Efter lang tids omhyggelig omtanke, er vi blevet enige om at vi burde lade vores pårørende vide at vi ikke er døde.
Vi sidder sunde og raske på et hostel i Bangkok. Vi har været i Bangkok i 2 dage og selvom priserne får os til at krumme tær, så er vi to optimister som ikke er til at slå ud af kurs.
Vi gætter på at vores trofaste læsere sikkert sidder på nåle, alle med det samme spørgsmål: "JAMMEN MATHIAS OG CHRISTOFFER, HVAD HAR I DOG LAVET I DEN FORGÆNGENDE UGE!?" Men frygt ikke, det er netop det vi nu vil afsløre.
Vi ankom til Sihanoukville i Cambodja den 11., her var musikken høj, hygiejnen lav og turisterne talrige. Folk der kender Christoffer og Mathias ved om os at vi er unge mænd i vores bedste alder, vores kroppe muskuløse og disciplinerede, derfor kommer det nok som et chok for mange af jer at høre, at der i Sihanoukville var fyre meget større og stærkere end os. De var som oftest påvirket af alkohol, og en kende ubehagelige. En af dem sparkede en scooter omkuld, slog et skilt og smadrede en uskyldig iPad over sit knæ. En meget kompleks ung mand konkluderer vi.
På stranden kunne man dog finde sig en lille oase af ro og øl til 3 kr, så det blev vores primære ophold sted. Det blev også til en enkelt tur på stand up paddle board i det varme vand.

Vores ophold i Sihanoukville varede 3 dage, hvorefter vi igen, igen tog bussen videre, denne gang til Siem Reap, hvor vi havde planlagt den helt store tempeltur. Eller det vil sige rouiner-af-templer-tur, men det har ikke helt den samme klang over sig som "Tempeltur". Af Christoffers søster, Lotus, havde vi i julegave fået en guide der kunne kører os rundt og fortælle os de forskellige templer, dette havde dog den ulempe at den chauffør der kørte os til vores føste hotel skabte sig som en 12-årig pige, der var blevet forbudt at tage til Justin Beiber koncert, da han fandt ud af at det ikke var ham der skulle kører os rundt i det storslåede område. Herefter snakkede han kort med recpetionisten, og pludslig var det værelse vi havde aftalt at få ikke længere ledigt. Narrøv.

Vi fandt et andet hostel til billigere penge og fortsatte vores ophold som planlagt. Vi blev hentet hver morgen klokken 8:30 af vores guide Sy og så stod den eller på gamle templer. Mest bemærkelsesværdig var dog Ankor Wat, verdens største religiøse bygning, beklagligvis også meget farve løs og en smule kedelig. Men for at være fair er det vel det vel de færeste ting der er spænende 900 år efter det er blevet lavet. Hvis man tænker i de baner klarer Ankor Wat sig faktisk ret godt. De mest spændende templer var dem hvor ingravaringerne var bedst bevaret, eller dem hvor den omkringliggende natur, havde overtaget store dele af templet. Nogle træet var over 600 år gamle, hvilket giver dem god tid til at sluge en hel væg. Ser man fimen Lara Croft: Tomb Raider vil man se at nogle af optagelserne er skudt i Angkor området. Trods meget leden efter Angelina Joline kunne vi konstatere at hun desværre var taget hjem.

Det blev også til en aften i velgørenhed og finkulturens tegn. En schweizisk læge (og fuldt ud mirakkelmenneske) kaldet Beat Richner spillede smukke toner på sin cello og fortalte om hans arbejde i Cambodja. Han siden 1992 har startet 5 børnehospitaler (kaldet Kantha Bopha) som dagligt redder 200 børn fra døden. Hospitalets har et årligt budget på 40.500.000 dollar, hvor 85% af pengene kommer fra private donationer, 10% fra den schweiziske stat og resten fra cambdjas korrupte stat. WHO, og dermed mange lande, kan ikke støtte Kantha Bopha, da patienterne ikke skal betale en øre for behandingen og derfor går imod WHO´s politik. Hvis du vil høre om en succeshistorie uden lige, kan det klart anbefales at læse om Kantha Bopha!

Men ak, som alle de andre steder vi besøger på denne tur, måtte Siem Reap også forlades og vi satte derfor kursen mod Thailand, alt det og meget mere kan i læse mere om i næste episode af: "Christoffer & Mathias Finder På Dårlige Ordspil Til Sydøstasiatiske Byer."