Så kom vi fra Hoi An og til Dalat.
Her startede vi med forgæves at lede efter et specielt hostel, som vi til sidst opgav at finde. Til vores held havde det hostel vi i stedet gik ind på ikke plads til os, og fik arrangeret et lift til vores oprindelige mål. Held i uheld!
Første aften var vi så heldige at vores hostel arrangerede en fællesspisning, som var det, de unge nok ville kalde "top nice". Vi snakkede rigtig godt med alle de andre gæster, som var kommet langvejs fra eksotiske steder som Tyskland og Canada.
Desværre var det også første aften, at Christoffers stakkels mave besluttede at ytre sin meget radikale holdning til til de fødevare han havde indtaget. Vi sparer vores uskyldige læsere for yderligere detaljer.
Den følgende dag blev sengeliggende for Christoffers del, mens sygeplejerske Mathias skaffede forsyninger i form af fastfood og vand. Om aftenen gik en han med de andre gæster i byen for at spise eksotisk kød og drikke dårlige øl.
Efter Dalat tog vi til Mui Ne, som er en strandby elsket af surfere og russere. Især russere. Her brugte vi første dag på at lege i de stor bølger, helt uden svømmevinger! Næste dag tog vi en tur til nogle store sandformationer, der ville stille de nordjyske klitter til skamme. Her fandt vi også et selskab med den mest velfungerende forretningsplan nogensinde. De lejede gamle og slidte ATV'er ud, som man kunne køre rundt i sandet med. Eller det vil sige at man betalte en klækkelig sum for at køre, indtil man gik i stå grundet mekanisk fejl (og det var man sikker på at gøre), for derefter at betale for reparation af sit køretøj som man så kunne nyde indtil man sad fast i sandet (og det var man sikker på at gøre), så man kunne betalte for at komme fri. Hvis man var utilfreds skulle man være MEGET stædig for at få bare nogle af pengene igen. De røvhuller har svømmet i penge!
Efter et par herlige dage i Mui Ne tog vi til Ho Chi Minh City (aka. Saigon), som er vores sidste stop i Vietnam. Her gik vi første dag en tur i byen for at finde en tryllebutik til Christoffer, så han kunne dyrke sine sigøjnergener, og ellers bare tullede lidt rundt. Dagen efter skulle vi have været på museeum, men startede dagen med at blive tilbudt at være med i en vietnamesisk krigsfilm for $80. Et tilbud man da ikke lige siger nej til. Afsted med os til den lokale barber, som tog alt skæg med skraber og efterlod os med bakkenbarter der ville have gjort Master Fatman misundelig. Herefter kørte vi med taxi til filmsettet, hvor vi ventede. Efter noget tid ventede vi lidt mere for så igen at vente. Endelig blev Mathias smidt i en amerikansk uniform med navnet "Brian" syet på brystet, mens Christoffer skuffende måtte informeres om at hans lange garn var utroværdig i den historiske kontekst og derfor ikke måtte være med til at lege soldat med de andre. Efter en lang diskussion om hvordan håret kunne gemmes under hjelmen, fik han $50 i hånden og lov til at kigge på i 10 timer.
Man kan diskutere hvem af os så er bedst til at tjene penge.
Men i stedet for at gå på museeum, fik vi da lov til at se vietnamkrigen i virkeligheden.
I dag skal vi så endelig på museeum og se rædslerne, som følger med krig. Hvis vi ellers kan finde derhen. Pt sidder vi og nyder lækre kager og drikkelse efter at være foret så meget vild, at end ikke de lokale kan hjælpe os. Vi frygter lidt vi ikke er i Saigon længere.

Note! Vi fandt museet og det var forfærdeligt at se hvad der blev gjort under Vietnamkrigen!! Føj!
Sorgerne blev efterfølgende drukket væk med nogle nye venner fra filmen i går.