Conception og videre over Chaco.

Travel is fatal to prejudice, bigotry, and narrowmindness.. Broad, wholesome, charitable views of persons and things cannot be acquired by vegetating in one little corner of the earth all one´s lifetime.

Mark Twain.

3 dage i Conception var rigeligt, når man har konsumeret de første 15 liter latte og capucino mm. og har været "In" et par dage, med solbriller i panden og det hele, melder kedsomheden sig, hvis man altså ikke er i et "shop till you drop mode" Modsat de fleste andre, synes jeg ikke der sker noget i en storby, eller rettere, der sker det samme i alle storbyer. København, Montevideo , Conception de er alle beskidte, forurenede, larmende og uudholdeligt overfladiske . Det bebrejder jeg ikke indbyggerne, jeg ville selv ende på samme måde uden daglig adgang til naturen, stilheden, og ikke mindst stjernehimmelen. Gud mand !! hvor er der mange stjerner i Nordjylland mand, som en af mine bekendte fra København engang udbrød da vi gik en nat tur i skoven. Nogle gange tar´ jeg min sovepose og sover ude i skoven eller på terrassen derhjemme, det kan man måske også i Kongens have eller Ørstedsparken men "Sleep with one eye open, when you slumber" som Dylan synger. Så jeg begræder ikke fraflytningen fra landet, lad os bare stable så mange som muligt ovenpå hinanden i byerne, så bliver der mere plads på landet. Grunden til jeg kommer til at tænke på det, er at jeg juleaften hjalp til ved et arrangement for fattige her i byen, som Caritas (den katolske variant af folkekirkens nødhjælp) og Røde kors stod for, jeg klippede 200 grillkyllinger over, hver person fik ½ grillkylling og en feltration fra den Canadiske hær (datoen var overskredet en anelse) jeg overskred også en grænse, arbejdede gratis for den katolske kirke (Caritas). De første man som reglen bliver kontaktet af er altid børn, drevet frem af deres nysgerrighed. Og det er her jeg kan se forskellen, den langt mere aggressive tilgang så snart man er i en by, der skubbes og kæmpes for at komme først op at sidde på cyklen mm. Ungerne i byen sniffer lim og tigger penge og tilbyder unævnelige tjenesteydelser, selvom de ikke er mange dage over 10 år. Helt helt anderledes er det at møde den samme aldersgruppe på landet, det totale fravær af daginstitutioner gør selvfølgelig at børnene er overladt til sig selv, og deres egen fantasi, på landet dukker de frem fra huler, eller dropper ned fra træerne, bader i en flod eller sidder 3 unger på en udrangeret, passiv krikke. Jeg læste for et par år siden Richard Louv bog "The last Child in the Woods" om konsekvenserne ved at frarøve børn fri adgang til naturen, og de var bla. stigningen af ADHD og andre adfærdsforstyrrelser. Bogen vagte stor opstandelse i USA og lå mange måneder på bestsellerlistens top 10 for non fiktion, og har startet en stor bevægelse i USA, det er en meget læseværdig og lavpraktisk bog, lad 5x5 meter græs stå når du slår plæne og lad ungerne gemme sig der etc. Google ham eller podcast DR/natursyn/ Richard Louv og lav noget fornuftigt når i kører fra arbejde, man kan godt én dag leve uden at få oplyst, at der er tabt en ølkapsel i nødsporet ved afkørsel 14 jyske ås.

Derudover var det rigtig godt at få hvilet ud, mit hotel var helt fantastisk, lidt lurvet men rigtig hyggelige, kokken lave mad på et gammelt Husquarna komfur fra 1903. Han brød sig ikke om at lave mad med elektricitet, så de moderne grejer stod ubrugte hen. Jeg tror også at Conception har verdens grimmeste statue en beton Maria Auxiliadora med jesusbarnet, som man tænder lys i hovedet af om aften, så den ligner noget fra poltergaist.

