Profile
Blog
Photos
Videos
Blogindlæg: Noosa.
Her kommer en beretning om vores tid i Noosa og på Gagaju Bushcamp.
Vi ankom til Noosa Heads med Greyhoundbussen (som sædvanlig) fredag d. 5. marts ved 13-tiden. Her hoppede vi af bussen på Transit Centreret i Noosa, hvor vi regnede med at blive hentet af en minibus fra det hostel vi skulle bo på (Halse Lodge YHA), da vi så en masse andre minibusser fra andre hostels. Her sad vi nok 10-15 minutter og ventede, indtil vi til sidst spurgte en buschauffør om hun vidste hvor YHA hostel'et var hvorefter hun pegede og sagde det lå lige ovre på den anden side af rundkørslen, oppe på en bakke. Da vi kom derop, var vi i tvivl om det var det rigtige sted, da det ikke lignede de andre YHA hostels. Vi blev mødt af en stor hvid træ-bygning, med en stor veranda. Der var helt klart en anden stemning på dette YHA, i forhold til de andre vi har boet på. Efter at have checket ind gik vi en 10 minutters tur over en kæmpe bakke til byens centrum, hvor vi fik handlet ind og kiggede lidt rundt i butikker. Resten af aftenen brugte vi på at slappe af, da vi var lidt trætte. Da vi vågnede dagen efter, regnede det ikke, så vi tænkte vi ville tage ned til Noosa strand og ligge lidt tid og "sole". Vi lå nok i en time, hvor det var overskyet og så begyndte det ellers at regne ligeså stille. Cecilies yndlingssandaler gik også i stykker på vej derned og denne dag skulle hurtigt vise sig at være en af vores uheldigste dage. På grund af regnen ville vi tage til et shopping center i Noosa Civic, ca.15 minutter med bus. Endnu en gang var uheldet ude efter os og vi sad nok og ventede en time på at bussen skulle komme. Da vi endelig kom hen til shopping centeret, lukkede butikkerne 10 minutter efter, så vi handlede en smule ind og tog så ellers bussen til McD, som lå på vejen hjem. Grunden til at vi tog til McDonalds var fordi vi havde hørt at man kunne gå på deres internet gratis, men selvfølgelig lykkedes det ikke for os, selvom det virkede for alle andre! Så da vi stod i regnvejret og ventede på at komme med bussen hjem til vores hostel var humøret ikke højt.
Senere om aftenen hyggede vi med Sarah (canadier fra Surf Camp) og Julia (tysker fra Byron Bay) og tog på en bar, hvor man kan sige vores held vendte her, da Cecilie fandt 8 dollars på gulvet - YAAY:)
Søndag morgen skulle vi tidligt op, da vi skulle på dagstur med Sarah og Julia til Australia Zoo, som ligger cirka en time væk med bus fra Noosa. Vi havde sat vores alarmer til 6.45, da bussen kørte kl.8.30 og vi skulle nå og spise morgenmad og smøre madpakker samt skrive os på buslisten inden. Af en eller anden grund vågnede vi ikke og havde derfor meget stress på. Vi nåede dog bussen og kom til Steve Irwins Australia Zoo. Her startede vi med at se på store skildpadder og bagefter gik vi hen og fodrede nogle rigtig søde elefanter, hvilket var rigtig fedt! Vejret var godt og vi så en masse flotte dyr. Vi fik set slanger, krokodiller, tigere, wombats, tasmanian devils, echidnas, alligatorer, leguaner, oddere, forskellige fugle og mange andre dyr. Vi fik også lov til at komme helt tæt på kænguruer, wallabies og koalaer, hvor vi fik lov til at ae dem og tage billeder. Vi brugte det meste af dagen på at gå rundt i Zoo'en og tog så bussen hjem igen ved 16-tiden.
Mandag morgen var vejret også godt, så vi tog ned og lå på stranden i nogle timer. Her blev vi lidt røde på vores ben, da vi undervurderede solens styrke. Vi gik op på vores hostel og spiste frokost og tænkte det nok ville være en god idé at blive inde i skyggen, så vi gik ned på Travel Bugs, hvor man kunne få 30 minutters gratis internet. Da de ikke holder øje med hvor langt tid man sidder der, endte vi med at sidde der i omkring 2 timer gratis :) Resten af aftenen gik med at pakke og gøre klar til vi skulle på Bush Camp dagen efter.
