Vi ankom til Rainbow Beach med bussen lørdag d. 13. marts ved 12-tiden. Vi checkede ind på Dingo's som heldigvis lå lige foran stoppestedet. Vi startede rigtig godt ud med at efterlade både vores nyindkøbte pap-vin (aka. "goon") i bagagerummet og Cecilies iPod (på trods af at hun faktisk havde overvejet hvor dumt det ville være at glemme den). Derfor var humøret ikke just højt da vi faldt om i vores senge på værelset. Cecilie prøevede forgæves 20 hundrede gange at ringe til busselskabet og høre om de havde fundet den, men på dette tidspunkt var telefonerne lukket.

Vi skulle til briefing om vores Fraser tur kl. 14.30, hvor vi fik en maaaasse information om sikkerhed og camping på Fraser. Vi blev delt op i grupper af ti personer. Vi kom i gruppe med fire engelske drenge, Tom C, Mark, Tom F og Dan, tre irske piger, Niamh, Tracy og Yvonne og en svensk pige, Freja. De virkede alle sammen rigtig søde. Vi sad lidt og snakkede med dem og kiggede på madlisten og bestilte alkohol (som de efterfølgende købte for os og stillede i isbokse i bilen - service!).

Efter briefingen tog vi en gratis mini-bus fra vores hostel op til Carlo Sandblow, som Rainbow Beach er kendt for. Det var ikke så godt vejr, så vi blev ikke så længe. I princippet er det bare en stor sandbakke, hvor solnedgangen skulle være rigtig flot. Vi pakkede vores tre-dages rygsække og gik tidligt i seng for at være friske dagen efter.

Vi stod op kl. 7 og fik gratis pandekager til morgenmad, som der er hver dag på hostelet (mmmm, delicious - lige hvad vi kan lide!). Så stillede vi vores store rygsække over i bagage-rummet og gik ud til vores næste briefing ved bilerne. Briefingen blev holdt af den sjoveste Aussie-mand vi har mødt indtil videre. Han hedder Merv og var spøjs både af udseende og personlighed. Han har en meget fremtrædende fortand, som var svær at abstrahere fra, når han talte. Han levede efter den livsfilosofi, at hvis man behandler andre godt, behandler de også én godt. Han var ikke bange for at sige sin ærlige mening om personer, som han under ét navn kaldte "bafoons". Vi gennemgik sikkerhed, ordentlig kørsel, mad og andet og skulle så pakke taget på bilen med alle vores tasker og andet haben-gut (eller hvordan det nu staves). Så var vi klar til at komme ned og tage en bil-færge (barge) over til Fraser Island.

Fraser Island er verdens største sandø. Den er omringet af hav, som er fyldt med hajer og farlige jelly-fish, og vi fik derfor streng besked på ikke at hoppe i de salte bølger (det behøvede de ikke at fortælle os mere end én gang). Der er også ferskvandskilder rundt på øen som danner store, flotte søer og masser af flot natur.

Vi blev sat af på øens sydspids og skulle første dag hele vejen op til Indian Head, som lå ved den nordlige spids. Vi fulgte stranden langs øens østkyst hele vejen op. På vejen stoppede vi ved et skibsvrag som øen er kendt for. Vi spiste frokost i et campingområde der hed Happy Valley. Vi nåede op til Indian Head, hvor man kunne komme op på nogle høje klipper og få en flot udsigt over havet. Vi satte os og var på udkig efter hajer og delfiner, men vi så dog kun lidt fisk hoppe i overfladen.

Merv havde skrevet tidsrum ind på vores kort, hvor det var sikkert at køre, da der grundet tide-vandet var perioder, hvor vandet kom for højt op på stranden og man derfor kunne risikere at blive skyllet ud i havet - bil og det hele. Vi tog tilbage ned langs stranden på østsiden og ledte efter campingområdet som Merv havde foreslået. Da vi fandt det, opdagede vi at der var blevet sat skilte op, om at området var blevet lukket på grund af for mange problemer med dingoer, som lever overalt på øen. Vi blev derfor nødt til at tage lidt længere ned, men vi fandt til sidst et sted at slå lejr sammen med en af de andre biler fra gruppen. I vores gruppe var rollerne byttet om, da det var pigerne der slog telte op og drengene der lavede mad. Vi sad alle på en stor presenning og nåede lige at spise vores dejlige mad inden det blev mørkt. Den anden gruppe havde sat deres skraldepose et par meter fra hvor de stod og en dingo var våget nok til at komme tæt nok på og tage skraldeposen med sig. Derfor blev gruppen nødt til at jage dingoen væk og samle al skraldet sammen igen, for ikke at tiltrække flere. Efter den episode var dingoerne blevet opmærksomme på vores lejr og kom derfor tilbage med jævne mellemrum i håb om at få nogle madrester fra os. Vi gjorde alt hvad vi kunne for at jage dem væk og måtte stå og slå potter og pander mod hinanden og råbe ad dem (de forstod med andre ord ikke et vink med en vognstang). Her tilbragte vi aftenen med at nyde vores medbragte pap-vin og lære de andre fra gruppen at kende.

