Så fik jeg endelig taget mig sammen igen til at skrive lidt herinde. Som altid er der sket en masse her i Tanzania og dagene er fløjet afsted, men på trods af det føles hverdagene ofte lange, da vi (specielt efter at der er blevet mørkt) ikke har alverden at foretages os. Jeg har dog alligevel en masse at opdatere jer omkring denne gang - i hvert fald ift. mine oplevelser uden for hospitalet.

Som jeg skrev i sidste indlæg, havde vi i sidste weekend besøg af Annemarie og Ditte, der er undervisere på UCN og koordinatorer for vores ophold her i Mugumu. De var her både for at se til og hygge sig med os, og for at holde kontakten ved lige med UCN's samarbejdspartnere i området. Sammen med dem tog vi sidste lørdag på tur til Ikoma Cultural center, der er en lille landsby for en af de lokale stammer, Ikoma, hvor vi fik et lille indblik i deres historie, tro og dagligdagsliv. Vi var på en gåtur for at se landsbyens område samt nogle af stammens hellige steder, hvilket bragte os op på en bakketop, hvorfra der var en rigtig fin udsigt til Serengeti, der jo ikke ligger ret langt fra Mugumu. Derefter fik vi lidt frokost, som de havde lavet til os. Det bestod af ris (som altid..) med gedekød og sovs. Egentlig et udmærket måltid, når man fik sorteret gedepelsen fra - det var i hvert fald noget mere smagfuldt, end det madmor serverer herhjemme, og ged smager egentlig ikke så dårligt, som jeg havde forestillet mig. Om det er rigtigt, eller bare var fordi, det var så længe siden, at jeg havde fået kød, er ikke til at vide, men jeg nød i hvert fald maden. Efter frokosten kørte vi os en tur med den søde dame Agnes, for at se et område, som stammen planlægger, at flytte deres landsby til inden for de næste par år. På turen tilbage udviklede det sig dog til en lille safaritur, da der var elefanter i området, som Agnes syntes, at vi skulle se. Vi brugte derfor et par timer, vil jeg tro, på at lede efter elefanterne med hjælp fra nogle af de lokale. Vi så dem dog ikke, men vi kunne høre dem på afsted. I stedet mødte vi dog to giraffer, så helt spildt var den lille impulsive safaritur dog ikke ;-)

På vores besøg ved Ikoma var planen også, at de lokale skulle danse stammedans for os. Det var dog desværre ikke en mulighed lørdag, da det meste af landsbyen var rejst til begravelse af en af de lokales børn, og de ikke danser, når de er i sorg. I stedet kom Ikomafolkene på besøg ved vores hus på campus i onsdags, hvor vi så inviterede de studerende med til dans. Det var nu meget festligt :-)

Ugen på hospitalet har budt på endnu en uge med frustrationer, diskussioner og modgang. Det er så svært at forklare til folk, der ikke har været hernede og oplevet kulturen og måden tingene gøres på, hvordan man bliver påvirket af at være på hospitalet. Det er virkelig et hårdt sted at arbejde, og opholdet hernede trækker godt nok meget på energi- og overskudskontoen, da alting bare er op ad bakke i modvind. Jeg er derfor også fint tilfreds med, at der kun er en lille uge tilbage her i Mugumu, da jeg efterhånden føler mig mættet af jordemoderfaglige oplevelser - som primært er negative, desværre.

Sidste uge synes jeg var en særligt hård uge, da jeg gentagende gange blev mødt af modstand og folk, der ikke vil lytte på mig, uden jeg egentlig rigtig kan finde ud af hvorfor. Jeg prøver mit allerbedste for ikke at virke belærende, men i stedet undrende i min tilgang til det lokale personale, når deres måder at håndtere tingene på, efter min mening, er fuldstændig forkasteligt. Men det er virkelig svært, når jeg gentagende gange er lodret uenig i deres beslutninger… Blandt andet i en situation hvor jeg står med den primære varetagelse af en fødsel, og der så kommer en "uddannet" jordemoder og skubber mig væk og overtager fødslen, fordi der er en af de lokale studerende, som mener, at en 1. gangsfødende har presset for længe efter knap 15 min. Den lokale jordemoder vælger derfor at lægge et fødselsklip (uden at han har nogen ide om hjertelyd eller barnets tilstand ellers) blot fordi han efter at have mærket hurtigt ikke mener, at mellemkødet vil give sig - giv dog lige kvinden en chance! I situationen forsøger jeg at forklare ham, hvorfor jeg synes, at det er en dårlig idé, men jeg bliver bare ignoreret. Efterfølgende føler han så behov for at trække os til side og forklare, at vi altså skal lytte på hinandens holdninger, når vi ikke er enige - hvilket ville være noget mere plausibelt, hvis han havde lyttet bare lidt på mig…

