Det er blevet tid til min sidste lille fortælling her fra Tanzania, da hjemrejsen nu nærmer sig med meget hastige skridt. Siden mit sidste blogindlæg er det sket mange ting. Vi har nemlig taget afsked med Mugumu, Kisare og NDDH, der har dannet rammerne om og været vores hjem i de sidste 5,5 uger.

I sidste uge havde vi vores sidste rigtige arbejdsdage på hospitalet. Det var en uge der, som alle andre uger hernede, bød på meget blandede oplevelser. Bl.a. fik jeg forklaret og lavet sårpleje med de sygeplejerskestuderende (uden at kaste op! Hvilket er imponerende med den lugt, det havde…), jeg tog imod tvillinger, hvor den første blev født vaginalt og den anden kom til verden ved kejsersnit (2,5 time efter nummer 1), jeg oplevede en mand, der var så desperat for ikke at komme tilbage til fængslet, at han både bed sin tunge af og rev sit sår op (tror vi?), jeg så en kvinde få hældt sprit ned over en ikke syet bristning 2 dage efter fødslen (og fik fantomsmerter i mit eget underliv) og så har jeg haft en meget spændende diskussion med nogle af de lokale studerende om omskæring, hvor vi endte med at være enige om at være uenige, da de bl.a. ikke helt kunne forstå, at kvindens sexlyst ikke kun sidder i hendes klitoris (og derudover synes, at det er mærkeligt, at vi i Danmark ikke gør noget ved kvinderne, som gør ondt på dem eller de er bange for…) Alt i alt en spændende, travl, kedelig, frustrerende, ansvarsfuld og underlig sidste uge, der satte punktum for et praktikforløb, der i grove træk kan beskrives med nogle af de samme ord.

Som jeg har skrevet tidligere, er vi fra starten af vores ophold blevet trukket i fra flere sider af lokale, der meget gerne ville have os på besøg hjemme hos dem. I lørdags var vi derfor på besøg hos Hamis, også kaldet benmanden, der arbejder med noget registrering- og kontor/computerhalløj på hospitalet. Det er egentlig ikke en mand vi har haft ret meget med at gøre, ud over at han styrer slagets gang til morgenmøderne, men han ville så hjertens gerne have os på besøg, og i lørdags havde vi ikke rigtig nogen undskyldning for at sige nej. Vi var derfor hjemme hos ham til formiddagskaffe og frokost. Vi blev vist rundt i haven og fik hilst på hele familien (der var både kone, børn, nevøer, niecer og måske noget søster/svigerinde? hjemme). Derudover fik vi snakket lidt om Tanzania vs. Danmark (det klassiske samtaleemne), praksis på hospitalet og vores oplevelser, hvor vi egentlig i mange henseende var enige om, at tingene ikke altid er helt optimale ift. fx personalets håndtering. Han fik også spillet lidt guitar, sunget skønsang om Gud og Jesus og rost sig selv for sin store visdom. Heldigvis var han meget glad for at høre sig selv tale, så der var ikke rigtig nogen pinlig tavshed. For at undgå at besøget skulle være en heldagsforestilling, havde vi lavet andre planer om eftermiddagen. Dette fik Hamis dog sørget for at give os rigtig dårlig samvittighed over, idet han flere gange under vores besøg pointerede, at han havde troet, at vi blev længere, og at et typisk besøg i Tanzania varede til sent på eftermiddagen. Men det var der jo ikke rigtig noget at gøre ved - ud over at vi flyttede vores aftale en time, så vi kunne nå at få ris og kartofler med ged i sovs.

Eftermiddagen brugte vi så med Chris og Sarah, der er dem, der arbejder med de forældreløse børn, som jeg har nævnt i et tidligere opslag. Som I måske har set på Facebook, havde vi lavet en lille indsamling og købt en masse forskellige ting, som børnene havde brug for. Vi havde fx købt tæpper, myggenet, tøj, skoleuniformer, kladdehæfter, førstehjælpskasse, legetøj, slik og meget andet, som vi fik afleveret. Derudover fortalte vi dem også, at der var samlet penge ind til sundhedstjek og medicin mm. De blev begge meget overvældet og glade, men som altid med tanzanierne viste de ikke ret mange følelser, og de store glædesudbrud, som vi havde håbet på, måtte vi se lagt efter. Der er dog ingen tvivl om, at de var meget meget taknemmelige, og der blev da også sagt tak til Gud ret mange gange - det er jo bare deres måde, at vise taknemmelighed på.

