Så blev det tid til at se hval(er). Vi havde booket biletter til en tur kl 10.30, og kl 11 blev vi budt velkommen og breefet. Derefter blev vi, sammen med en masse andre turister, kørt i bus ud til havnen hvor whale watching firmaets catamaraner ligger. Her blev vi informeret om forholdene på havet, og hvor man helst skulle placere sig hvis man havde tendens til søsyge (vi havde heldigvis taget en pille inden vi tog hjemmefra). Vi kom ombord på båden hvor vi blev placeret inde i kabinen, i behagelige sæder. Her bød en kæmpe maori mand velkommen og fortalte, med humor, om hvad der skulle ske, hvordan de finder frem til hvalerne og om sikkerheden om bord. De ca. 20 minutter det tog at komme ud til de dybere hav, blev brugt til at fortælle om kaskelotter, med digitale film om deres fysiologi og hvordan de lever. Vi skulle ud og se en han-hval, da hunnerne lever i varmere vande og derfor ikke kommer til NZ. Den hval vi skulle se bliver kaldt Tiaki, er ca. 18m lang og vejer 40-50 ton. Han er i omegnen af 30 år gammel, og kan blive lige så gammel som et menneske. Her i vandene kommer hannerne til for at spise masser af fisk, hajer og blæksprutter (ca. 1 ton dgl.) for at blive store og stærke, så de kan bekæmpe de andre hanner ved paringstid. Der er kun een han der får lov at parre sig med alle hunnerne, og det er ham der kan vinde over de andre.
Vi kom ud på havet, hvor vi stødte til en anden båd, der var sejlet ud lidt før os. Her kunne man skimte den grå rygfinne, og vandsprøjt fra lufthullet. Kaptajnen sejlede helt tæt på og slukkede motoren, så alle nu kunne stå på dækket og se hvalen i dyb stilhed. Her lå den og prustede stille og roligt i små 10 min. før maori manden annoncerede at den gjorde klar til at dykke. Alle var klar med kameraerne da den dykkede ned og viste os sin store bredehalefinne. I løbet af sekunder var den væk. Fordi hvalen forbliver neddykket i 1-2 timer, sejlede vi videre for at se om der var andre hvaler i området. De havde desværre "slukket" for deres ekko-lokalisering, så vores kaptajn kunne ikke høre hvor de var. Efter noget tids søgen, sejlede vi tilbage til Tiaki, og vi var så heldige at han kom op til overfladen igen, hvor vi fik 10 minutter mere med ham. Derefter sejlede vi tilbage til havnen, gennem et væld af bølger, så vi begge blev en anelse dårlige på trods af at vi havde taget en pille tidligere. Vi gik tilbage til byen for at spise frokost, og så tilbage til camperen og fik en lille lur ovenpå den oplevelse.