Profile
Blog
Photos
Videos
Så kom dagen hvor vi synes vi skulle sove længe, uden at sætte noget vækkeur. Så vi vågnede kl. 9.00 og lå derefter og læste og chillede lidt. Derefter tog vi lidt morgenmad på terrassen og bevægede os ud i byen ved middagstid. Her mødes vi af en ubehagelig tung og fugtig varme, 31 grader i dag, men det føltes som at være i en sauna. Der var ingen vind og når der endelig kom en lille form for brise, føltes det som at stå bag en bus. Sigtbarheden var noget mindre end i går og generelt meget gråt i vejret.
Vi havde sat os for at vi ville spise sushi til middagsmad - og vi fandt stedet med sushi i går, så det var bare af sted til samme sted. Det var lidt lettere sagt end gjort. Shanghai's metro er kæmpe og den indeholder et kæmpe shopping marked, hvor vores sushi bar lå gemt. Efter godt 3 kvarter finder vi endelig vores sushi bar igen - og vi er klar til lidt lækker middagsmad.
Vores plan for i dag, var at gå langs Shanghais Wall Street og tage en flodtur på Huangpu floden, med udsigt til Pudong, The bund og de mange nye broer i Shanghai. Efter middagsmaden tager vi metroen til The Wall street. Himlen er nu blevet noget mere grå/sort og det begynder at ligne at det trækker op til uvejr. Camilla begynder at pive lidt efter små lyn og buldren ude i horisonten. Kristine er mega tilfreds med at det snart bliver uvejr og er meget flittig med at tage billeder og fortsat meget opsat på at gå ad Wall Street og tage billeder. Pludselig begynder det at regne forholdsvis kraftigt og ALLE kinesere flår fluks deres paraplyer frem og søger mod den nærmeste overdækning (de ved godt hvad der venter)- inklusiv os, bare uden paraplyer. Vi beslutter at den flodtur på Huangpu floden vidst må vente til i morgen..
Vi tager herefter en metro til vores hostel. Da vi kommer af metroen fornemmer vi, at der er et voldsomt uvejr udenfor, da alle står i flokke og ikke rigtig tør gå ud af metroen. Da vi kommer op til overfladen, forstår vi godt at ingen vil bevæge sig ud i det uvejr - for det er helt gråt udenfor og DET STÅR NED I STÆNGER, lyner og tordner på fuld skrald. Vi beslutter os for at trodse det vilde uvejr, købe en paraply og gå ud i uvejret. (De kinesere er snedige. De sælger lige hvad vi har brug for, foran næsen på os - i dette tilfælde en paraply).
Vi undervurderede lidt det vilde regnvejr, som på meget kort tid havde dannet kæmpe vandpytter på gader og stræder. Vi går hurtigt i vand til anklerne og bliver så våde, at paraplyen egentlig kunne have været lige meget. På vej ned mod vores hostel, stiger vandmængderne noget og vi går nu i vand til læggene. Det siger vidst noget om, at deres kloakker ikke har den helt store effekt. Vi kommer tilbage på vores hostel og beslutter os for at lægge alle vores værdier og tage en tur ud i uvejret igen. Når biler og busser kører forbi os, dannes der bølger, som skvulper ind over cykelstier og mod butikkerne, som kæmper ivrigt med at holde vandet ude af deres butikker og restauranter. Vi går stadig i vand til læggene og flere gange vikles der ting og gammelt skrald rundt om vores ben, som de store vandmængder har revet med sig undervejs. Fyffer pyffer, siger vi bare ..!!!
Alt i alt, en meget våd og hyggelig dag, hvor vi egentlig ikke har lavet det store eller set en masse, men det endte med at blive ret så hyggeligt med det vilde uvejr alligevel. Herefter besluttede vi at det måtte belønnes med en kold øl på terrassen og herefter et varmt bad J
Nu står den på kopnudler og hygge på værelset.. Det var vidst alt for nu !!
- comments