Det er tid at komme videre, og det område der ligger foran mig, er det jeg har frygtet mest på hele turen Chaco, ofte refereret til som det grønne helvede, eller Sydamerikas Dead Vally. Det er her man har målt de højeste temperaturer på kontinentet. Chaco udgør 62% af Paraguays areal men huser mindre end 2% af befolkningen. Der er en udbredt mangel på infrastruktur og området krydses kun af én vej Trans Chaco Highway til Bolivia. Jeg har prøvet at cykle i 47 graders varme og Chaco er endnu varmere, jeg bestemmer mig for at cykle fra Conception til Pozo Colrado godt 120 km og se hvordan det går, herfra har jeg stadig mulighed for at komme med en bus til Bolivia. Så sidst på eftermiddagen cykler jeg ud af Conception og over broen Puenta Remanso, der markerer begyndelsen på Trans Chaco Highway. Det er ikke en mulighed at cykle om dagen, så jeg regner med sagtens at kunne nå Pozo Colrado før det bliver lyst, og det bliver en meget speciel tur, der er 30 grader om natten og da vejen er helt flad stryger jeg bare af sted og fuldmånen lyser og laver et sjov jeg sjældent har set magen til, alle sanser er på 100% mærkelige lyde, dyr der render over vejen, og kæmpe insekter der er tiltrukket af lyset på cyklen og pludselig cykler man af sted som i en drømmeverden, da jeg holder min første pause tror jeg der er gået 1 ½ time men der er gået 2 ½. Jeg sidder der på den varme vej i fuldmåne og spise en sandwich, og lytte til junglen man er omgivet af,det er meget specielt, jeg var ikke bange men i den grad tilstede, her er både Puma og Jaguar. Allerede kl 01.30 er jeg i Pozo Colrado og kan sove resten af natten under et halvtag på en tankstation. Nå værre er det da heller ikke siger, jeg til mig selv efter et solidt morgenmåltid, og begynder at cykle derud af ,men kl 11.00 må jeg sande at det duer ikke, jeg vil drikke alt mit vand (10 ltr.) På ingen tid hvis jeg fortsætter, så jeg spejder efter et sted at komme i skygge, finder et stort træ, slår teltet op og går til ro. Det er bare umuligt at sove i varmen, men jeg får da hvilet lidt. Kl. 18.00 begynder jeg at cykle igen og denne nat bliver måske mere mærkelig end den foregående, jeg har stadig månen med mig og bedst som jeg sidder der, nærmest i trance, ser det pludselig ud som om nogle af skyerne falder ned mod vejen og laver en sti op i himmelen, nu ved jeg godt at nogle af mine bekendte nok tænker "han har sgu nok ædt nogle af de kaktusser der står langs vejen" det ser helt surrealistisk ud og jeg stopper mange gange i løbet af natten for at tage billeder af fænomenet (og for at sikre mig det ikke er et fatamogana jeg ser) jeg snupper de sidste 160 km til Filidelfia og har set "The Stairway To Heaven".

Filidelfia er grundlagt af Menonitterne i 1920, efter at have været forfulgt i Tyskland, havde de i første omgang slået sig ned i Rusland, men med den russiske revolution måtte de igen se sig om efter et nyt sted, de kunne være i fred.. Nu måtte de så langt væk fra forfølgelse som muligt, og valgte det mest øde område af Chaco og startede igen fra begyndelsen. Det skal i den forbindelse nævnes at der var 4 gange så mange kvinder som mænd da de ankom, Lenin havde deporteret og arresteret mange af de pacifistiske og stærkt religiøse mænd. Hele eksperimentet balancerer på en knivsæg, først i 1950 er man overbevist om at det lykkedes at overleve her, da har man fået opbygget tilstrækkeligt infrastruktur til at starte eksport og handel med resten af kontinentet. Jeg finder deres historie tankevækkende og utrolig spændende, og må revidere min opfattelse af dem og det de har udrettet. Her i et af jordens barskeste områder har de trængt junglen tilbage og opdyrket kæmpe arealer hvor de producerer soja, maniok, bomuld, jordnødder mm og har store Estancias med kød og malkekvæg de ca. 30.000 Menonitter står for 28% af landets BNP. Deres forhold til den oprindelige befolkning er også bemærkelsesværdig, de pacifistiske Menonitter har stort set undgået sammenstød med dem, og har vist stor respekt og forståelse for dem. Der er således skudt flere indianerlandsbyer op omkring Menonitternes kolonier, her kan de få undervisning, lægehjælp og arbejde, noget staten ikke er i stand til at tilbyde dem. Jeg besøger Jacob Unger museet og får en god snak med guiden der, og spørger ind til de seneste sammenstød der desværre har været mellem Menonitter og den indfødte befolkning. De er meget opmærksomme på problemet, og det skal løses fredeligt fastslår han. Kort fortalt er sagen den at nogle af verdens sidste indfødte, der endnu ikke har været i kontakt med vores civilisation, lever her i områder hvor Menonitterne er begyndt at rydder skov, se evt. http://www.guardian.co.uk/world/2010/oct/05/chaco-paraguay-deforestation. Menonitterne er i øvrigt inspireret af Jesuitternes arbejde i 1600 tallet.

