden og se de ritualer der følger med til solopgangen. På turen, så vi hvordan den indiske befolkning morgenbadede i det hellige vand. Vi turde dog ikke selv at hoppe i, selvom det siges at vandet ikke er så beskidt, men der flød døde dyr og mennesker rundt i det, så vi skulle ikke nyde noget! Der var meget aktivitet ved solopgangen, folk vaskede tøj, der var blandt andet et "vaskeri", hvor nogle af hotellerne får vasket sengetøjet i Ganges-floden - vi håber dog ikke at det også inkluderet vores. Det mest opsigtvækkende var dog ligbrændingerne, som skete lige ud til Ganges-floden, hvor asken derefter blev hældt i floden.

Efter at have fået en lidt kedelig oprigning om, at vi ikke kunne bo hos nogen familien i Gaya, på grund af sygdom, blev humøret løftet da det ringede på døren og en anden del af familien stod med gaver til os. De var rigtig søde, og havde taget noget mad og sweets med til os, så vi kunne smage lidt af de indiske specialiteter.

Vi valgte dog at tage til Gaya/Bodhgaya alligevel. Det var en super hyggelig lille by, hvor folk ikke var så nærgående som vi ellers har oplevet. Vi brugte meget tid i det Buddhistiske tempel, for at se dem bede. Det var en sjov oplevelse, da de lå overalt og lavede deres "øvelser". Efter et par hyggelige dage i Bodhgaya, var det endnu engang tid til en tur i det lækre nattog. Her var vi dog så heldige at have Elok, som hjalp os ind i den rigtige kupee.

Nattoget kørte os til Kolkata, hvor vi havde fået en aftale med at bo hos en familie, igennem Shantanu fra Danmark. Det var verdens sødeste familie som bestod af mor, far og deres lille datter. De var rigtig gode til engelsk, så kommunikationen gled let. Vi oplevede ikke det store men er enige om, at det er her vi har lært mest om Indien. Familien viste os de forskellige traditioner og ritualer, blandt andet maden, som selvom vi fik den "ikke stærk" selvfølgelig var for stærk til Michelle, men passede Christine fint. Familien var rigtige gode til at fortælle mange personlige ting om deres livsstil og tro, hvor vi lærte at de indiske kvinder med sarier, faktisk er almindelige piger der også elsker tøj og sko som os selv. Vi havde nogle fantastiske dage hos dem, og deres lille pige var blevet så glad for os, at hun græd da vi skulle af sted.

Indien var først noget af et kulturchok for os, da vi følte os meget som aber i en ZOO, fordi alle gloede så meget, rørte ved ens hår og tog billeder i massevis. Dette blev for meget for Michelle på et tidspunkt, efter at nogle drenge i noget tid havde fulgt efter os med mobilen lige oppe i hovedet på os, så de fik en ordentlig opgang vand. Så kan de lære det! Haha..

Trods lidt mad problemer, som dog blev klaret med nudler i madkittet og hjemmelavet sandwich med salat og aguk, har vi haft en fantastisk tid i Indien. Det farverige land har været meget spænende og anderledes fra Danmark, men vi har dog været glade for at møde den troende, men venlige befolkning og har oplevet den del af verden.

Nu er vi ankommet til Sri Lanka, hvor solen skinner og stranden er lige uden for vinduet. Skønt ! Vi glæder os til at trække i bikinierne, frem for de lange bukser og bluser vi gik i, i Indien, også kan vi forhåbentligt få lidt sol ;) .

Vi har det rigtig godt og savner bestemt ikke det våde og kolde efterår i Danmark.

Knus OS