Vi stod op om morgenen og spiste lidt cornflakes og peanutbutter madder og pakkede derefter lejren sammen og smed det hele op på taget igen. Så var det ellers afsted mod Lake Mackenzie. Vi stoppede på vejen ved et picnic/camping-sted og spiste frokost. Vi så en kæmpe slange ligge og sole sig ved en busk (se billeder) og stiftede også bekendtskab med en meget agressiv leguan som gerne ville deltage i festlighederne. Vi fandt senere ud af at den vist nok var ret giftig,

Efter frokost kørte vi 9 km på en meeeeget bumlet vej til den store sø, Lake Mackenzie. Da vi kom frem blev vi mødt af et fantastisk syn: Helt blå himmel, krystalblåt vand og kridhvidt sand. Hele gruppen sprang med det samme på hovedet i vandet. Aaaaah. Vi brugte det meste af eftermiddagen på at slappe af, lave menneskepyramider, dekorere folk med sand og andet spas (se billeder). Da klokken nærmede sig fire, var det desværre tid til at vinke farvel til den smukkeste sø vi nogensinde havde set og tage tilbage for at slå lejr og lave mad. På vej tilbage var uheldet lidt ude efter os, for at sige det mildt. Da vi havde kørt et lille stykke tilbage af bumle-bumle-vejen, kunne vi på bagsædet pludselig lugte gas (i bilen sidder man to på passagersædet foran, og syv personer bag i på to rækker, der vender mod hinanden - nårh ja, og så også en ved rattet). Vi skyndte os at stoppe bilen og kunne nu også høre gassen sive ud oppe på taget. Vi hoppede ud af bilen og fik lukket gasbeholderen igen. Vi satte os ind i bilen og havde ikke kørt fem minutter før en af bilerne bag os gjorde tegn til at vi skulle stoppe. Vi stoppede op og opdagede at vores venstre forhjul var punkteret. Vi blev derfor nødt til at skifte det, hvilket vi heldigvis fik hjælp med fra en af de andre biler. Det tog heldigvis ikke længe før vi var tilbage på vej mod stranden.

Da de andre var kørt i forvejen, og vi ikke vidste hvor de havde slået lejr, tænkte vi at vi hellere måtte finde vores eget sted og undgå tidevandet. Vi fandt et rigtig hyggeligt camping-område, hvor der ikke var andre i nærheden. Vi fik slået telte op på rekordtid og fik kogt kartofler og stegt bøffer på gasbrænderen på trods af at den burde have været tom. Det var rigtig hyggeligt bare at være vores egen gruppe, da man bedre kunne sidde og tale med folk og lære hinanden bedre at kende. Vi var alle enige om at vores lille "Fraser Familie" var den bedste af dem alle sammen, da vi alle kom rigtig godt ud af det med hinanden.

Næste dag efter morgenmad og pakning af bilen kørte vi lidt nordpå til en sti til Lake Wabby. Det tog omkring en halv time hver vej at gå, men turen var rigtig flot. Søen var også flot, men Lake Mackenzie vandt skønhedskonkurrencen efter vores mening. Her blev vi i en time og slappede af og lavede dryp-tårne på søbredden.

Vi spiste frokost da vi kom tilbage til bilen og kørte derefter ned og fangede færgen tilbage til Rainbow Beach. Her fik vi fyldt benzin på bilen og fik den tjekket på værkstedet. Vi endte med at betale 20$ pr. person for dækket, hvilket var lige til at overleve, da vi stadig havde den bedste tur nogensinde!

Endelig kom vi tilbage til vores hostel, Dingo's hvor vi endelig kunne komme i bad og ligge på madrasser (vi lå på den "bløde" jord i vores telte, med vores stjålne lilla'e Thai Airways tæpper de to nætter på Fraser) - Luksus!

Vi havde det så hyggeligt i vores lille Fraser Familie, at vi besluttede os for at tage ned til stranden og sidde og snakke og drikke de overskydende pap-vin rester fra turen.

Dagen efter checkede vi ud efter at have spist dejlige pandekager. Så skulle vi ellers sige farvel til de andre - rigtig sørgeligt! Drengene rejser den modsatte vej af os andre, så dem ser vi nok ikke lige foreløbig. To af pigerne skal være i Cairns på samme tid som os, så det kan jo være vi møder dem igen. De to andre piger tager snart hjem, så dem ser vi nok heller ikke. Vi tog bussen fra Rainbow Beach kl. 12.30 og ankom i Hervey Bay to timer senere. Vi blev hentet af en shuttle og bragt til YHA'et, hvor vi skulle være i en nat. Dette YHA var helt anderledes end de fleste andre og rigtig hyggeligt. Vi blev taget imod med velkomsdrinks og der var endda gratis morgenmad hver morgen. Da vi sad og spiste aftensmad, så vi pludselig et billede af os selv rulle over en af computernes pauseskærme. Vi troede først der var nogen der lavede sjov med os, men fandt ud af, at det var en pige vi havde mødt i Byron Bay der havde taget et billede af os, lagt det ind på computeren på Hervey Bay YHA'et og glemt at slette det igen. Meget mærkeligt tilfælde og lidt scary til at starte med.

Næste stop på vores rute er Town of 1770/Agnes Water, hvor vi skal være i to nætter, før vi skal på vores båd-tur rundt ved Whitsundays øerne.

Vi håber fortsat at alle har det godt derhjemme!

Mange hilsner,

Cecilie og Sophia