Hej derhjemme

Så fandt jeg endelig tid til at få skrevet en lille opdatering på min gøren og laden her i den tanzanianske. Det er ved at være lidt tid siden, at I sidst har hørt fra mig, hvilket egentlig har flere årsager. Primært skyldes det, at livet her i Mugumu er blevet meget hverdag, og derfor tager en den dag bare den anden, og inden jeg fik set mig om, var der gået en uges tid. Jeg havde så egentlig tænkt mig at skrive i mandags, men der fik jeg mig en ordentlig omgang forkølelse med hovedpine, ondt i halsen og snot. Det blev så, et sted mellem tirsdag aften og onsdag morgen, afløst af en god omgang "maveonde", som i en stor del af tiden de sidste 3 dage har bundet mig til sengen eller toilettet… Derfor har energien ikke lige været på sit højeste, men nu er det vendt og jeg er klar på at der skal ske lidt andet. Heldigvis har vi netop fået besøg af vores to vejledere/undervisere fra UCN, som er i Mugumu til og med mandag, så i weekenden har vi planer om at besøge "Ikoma Cultural Center", hvor man kan opleve livet i en af de lokale stammelandsbyer - og så kan man efter sigende købe lidt souvenirs, hvilket ellers ikke rigtig er en mulighed her i byen, da det ikke er et oplagt turistmål. I hvert fald ikke til andet end en enkelt overnatning eller et pitstop på vej på safari.

Nå, men det skal I nok høre noget mere om, når jeg engang kommer på den anden side af weekenden, og faktisk har set, hvad det har at byde på :-)

Som jeg skrev har hverdagen ramt mig lidt, og dagene går derfor bare lidt slag i slag med de samme rutiner og gøremål. Byen er ikke verdens største, og har ikke alverden at byde på, så det er ikke de store oplevelser (ud over den oplevelse det faktisk er, bare at være et sted, der er så diametralt modsat af det man kender) den byder på. Aftenerne bruger vi bare hjemme i huset, da vi ikke skal gå ude efter, der er blevet mørkt (hvilket er kl. 19), så de bliver med spil eller læsning, og en sjælden gang imellem en film eller et bad. Alt er bare mere besværligt hernede, så at tage et bad, er virkelig krævende, da der skal varmes vand over gaskomfuret og badet foregår ved hjælp fra en spand og et krus - Derfor er det ikke noget, der sker så ofte. Desuden er vandet også brunt, så det kan diskuteres, hvor ren man egentlig bliver…

Arbejdet på hospitalet går jo også bare sin daglige gang, på sin egen forvirrende, langsomme og til tider kaotiske måde. At arbejde på en fødegang hernede medfører rigtig mange vilde oplevelser og frustrationer, og det er virkelig svært at beskrive, hvis man ikke selv har oplevet det. Frustrationerne spænder vidt, og hænger i meget høj grad sammen med forskelle i kultur og en helt anden samfundsøkonomi. En af mine mange frustrationer, og nok egentlig den største, er at personalet/ de studerende hernede i bund og grund har et forholdsvis stor jordemoderfagligviden og nogle retningslinjer, som i flere henseende mindre rigtig meget om det vi kender hjemmefra. Udfordringen er bare, at de nok så fint i stille og rolige samtaler kan redegøre herfor - typisk ved hjælp af punkter eller remser, som har hjulpet dem på vej i deres udenadslære - men 10 min efter kan de så i praksis gøre noget helt andet. Fx ved de godt at det er helt normalt, at en førstegangsfødende kan presse i op til en time, men alligevel står de klar til at give hende vestimulerende efter en presseperiode på 15 min (hvor der vel og mærket er helt vildt hurtig fremgang..). Det er helt vildt svært at arbejde med, og jeg kan godt mærke, at jeg virkelig skal være skrap på, hvad jeg vil være med til, når det er mig, der står med fødslerne, for at undgå, at de bare tager over og går over min grænse for, hvad jeg synes er okay at gøre i situationen.