Tirsdag morgen checkede vi ud efter morgenmad og gik ellers ned til Transit centeret, hvor der kom en van fra Bushcampen og hentede os. Vi tog afsted sammen med 4 engelske drenge. Tre af dem rejste sammen i deres egen campervan. Vi troede til at starte med at vi kun skulle være os 6, og tænkte, at det da nok skulle blive interessant. Det tog kun ca. en halv time at komme til lejrpladsen, der lå i bushen ved Noosa River. Da vi kom frem fandt vi ud af at der var masser af andre mennesker i lejren. Der kommer faktisk nye mennesker hver dag.
Hele campen består af et telt med køkken, et fællesområde med hængekøjer, pool bord, bar og dart-skive, tv-stue med sofaer, "træningscenter" (tre vægtløftningsmaskiner under en presenning) og sovesale med hjemmelavede køjesenge. Da vi havde sat vores tasker lavede vi lidt frokost og slappede ellers bare af. Om aftenen spillede vi lidt pool med de engelske drenge. De er rigtig flinke og det viser sig at vi skal på Fraser Island, Magnetic Island og Koh Phangan
(Thailand) på samme tid som dem, så dem ser vi nok igen.
Næste dag stod vi op kl. 7.30 og fik så noget information om, hvor vi skulle sejle hen den dag. Vi havde det desværre begge to ikke så godt. Sille havde ondt i sit øre igen og Phia havde ondt i halsen, formentlig som resultat af at sove med for meget air-con om natten. Men vi besluttede os alligevel for at tage med på kano-turen. Vi fik en to-mands-kano og så var det ellers afsted ned ad floden sammmen med de ca. fem andre kanoer. Vi roede og roede og roede op af den laaaange flod - imod strømmen. Det var ret hårdt og det tog et godt stykke tid inden vi nåede til søen, som vi skulle krydse for at komme til bredden, hvor der lå en pub, hvor man kunne købe frokost. Vi nåede til søbredden, som faktisk var en lille strand. Vi havde været smarte at tage vores egen frokost med, så vi blev på stranden og sad i skyggen og slappede af, mens nogle af de andre gik op for at finde pubben. Da vi havde ligget og slappet af på stranden et godt stykke tid, besluttede vi os sammen med to svenske piger, som også var i to-mands kano for at tage tilbage mod vores lejr. Sejlturen tilbage var en hel del lettere, da vi nu sejlede med strømmen. Og naturen rundt om floden var rigtig flot.
Den aften var vi fornuftige og holdt os til vores vandflasker, da vi stadig ikke var helt på toppen. Men vi sad stadig og spillede lidt poker med de engelske drenge og to hollandske drenge, som vi også fik lært at kende. Vi var egenltig flyttet i telte den aften, men vi besluttede os for, at siden vi begge var lidt syge og der var ledige senge i sovesalene, at vi godt kunne snige os over og snuppe en køje hver. Det begyndte at regne om aftenen og det trommede på plastic-tagene heeele natten.
Næste morgen stod vi op kl. halv ni og lavede morgenmad. Da vejret stadig så noget tvivlsomt ud og vi stadig ikke følte os helt raske, besluttede vi os for, ikke at tage med på kano-turen den dag. Det var en meget populær beslutning, og det endte med at der kun var en kano fra vores gruppe, der tog afsted op ad floden. I stedet blev vi hjemme og slappede af og så nogle film i tv-stuen og spillede lidt kort.
Den sidste aften sad vi og talte med nogle danskere (Danmark var overraskende stærkt repræsenteret i lejren) det meste af aftenen. Vi sneg os igen over og fandt nogle tomme køjesenge, da vores telt var blevet helt pladder-vådt og vi ikke havde så meget lyst til at ligge og sejle om natten (det havde vi allerede fået nok af...)
Om morgenen, fredag, stod vi op og fik morgenmad inden vi pakkede vores ting sammen og ventede på at komme med mini-bussen tilbage til Noosa. Det kom vi ved 10-tiden. Vi kom hen til et nyt hostel, Noosa Backpackers, hvor vi bare skal sove en enkelt nat.
I morgen skal vi afsted mod Rainbow Beach, hvorfra vi skal på vores tre-dages camping tur rundt på Fraser Island, som vi glæder os riiigtig meget til - vi håber bare vejret bliver godt og det ikke regner!
Vi håber alle har det godt derhjemme!
Mange hilsner,
Sille og Phia
- comments
Henning Super rart at høre fra jer igen, I får godt nok oplevet meget. Fordelen ved regnen er at i undgår den røde farve:-) Jeg håber I får bedre vejr på jeres tur rundt på Fraser Island, som jeg glæder mig til at høre om, og bliv endelig ved med at lægge billeder ind, det var sjovt at se jer med elefanterne og kænguruerne og koalerne.