Hej derhjemme

Så har jeg fundet mig tid til at skrive den første opdatering og hilsen her fra varme, kolde, våde og tørre Tanzania.

Vi landede i fredags sent om aftenen i Mwanza lufthavn efter en lang rejse, som også blev udskudt mere end vi havde regnet med. Vi skulle på rejsen fra Aalborg mellemlande i Amsterdam, Nairobi og Kilimanjaro lufthavn og efter planen ankomme til Mwanza kl. 11 fredag formiddag. Alt gik rigtig godt indtil vi kom til Tanzania. Den korte tekniske mellemlanding i Kilimanjaro lufthavnen, som egentlig kun skulle have tage 20-30 min blev forlænget til godt 9 timer uden at vi egentlig fandt rigtigt ud af hvorfor. Da vi landede i Kili fik vi at vide, at der var tekniske problemer, og at vi derfor skulle vente i lufthavnen i 2 timer. Godt 30 min senere kunne vi dog se "vores fly" lette mod Zanzibar - så om de bare manglede et fly til den tur, og så gik det ud over os, vides ikke. Efter de to timer fik vi at vide, at der var yderligere forsinkelse på ubestemt tid, og en time senere igen lød beskeden at vi tidligst skulle forvente afgang derfra kl. 18.50 - altså knap 9 timer efter planlagt afgang. Vi blev derfor installeret på en motel i nærheden, hvor vi kunne få en lur, da vi havde været på farten i næsten et døgn, og alle var mere trætte. Omkring kl. 19.30 kom dog afsted, og knap 1,5 time senere landede vi i Mwanza, hvor vi efter bøvl med visum og en forsvundet kuffert (der dog er fundet igen!) fandt en taxa til vores hostel, hvor vi fik en tiltrængt nats søvn.

Lørdag havde vi planlagt at bruge i Mwanza, da vi skulle vente på, at Julie (der også er jordemoderstuderende) kom dertil efter en ferie med sin familie, så vi i samlet flok kunne blive fragtet til Mugumu, der er vores base i disse 6 uger. Mwanza er Tanzanias 2. største by med 1,1 mio. indbyggere, men det bærer virkelig også præg af at være en fattig by, og slet ikke et turistområde. Vi startede dagen i det lokale storcenter. Der skulle dog ikke gå land tid, før vi endnu en gang kom på prøve med den afrikanske måde at gøre tingene på (og Murphys lov: Hvis noget kan gå galt, vil det gå galt). Da de andre piger ville hæve Tanzaniaske shilling i den lokale ATM blev Louises (en af de sygeplejerskestuderende) visa kort nemlig snuppet af maskinen, da hun åbenbart var for langsom til at indtaste beløb osv. Det medførte derfor godt en times bøvl med at få det igen, da banker ifølge tanzaniask lov skal destruere inddragende kort, hvis de er registreret i en udenlandsk bank. Undtagelsesvis lykkedes det dog at få kortet retur. Efter frokosten gik vi en lille tur i byen, for at komme ned og se Victoria søen, som egentlig er noget af det eneste Mwanza har at byde på af turistoplevelser. Det blev dog en kort tur, da det ikke rigtig er en turist by og folk derfor kiggede rigtig meget efter os på gaden, så det var ikke ret trygt at bevæge sig rundt.

Søndag brugte vi hele dagen på at køre til Mugumu, hvilket er en tur på omkring 6 timer. Mr. Uressa (Inspektøren på den skole vi bor ved) og hospitalets chauffør Gerald var kommet til Mwanza lørdag, og tog så os med retur, efter vi havde hentet Julie i lufthavnen. Turen var rigtig fin, og selvom at vi var 8 personer og omkring 18 stykker bagage proppet ind i en forholdsvis lille bil, slap vi med ondt i bagdelen og lettere krampe i benene. De første 3 timer kørte vi på en asfalteret vej, herefter holdte vi en kort spisepause i byen Bunda. De sidste 3 timers kørsel forgik så på jordvej, hvilket var ret bumlet, men ikke en kæmpe forskel fra deres asfaltveje, som ikke er fantastiske… ;-) På køreturen fik vi vores første smag på Tanzanias dyreliv, da vi (udover køer, geder og høns, som er alle steder) så en flok zebraer og vandbøfler. Derudover var der mennesker der gik eller cyklede langs vejen på hele turen - uanset hvor øde der så ud. Her er virkelig mange mennesker!

Da vi ankom til Mugumu var nøglen til vores hus, som er en studiebolig på skolens område, blevet væk. Vi blev derfor til en start indlogeret hos vores søde nabo Ojanjo indtil nøglen dukkede op. Da vi endelig var kommet lidt på plads i vores hus, som har det vi har behov for, men absolut ikke mere, gik strømmen selvfølgelig (typisk Afrika!) og pandelamperne måtte i brug indtil vi gik i seng. Jeg skal nok få lagt nogle bileder op af huset, når jeg lige får tid.

I går blev vi vist rundt på skolen; Kisare College of Health Science og hospitalet; Nyerere DDH, som ligger lige ved siden af, af vores mentor Mr. Lumbe, der er lærer på skolen. Vi blev også introduceret til byen og kom på besøg hjemme hos Mr. Lumbe, hvor vi hilste på hans kone og også blev inviteret på middag på lørdag. Tanzanianerne er virkelig et gæstfrit folkefærd, selvom at de ikke har ret meget.

I dag har jeg haft min første vagt på fødegangen, hvilket var lidt overvældende, idet jeg godt kan mærke, at jeg lige skal finde min plads i kulturen, sproget og min tro på mine jordemoderfaglige evner. Det tænker jeg, at jeg vil skrive mere om i næste indlæg. Dagen har været virkelig udmattende, så nu vil jeg sove indtil hundene hyler om kap, køerne muh'er eller hanerne galer.

Jeg håber, at I nyder sommeren i Danmark. Her er der varmt om dagen, koldt om natten og en gang imellem kommer der en regnbyge forbi - hvilket er helt fint i et eller meget tørt landskab.

Kram fra Caroline