Dagen efter står jeg så selvfølgelig i endnu træls situation, idet der bliver født et barn, som har det dårlig, lige idet vi møder ind. For at hjælpe er jeg derfor hurtig og gør klar til at afnavle barnet, som det kan komme over på børnebordet og få noget starthjælp. Det synes den lokale jordemoder dog ikke er nødvendigt, og mens jeg kan se på et barn, der ikke trækker vejret, er helt slap og blåt og forsøger at forklare, at det altså er vigtigt at få klippet navlesnoren, så vi kan hjælpe barnet, bliver jeg bare afvist, skubbet væk og råbt ind i hovedet af tre madammer på swahili. De mente, at det der skulle til, var, at moderen bare skulle trække vejret godt ned i maven - det hjælper jo bare ikke så meget, når barnet er født. Heldigvis kom der en anden jordemoder, som var enig med mig i, at navlesnoren skulle klippes, så barnet kunne få hjælp - og barnet fik det herefter hurtigt godt. Senere samme dag, hvor der også havde været en fødsel, som jeg mente burde ændres til et kejsersnit pga. kraftig blødning og gentagende lange fald i barnets hjertelyd, mens jeg står i en tredje fødsel kan jeg så høre, at jordemoderen står og taler/sladrer om og griner af mig til nogle af de andre jordemødre. Hun gør det på swahili, men med min lille forståelse af swahili kunne jeg altså sagtens forstå, at det handlede om mig. Det er altså bare ikke den fedeste følelse, og jeg fik da også sagt, at hvis de absolut skulle tale om mig, kunne de da i det mindste gøre det et sted, hvor jeg ikke skulle høre på det…

Ud over mine lidt dårlige oplevelser på fødegangen var jeg også med de sygeplejerskestuderende på mandeafdelingen. Da vi kommer ind ser vi en mand, der lige er kommet ind efter en motorcykelulykke og trækker vejret gispende, men uden, der er ret meget liv i ham. Der bliver prøvet med forskellige (nød)løsninger for at hjælpe manden ift. at give ham ilt og med alternativ hjertemassage, men han klarer den desværre ikke - formentlig pga. store intrakranielle blødninger. Det var en lidt voldsom oplevelse, specielt idet hans familie kommer og finder ud af, at han er død. Det kan godt være, at jeg har efterlyst lidt følelser ved familierne til dødfødte børn på fødegangen, men når det er voksne, der dør, er reaktionen en helt anden, og noget mere højlydt. Mandens mor og kone skreg (meget højt!) til himlen i lang tid og blev båret ud af afdelingen, hvorefter de længe sad på græsset udenfor og jamrede, græd mod himlen, men moderen sagde, at det var hendes lille dreng og gentog hans navn mange gange. Det var ret voldsomt at være vidne til og forsøge at trøste folk i så voldsom en sorg.

En anden ting, der gør arbejdet hernede anstrengende, er, at vi ofte ikke kan få de informationer, vi gerne vil have og dermed hele tiden skal navigere i løgne og historier med en manglende tillid/tiltro til, at det er rigtigt, hvad vi får at vide. Bl.a. var/er der fanger fra det lokale fængsel indlagt på hospitalet, og det er svært at få at vide, hvad der egentlig er sket med dem. Fx lå der i sidste uge en fange, der var i koma (han var i hvert fald helt væk - og det eneste, der så ud til at fungere var, at hjertet slog og han trak vejret), og når man så spurgte den "soldier", der var med til at holde øje med ham, hvad der var sket, grinte han og sagde, at han var faldet, selvom at det var tydeligt at se (og personalet på afdelingen også sagde) at han var blevet tæsket - af en "soldier"… En anden fange, der er indlagt med et stiksår, havde natten til mandag mistet sin tunge, og fik skrevet (da han ikke længere kan tale), at han i en drøm havde oplevet, at der var kommet 3 mænd ind, og havde skåret den af. Hvad der egentlig er sket, kan vi ikke finde ud af, men mandens tunge (eller i hvert fald en stor del af den) er væk, og vi kan derfor selv forsøge at gætte os til, om han selv har bidt den af, eller om der reelt set er nogle af fængslets "soldiers" (eller personalet?), der har skåret den af. Det er næsten ikke til at holde ud, at forestille sig, hvad der er foregået - og hvorfor det er sket. Og jeg ved egentlig ikke, om jeg egentlig har lyst til at kende sandheden.