Senere samme aften det lykkedes mig at komme i snak med Jimmy og hans familie der fortalte mig om Menonitterne og deres fantastiske historie. Menonitterne er desuden delt op i 2 grupper. En gruppe der nægter at gøre brug af moderne hjælpemidler og går traditionelt klædt (som Amish) og en anden gren der lever stort set som en dansk bondefamilie gør. Menonitterne arbejder i kooperativer og står for alle led fra jord til bord til eksport og kan på den måde undgå den allestedsnærværende korruption i landet ( Paraguay er no. 137 på transperecy international liste over korrupte lande) I dag valfarter agronomer fra hele verden til området for at studere miraklet. Menonitterne tjener 10 gange så meget som gennemsnittet i landet. Således et par fordomme fattigere, og en hel del klogere cykler jeg til Loma Plata for at forberede den sidste del af turen over Chaco.

Jeg synes selv jeg har set en del ødemark i mit liv, men Chaco slår alt, jeg har kørt 330 km fra Conception til Filedelfia og det var øde, men de næste 459 km til Villa Montes her i Bolivia skal vise sig at være endnu mere øde, på hele vejen er der kun en by Felix Estigarribia det er her man får sit exit stempel og ordner toldformalitetet og der er stadig 254 km til grænsen. (husk at tanke bilen) der er ingen service af nogen art før Villa Montes i Bolivia. Fra grænsen er der 126 km over den Bolivianske del af Chaco til Villa Montes. Den Bolivianske grænsepost ligger 60 km inde ilandet i Ibiboba. Jeg sikrer mig at der er vand at finde mindst en gang om dagen, jeg kører altid med 10 liter, stiger på cyklen og kører 459 km og møder 5 biler. Der er få Estancias på vejen, men de ligger ofte 40 -50 km væk fra vejen nogle flere hundrede km. De har som regel små fly og egen landingsbane, det kan sammenlignes med Australiens Outback. Vejen er uhyggelig ensformig ingen sving kun ligeud gennem buschen, og tanken strejfer da én, det er ikke nu du skal få en blindtarmsbetændelse eller der sker noget fatalt med cyklen, jeg ville helt ærligt godt have haft en makker med på dette stykke. Varmen er ulidelig, naturen ensformig, ind imellem de tørre buskstepper passerer jeg nogle gange store udtørrede søer, er der lidt vand tilbage er der et rigt fugleliv, og jeg gør holdt for at kigge mig omkring, vandet er saltholdigt og ikke drikkeligt, og man kan se tusindvis af fisk på bredden og i det vand der er tilbage, kæmper de resterende for at få lidt ilt. Så jo her er frodigt og liv men betingelserne ekstreme. Men aftenen og natten er fantastiske når man kigger ud på stjerne gennem myggenettet og prøver at bilde sig selv ind, at de forskellige brøl og hyl alle sammen er fra drøvtyggere. Bedst som jeg sover som en sten, kan jeg høre noget rumstere ved min cykel, jeg udelukker det er en cykeltyv, men det er stort, og jeg tænker puma, lys, peberspray, kniv, det hjælper ikke at råbe om hjælp her. Pebersprayen er i tasken på cyklen, så jeg rumsterer med mine gryder, det er den ligeglad med, men nu bevæger uhyret sig, og det har tilsyneladende ikke nogen ben, er det en indfødt der kravler rundt med et skind over sig ? panikken lurer og fantasien ræser derud af, der er ikke meget helt over mig lige nu. Alle dyr plejer at flygte når man larmer. Altså er det et menneske! Der er en del indfødte i området, nu kan jeg faktisk se en kølle eller en kniv stikke ud under skindet, jeg sætter fuldt blus på lommelygten og stirrer lige ind i hovedet på en kæmpe myresluger. Chaco vil være mejslet ind i min bevidsthed som et af de mærkligste steder jeg har besøgt, tomt og øde og med en fænomenal rå og brutal skønhed, her kan man snakke om at leve på kanten (on the edge)

Endelig kører jeg ind i Villa Montes her i Bolivia, og bjergene venter lige uden for byen, når jeg har hvilet mig et par dage, byen er ren venlig og smuk, der er rige olie og naturgasforekomster her og det kan ses at der er kommet penge i omløb. Jeg glæder mig til en anden slags natur og frygter højderne lidt, jeg kører herfra til Potosi der ligger i 3800 meters højde, så det er sparsomt med ilt, og jeg må sikre mig at blive ordentligt akklimatiseret.

Jeg har prøvet at sende indlæg fra både Loma Plata og Filedelfia men Kilroy serveren er enormt ustabil og tit ude af drift, så jeg overvejer at lave en ny blog, så får i besked. og adresse.