Søndag havde vi afsat til en sidste gang at komme i kirke og derefter hygge med de forældreløse børn. I forbindelse med gudstjenesten gik vi igen med børnene til "børnekirke", hvor vi hyggede med bibelfortællinger, lege, sange og bare en masse hygge og grin. Efter selve gudstjenesten blev hele menigheden samlet bag ved kirken, hvor alle de donationer, vi havde afleveret til Chris og Sarah dagen forinden var fundet frem. Selvom vi havde forsøgt at holde donationerne diskrete, handlet ind i smug og prøvet at holde alt omkring det stille og roligt (mest for deres skyld, for ikke at gøre dem for ofre for tyveri) er det åbenbart ikke sådan man gør. Alle tingene blev derfor pakket ud, så alle kunne se det, og vi blev (meget imod vores vilje) hevet frem, så alle også kunne se, hvem det kom fra. Det var det fuldstændig modsatte af, hvad vi havde planlagt, men sådan er det jo så ofte hernede. Efter det store postyr tog alle dog hjem, og vi blev tilbage med de dejlige forældreløse børn. I forbindelse med, at vi havde kigget i en container på sygehuset, havde vi fundet noget gips, som var for gammelt, og som de på hospitalet ikke ved hvordan man skal bruge. Det havde vi derfor taget med, og vi brugte derfor eftermiddagen på at lave gipsmasker med børnene. Det var en rigtig stor succes og både børn og voksne var rigtig godt underholdt.

Denne uge har primært stået på afsked med Mugumu. Mandag var vi til vores sidste morgenmøde, hvor vi fik sagt farvel til personalet på hospitalet. Derefter var vi rundt med gaver til de forskellige afdelinger bestående af donationer vi har haft med fra Danmark. Derudover fik de jordemødre, læger, sygeplejersker og studerende, der har hjulpet os under vores ophold også en lille ting, som tak for hjælpen. De fleste var rigtig søde og taknemmelige, men nogle af de studerende forventede også bare mere, når først de havde fået noget, hvilket var virkelig irriterende. Og så er det altid svært, når man ikke har gaver til alle, specielt hernede, fordi folk er meget direkte. Det betød at studerende, som vi nærmest aldrig har snakket med, stoppede os, og spurgte om vi ikke havde en gave til dem - vi er jo rige hvide mennesker (Eller ikke…) Om aftenen var vi med til vores sidste aftenbøn, hvor vi blev ønsket god hjemrejse med både sang og bøn og derefter kom Chris forbi, for at sige farvel.

Tirsdag brugte vi bare på at slappe af, få pakket alle vores ting og afleveret de sidste afskedsgaver. Om aftenen blev der holdt en hyggelig afskedsmiddag for os på Giraffen (det lokale hotel) med noget af personalet fra skolen og sygehuset. En rigtig fin afslutning, som var helt tilpas i varighed, og hvor vi fik en lille afskedsgave til evigt minde om Mugumu - en virkelig sød overraskelse!

Det meste af onsdag brugte vi så på køreturen til Mwanza, som tager lige knap 6 timer på meget ujævne veje. Her i Mwanza bor vi på et virkelig lækkert 5-stjernet hotel med palmer, fiskedam, pool og udsigt over Victoriasøen. Det er virkelig luksus og en stor (og tiltrængt!) kontrast til vores liv i Mugumu. Ankomsten blev fejret med en lækkert middag i restauranten med burger, pommes og Mojito efterfulgt af 1,5 times selvforkælelse i deres spa med bodyscrub, massage og ansigtsbehandling (+et bad i en bruser med rent, varmt vand). Det kunne virkelig ikke være meget bedre!

I torsdags var der overskyet, så planen om at skulle ligge på en solseng ved poolen, og arbejde på at få en tan, blev lidt forpurret. Vi lå der dog og nød de lune temperaturer om formiddag, og på trods af solen kunne kiggede frem i måske sammenlagt 10 min., lykkedes det mig at blive solskoldet på ryggen (Jeg er åbenbart for bleg til Afrika - selv når der er overskyet…). Eftermiddagen brugte vi på at besøge TCRC, der er et børnehjem her i Mwanza, hvor de pædagog- og lærerstuderende har været i praktik. Det var en rigtig hyggelig eftermiddag, hvor vi fik kørt med dalla dalla, set de omgivelser, de har været i og snakket, spillet og hygget med børnene. En dejlig måde at bruge eftermiddagen, når der alligevel ikke var poolvejr.

Til gengæld har solen være en masse fremme både i går og i dag, så der har jeg haft god tid til at ligge og stege ved poolkanten og få badet med udsigt over Victoriasøen. Det er så stort set også det eneste vi (udover at spise og få drinks, selvfølgelig) har brugt de seneste par dage på. I dag har vi sagt farvel til de 3 sygeplejerskestuderende, der er taget videre til Arusha og 14 dages ferie med safari og badeferie på Zanzibar.

Nu er der heller ikke mere end et par dage, før jeg vender snuden mod Danmark igen - og jeg glæder mig! De sidste afrikanske kram fra Caroline