Profile
Blog
Photos
Videos
Dagen startede stille og roligt ud kl.9.00, hvor vi fik morgenmad bestående af frugt og så tog vi af sted.
I dag havde vi bestemt os for, at se det der ligger på vores side af Huangpu floden. Floden deler Shanghai i to.
Det første der rammer os, da vi kommer ud, er en mur af varme. Shanghai har lige skruet op for temperaturen til vores ankomst, og det er nordbo Kristine ikke helt tilfreds med. I hvert fald er der ingen pudder i ansigtet efter 10 min.
Shanghais World Finalcial Center og Orientens perle, ligger lige for enden af vores vej, så her startede vi.
WFC er den højeste bygning i Shanghai og anden højeste i verden, med sine 492 meter. Den ligner en kæmpe øloplukker. Vi tænkte, at man måske kunne komme op og se ud over byen, men den bruges vist kun til erhverv og ikke turisme.
Orientens perle, er et 468 m højt tv tårn med 3 store lyserøde kugler. Her kunne man få lov at komme op, hvis man ellers ville betale 80 yuan. Det synes vi ikke lige, at det var værd.
Næste stop på turen var the Bund. Vi troede egentlig, at det lå på vores side af floden, men vi fandt ud af det modsatte. The bund, er promenaden på vestsiden af Huangpu floden, hvor man kan se ud over floden med alle skyskraberne i baggrunden. Vi tog the Bund seightseeing tunnel, for at komme over på den anden side. Det var en lidt sjov tur, hvor man kører i en slags lukket cablecar, bortset fra at den kører på skinner under jorden. Inde i tunnelen, havde de lavet lysshow og lydeffekter, så der var lidt at se på.
Da vi kommer op til overfladen igen, er det tydeligt at se, at nu er vi kommet til turistområde. Her stiger priserne nemlig på turistvarer. Vi har gennem hele turen kunnet købe is til 3 yuan, nu koster de 10 yuan ;)
Udsigten var super flot og meget imponerende med alle deres høje bygninger i super kreative faconer.
Fra the Bund, kan man gå 1 km ned af Nanjing road, som er et "must see" i Shanghai. Det er deres dyreste og fineste gågade, med alle de butikker man kan forestille sig. Dyre mærkevarer blandet med sjove kinesiske antik butikker og dyre hoteller.
Vi får købt lidt og får lidt mad undervejs.
Ved enden af gågaden møder man Peoples Square, som også var en af vores destinationer i dag. Her ligger mange af deres museer, bl.a. Shanghai Museum som lidt ligner Aros i Århus. Den har en firkantet kasse for neden og et udsnit af en cirkel på toppen, ligesom regnbuen. Bygningen her er dog i farverne bronze og beige.
Vi går lidt rundt i Peoples park, som er rigtig hyggelig med små stier. Stierne får en huleeffekt, fordi trækronerne slutter tæt over stierne. Der er små søer i parken med åkander og mange af kineserne bruger parken til at slappe af, spille kort og spise middagsmad. Idyllen blev dog lidt ødelagt, idet Dior var i gang med at indspille et eller andet midt på at af de små pladser.
Vi gik og nød skyggen i parken og det at luften er væsentlig renere end i Beijing. Her kan man se bygningerne i horisonten tydeligt, luften føles rimelig frisk og der er en rar vestlig følelse i byen.
Vi er også meget imponerede over, at de her kan finde ud af at bruge lyskrydsene. I Beijing kører man over lige meget, om det er rødt eller grønt, og fodgængere har altid vigepligten. Her i Shanghai kan man gå over for grønt i fodgænger overgangen, og rent faktisk vide at man har grønt lys til at gå.
Vi slutter dagen lidt tidligt, da vi har nået det vi skulle for i dag.
Metrosystemet er fantastisk i Shanghai, ligesom det var i Beijing, så det er den foretrukne transport. I metroen er der også en fantastisk dejlig kølig temperatur. Er der noget Kineserne har styr på, så er det nemlig aircondition. Alle butikker, metoer, centre osv. er kølet ned. Det er en befrielse at komme ind i, når man er på byvandring med rygsæk i 33 graders varme og uden megen vind.
Da vi kommer hjem, ser vi en massageklinik lige ved siden af vores Hostel. Vi bliver enige om, at det har vi bestemt fortjent og går hjem med rygsækken, for så at komme tilbage bagefter.
Vi tror først, at det er den lækre butik til venstre for skiltet, men det viser sig at vi skal op af en trappe, som ligner noget værre sjusk og helt op til toppen i bygningen. Her går vi igennem et forhæng af beskidte gummistrimler og ind i massagebiksen i tagetagen.
Det ser lidt specielt ud men priserne er meget fordelagtige. Vi kan få 60 minutters kropsmassage med fokus på ryg og 50 minutters fodmassage, for 130 yuan. Det er da det, vi skal ha! :D
Vi kommer ind i rummet som ser lidt snavset og gammelt ud, men heldigvis ligger de engangs plastikstykker hen over briksen, så man ikke skal ligge på stoffet. Vi kan få massagen i samme rum, så Camilla starter med fodmassagen og Kristine med kropsmassagen. Og for vildt det er lækkert. De to timer flyver af sted og, det er bare maks forkælelse. De to damer der masserer os, er virkelig dygtige og vi ligger næsten og falder i søvn.
Bagefter er vi helt dvaske, men beslutter alligevel lige at gå over og købe frugt og diverse til dagen i morgen. I morgen skal vi ud og se lidt på wall street og på en flodtur op og ned af Huangpu floden.
Dagen i dag har været et tydeligt bevis på at Shanghai, er langt længere fremme end Beijing. Byen er fyldt med skyskrabere og nærmest ingen bygninger i gammel kinesisk byggestil fra de dynastiernes tid.
De fleste skilte har en engelsk oversættelse og mange kinesere kan snakke lidt engelsk. Halleluja for det!
Vi bliver heller ikke fotograferet eller forfulgt af nysgerrige kinesere længere, for her er der mange andre fra vesten. Alt i alt har Shanghai gjort et fantastisk førstehåndsindtryk på os :D
- comments