En anden ting, jeg virkelig ofte bliver frustreret over er deres tempo (som vist er nævnt lidt før). Alt går bare i slowmotion - og det er uanset om det er akut eller ej. I sidste uge var der fx to kvinder, som de mente skulle have akut kejsersnit, den ene pga. stort fosterskøn på omkring 3500 g (hvilket er et stort barn hernede) og den anden pga. at der var lyttet en hurtig hjertelyd en enkelt gang i starten af fødslen, uden at de vidste hvorfor. Det ender dog med at begge kvinder når at føde, inden de får snøvlet sig sammen til at lave kejsersnittene. I den her situation var det egentlig OK, da indikationerne i min ører var lidt vattede, men havde det været mere akut, havde det være en lidt anden snak. Men altså, det hurtigste kejsersnit der kan laves tager også min. 40 min - hvis lægen vel og mærket er i nærheden…

Den sidste, men også store frustration, jeg ofte har er det store ansvar vi hele tiden bliver tillagt i vores arbejde hernede på flere måder. De stoler rigtig meget på vores vurderinger, hvilket jeg tænker er fordi vi er bedre uddannet og har en bredere og mere opdateret viden end dem, og de ofte ikke selv ved, hvad de skal gøre. Det svære er bare, når det omhandler emner, som egentlig lægger uden for vores primære kompetenceområde - specielt ift. neonatologi . hvilket vi kun har en lille viden om, men stadig ved mere om end dem. Et andet ansvar vi flere gange har stået med, er i akutte situationer, hvor jeg, eller en af mine medstuderende, har stået med en følelse af, at hvis ikke vi havde handlet, var der slet ikke blevet handlet - og det er virkelig frustrerende! De har på en eller anden måde en ligegyldighed overfor andre mennesker - også når de står med liv og død mellem hænderne. De har færre ressourcer pga. af deres økonomi hernede, men hvis de så bare i det mindste gjorde, hvad de kunne, men de ressourcer, der er til rådighed, ville det være lidt mere tilfredsstillende..

Nå, nok om mine frustrationer og tilbage til nogle oplevelser udenfor hospitalet:

Sidste lørdag var vi til dimission for nogle af de lokale studerende i menonitkirken. Der var kun 6 der dimiterede, men der blev ikke sparret på festlighederne og de blev fejret med sang, dans og mad - da det hele endelig gik i gang. Som altid var det nemlig forsinket, så vi sad og ventede i næsten 2 timer inden de andre fandt vej til kirken… Det var en lang, men festlig og hyggelig, dag.

Søndag er de lokales kirkedag, og der bliver derfor trukket i os fra alle sider, for at få os til at besøge de forskellige kirker i området (og dem er der virkelig mange af!) I søndag havde vi derfor en aftale med en fyr, der hedder Chris, som nogle af pigerne havde mødt tidligere på ugen inde i byen. Chris er (indtil videre - man ved aldrig helt med afrikanere… ;-) er en rigtig flink og reel ung fyr, der er god til engelsk, og gerne vil hjælpe os, når vi møder kulturelle og sproglige udfordringer. Han har sammen med sin kæreste et lille lokalt "børnehjem" for 18 forældreløse børn, som vi tog med i kirken for at møde. Det var endnu en hyggelig dag, hvor vi med til børnekirke både for de forældreløse og de resterende børn fra kirken. Der blev sunget, fortalt og leget. Efterfølgende blev vi og spiste lidt frokost med børnehjemsbørnene, som virkelig ikke har ret meget, men er en flok skønne unger. Forhåbentlig ser vi dem igen, inden vi rejser herfra.

I onsdags havde vi egentlig planlagt, at vi skulle være med til noget undervisning på skolen, for at få en ide om, hvordan det foregår hernede. Det var dog desværre ikke en mulighed, da de fleste studerende har eksamen for tiden. I stedet blev vi så headhuntet til at være eksaminatorer ved en eksamen for de førsteårsstuderende i klinisk medicin. Vi sad derfor ved hver vores station, hvor de skulle vise at de fx kunne tage blodtryk, måle puls, respiration og temperatur, anlægge kateter på en mand, rense et inficeret sår, rede en seng, hvori der lå en patient mm. Deres eksamen viste endnu engang, hvor meget deres uddannelse bygger på udenadslære, idet de blev vurderet ud fra, hvorvidt de kom omkring alle de punkter, der var på en tjekliste, som de inden havde haft mulighed for at øve sig på. Det var lidt skræmmende, hvor dårlige nogle af dem var, og hvis det er deres kommende læger (hvilket jeg er lidt i tvivl om, det er), er det bare endnu en grund til, at jeg ikke skal indlægges hernede. Jeg holdt dog, pga. sygdom, ikke ud hele dagen, og måtte i løbet af eftermiddagen hjem i min seng - hvilket nok egentlig var godt nok, da de andre første endte med at komme hjem omkring kl. 19… ;-)

Det var vist alt, der var at berette for denne gang. I hører garanteret fra mig igen på et eller andet tidspunkt ;-)

Kram fra Caroline