Det eneste jeg ved er, at jeg er virkelig glad for, at jeg skal hjem herfra igen, og at det bliver godt at komme hjem til et samfund, der fungerer, og hvor man ikke skal bekymre sig om, hvad der er sket eller overveje sine ord og handlinger. Selvom jeg virkelig prøver at distancere mig til alt, hvad der foregår hernede, kan jeg ikke helt undgå, at oplevelserne også fører til, at jeg får en følelse af utilstrækkelighed. Jeg kan aldrig helt være den jordemoder eller sundhedsperson, som jeg gerne vil. Det er heller ikke den fedeste følelse at gå rundt med - selvom der ikke er så meget at gøre ved det.

Jeg havde egentlig tænkt, at dette indlæg ikke skulle handle så meget om arbejdet på hospitalet, men det er lidt som om, at når jeg først går i gang med at skrive om det, følger den ene frustration og overvejelse bare den anden. Jeg håber ikke, at I synes, at det er alt for deprimerende at læse ;-)

Nu videre til nogle af de gode oplevelser, jeg har haft den sidste uges tid:

I torsdags var vi på besøg ved et lokalt sted kaldet "Safe House", der tilbyder husly og beskyttelse til piger, der flygter fra omskæring, børneægteskaber og voldtægter i familien samt nogle forældreløse børn. I nogle stammer omskærer de piger fra 8 års alderen, da de så kan få større indtægt, når pigerne "sælges" til ægteskab. Det var virkelig nogle forfærdelige historier, der kunne fortælles om, hvad nogle af disse piger er flygtet fra, og samtidig er det fantastisk med et sted, som beskytter pigerne og forsøger at undgå, at omskæringen fortsætter. Stedet har egentlig sengepladser til 48 piger, men havde, da vi var på besøg, 74 piger boende - og de sov derfor flere i samme seng. De kunne samtidig fortælle, at der i "omskæringssæsonen" (forfærdeligt at det findes sådan en!) i november og december til tider er op til 200 piger, som derfor sover på madrasser i en stor sal. Under deres ophold har pigerne mulighed for at tage forskellige kurser, fx i syning eller engelsk. Derudover står de selv for tøjvask og madlavning (da de er løbet tør for penge til at betale deres madmor). Pigerne var rigtig søde og nysgerrige i forbindelse med vores besøg, og vi regner med, at vi kigger forbi igen inden vi rejser fra Mugumu.

Fredag var vi på et kort visit på en lokal skole kaldet Little Flower, hvor UCN tidligere har haft lærer- og pædagogstuderende i praktik. Pga. nogle kommunikationsudfordringer er der ikke nogen i praktik der nu, men det er en rigtig fin og ordentlig privatskole med nogle meget høflige og flittige elever og en rigtig flink rektor. Vores besøg blev dog lidt kort, da Mathilde og jeg skulle hjem, så vi kunne komme afsted på safari, hvor vi tilbragte fredag til søndag - en tur jeg virkelig havde set frem til, og som til fulde var alle pengene værd. :-)

Vi blev omkring middagstid fredag samlet op af en safaribil med de tre lærer- og pædagogstuderende, der er i praktik i Mwanza, som vi fulgtes med på rejsen herned. Safariweekenden bød på oplevelsen af en masse forskellige savannedyr. Vi så bl.a. flodheste, elefanter, giraffer, zebraer, bavianer, vortesvin, løver, leoparder, geparder, hyæner, forskellige antilope/bukke arter, gribbe, ørne og meget meget mere. Og så så vi selvfølgelig Serengetis endeløse savanne, en masse andre turister i safaribiler og blev svinet til med en helt masse støv fra de bumlede jordveje. I weekenden overnattede vi i telt og fik serveret en masse virkelig lækker mad (der skal ikke så meget til, når man er vant til at gå sulten i seng hver aften…) fra kokken Isak. Alt i alt synes jeg, at det var en rigtig vellykket tur, hvor vi hyggede os, og fik et dejlig og tiltrængt afbræk fra hverdagen i Mugumu. Når jeg kommer hjem, må I endelig komme forbi til en fremvisning af alle de fine billeder, jeg fik taget, hvis I har lyst ;-)

Jeg tænker, at det er alt jeg vil komme omkring for nu. Jeg håber, at I nyder det sidste ferie derhjemme (dem der stadig har det ;-) og ellers bare sætter pris på vores velfungerende samfund - man får virkelig sat det hele i perspektiv efter et ophold her!

Mange kram fra Caroline