Profile
Blog
Photos
Videos
Vel ankommet til Hervey Bay er det blevet tid til at finde vej til vores hostel, Flashpackers Hervey Bay, og sikke en glædelig overraskelse! Her er rent og pænt, sengene har rigtige madrasser i stedet for skummadrasser, og både køkkenet og poolen er så rene at vi et kort øjeblik overvejer om det her nu også er et hostel. Her er det tid til at slappe af og nyde ikke at være dækket af sand hele tiden, og dagene bliver brugt på at læse og spille Cards Against Humanity med alle de skønne mennesker vi har mødt her. Det blev også her at vi mødte Annabel, en britisk pige, som endte med at rejse med os de næste 17 dage, lige til vi forlod Airlie Beach.
Efter 3 dage med ren afslapning i Hervey Bay hoppede vi igen på bussen med tur mod Agnes Water og Town of 1770. I Agnes Water endte vi med at vælge at bo på Cool Bananas, et hostel der er indrettet i et hus, så der er en mere intim stemning. Og som ekstra bonus havde de en kok på stedet som lavede de bedste pandekager med enorme bunker af is, frugt og chokolade sovs til kun 3$! Igen er det en ret lille by uden de store aktiviteter, men de har så til gengæld Scooteroo Tours, som er en tur på motorcykel ud til Town of 1770, hvor man efter ganske kort træning kan få lov til at blive sluppet løs på gaderne (igen, det er en meget lille by!). Så Annabel og jeg hoppede i læderjakkerne og smuttede ud for at se hvad det nu var for noget. Som de fleste der kender mig nok har regnet ud lykkedes det mig at køre direkte ind i en halmballe og få venstre ben fanget i kæden, så efter den tur blev jeg enig med mig selv om at det nok var bedst for alle hvis jeg bare sad bagpå. Og sikke en tur! Jeg tror at fyren fik medlidenhed med mig for vi brugte i hvert fald hele turen på at overhale de andre og ligge ned i svingene. Afsted gik det ud på alle landevejene så vi kunne få set nogle kænguruer, og til sidst endte vi i Town of 1770, som ikke er en rigtig by længere, da jorden er fredet. Her fik vi en omgang kartoffelbåde mens vi så solnedgangen og så kørte vi tilbage igen. Her brugte vi også 3 dage og så blev det tid til at tage til Airlie Beach!
Og mon ikke den by levede op til hvad vi havde hørt. Vi festede stort set hver dag i en uge, og dagene blev brugt på at slappe af i Lagunen, inden turen gik til den nærmeste Bottleshop for at købe mere Goon. Vi var så heldige at komme til at bo på det samme værelse, og efter 10 timer ombord på en bus røg vi på hovedet i seng. Efter et par timers søvn blev det tid til at få noget mad og så var vi ellers klar til at feste. Lørdag aften blev vi inviteret til det der skulle være byens største fest, på en strand, hvor vi ville ankomme med båd - og det siger man jo ikke nej tak til! Så vi havde høje forventninger da vi kom ned på stranden hvor vi skulle mødes, men det gik hurtigt op for os at det måske ikke var helt det vi havde forestillet os, da vi fandt os selv midt i en gruppe af lokale strandbumser, gade artister og et par andre forhåbningsfulde turister. Snart fik vi da også at vide at vi ikke kunne sejle dertil på grund af tidevandet, men vi kunne jo bare tage en taxa. Niklas var i sit es her blandt ligesindede kunstneriske sjæle, hvor Annabel og jeg var noget mere skeptiske. Vi blev dog enige om at give det en chance da vores 'kaptajn' Coco tilbød at køre os derud og så kunne vi køre med tilbage når han hentede Niklas og de andre, hvis det nu ikke var noget for os. Så nu gik vi imod alt hvad vi har lært og hoppede ind i en bil med to forholdsvis fremmede mænd. Til at starte med gik alt fint, men så drejede vi ind på en meget mørk og øde vej, og snart drejede vi ind på en endnu mørkere og mere øde grusvej, og her begyndte vi så småt at sende hinanden bekymrede blikke. Vores paranoia blev dog gjort til skamme da vi for enden af grusvejen fandt den fest vi ledte efter - men ingen strand, kun jord og store firhjulstrækkere. Først troede vi at det måske var det forkerte sted, men nej. Denne pløjemark med ca. 30 mennesker var åbenbart den fest de havde talt om! Vi vendte hurtigt tilbage til bilen og satte kursen mod byen igen, og kom med nød og næppe op over grusbakkerne (der var altså en grund til at alle andre havde firhjulstræk).
Søndag blev der holdt afrikansk fest så vi gik i gang med ansigtsmaling (i dette tilfælde bestående af den smule makeup vi nu lige havde) og snart var hele det skandinaviske værelse - 3 svenskere, 2 danskere og 1 finne - og en enkelt englænder klar til at tage i byen som zebra, løve, tiger og leoparder.
De næste par dage blev brugt på at høre livemusik på den Irske, drikke vodka jugs på Magnum og danse hele natten.
- comments