Profile
Blog
Photos
Videos
Det sidste af min tid i Redcliffe er gået super hurtigt. Jeg nåede at få lavet en ægte dansk ret, frikadeller med broccoli salat, til min australske familie, og det var en kæmpe succes. Vi fik også besøgt den botaniske have på mount coo-tha, hvor vi spiste frokost inden vi kørte op til udkigspunktet hvorfra man kan se hele Brisbane. Lørdag den 1. november blev det tid til at rejse videre, og jeg var så heldig at blive kørt hele vejen til bussen med pandekager i bilen. Vel ombord på bussen satte vi kursen mod Noosa, og deres berømte national park. Hvad vi ikke vidste var at Noosa også har et meget berømt triatlon som skulle afholdes netop den weekend. Så da vi stod af bussen mødte vi en gruppe piger som fortalte os at alle hostels i byen var fuldt bookede, og at de netop havde fået de sidste pladser på Nomads. Vi kom hurtigt i gang med at ringe rundt, og var så heldige at YHA Halse Lodge havde 2 senge ledige, på et 16 mands værelse. Afsted kom vi med bange anelser, men det viste sig at være et rigtig fint værelse, og til vores store fortrydelse havde vi allerede booket vores tur til Fraser Island, for Noosa kunne vi sagtens have brugt et par dage i. Men vi kom hurtigt ud af døren, for vi skulle nå at se national parken inden vi skulle med næste bus. Vi besluttede os for at gå kyst vejen rundt langs parken, og sikke en udsigt! På den ene side har man ubeskriveligt blåt vand så langt øjet rækker og på den anden står alle de smukke træer, det var i den grad den lange gåtur værd. Næste morgen blev det tid til at smutte mod Rainbow Beach, som desværre ikke helt lever op til sit navn, selvom stranden er god og vandet er helt klart, så er der ikke så mange andre farver end på alle andre strande. Om eftermiddagen havde vi en sikkerheds briefing inden vi skulle ud til Fraser Island, hvor vi hørte lidt om udfordringerne ved at køre i sand, hvad man gør hvis man bliver angrebet af en dingo eller slange, og hvordan man håndterer en edderkop der er større end ens hånd og som kan hoppe flere meter (den sidste er nem nok, du finder et andet toilet og lader edderkoppen være i fred). Herefter var det tid til at pakke sammen og gøre klar til at tage afsted tidligt mandag morgen. På dette tidspunkt var jeg noget spændt på at komme ud og køre i en Toyota Land Cruiser hvis interiør bringer minder om den højt elskede Toyota Hilux min far lærte mig at køre i. Derfor fik jeg meldt mig til at køre som den første fra min gruppe, hvilket virkede som en rigtig god idé, lige indtil jeg skulle skifte gear første gang og gearstangen var væk! (Jeg havde ikke helt indset hvad det virkelig vil sige at køre i venstre side endnu) Det viste sig at jeg bare skulle bruge venstre hånd til at skifte gear, hvilket er meget lettere sagt end gjort, alting i bilen var i den forkerte side, så det gik noget ujævnt med at køre, men vi klarede den hele vejen ned til stranden før det gik galt. Vi nåede kun lige at røre sandet før vi sad fast, og resten af gruppen måtte ud og skubbe bilen fri. På dette tidspunkt sad der 5 fyre i bilen og kiggede noget skeptisk på mig, men det skulle blive værre endnu. Det lykkedes at komme ned til færgen uden at sidde fast igen, men så gik den heller ikke længere, og til alles underholdning lykkedes det mig at køre ind i færgen da vi kørte ombord, men så var isen ligesom brudt. Efter det lykkedes mig at komme afborde uden uheld følte jeg at det var tid til at overlade rattet til den næste, så vi kunne komme afsted og få set øen. Først kørte vi hen til et lille sted hvor vi kunne få noget frokost og forberede os på en tur gennem sand bjergene og regnskoven, og sikke en tur. Med ca 5km/h kørte vi mellem træerne på den mest ujævne vej jeg har oplevet, hvilket hurtigt fik alle til at fortryde købet af kaffe. Selvom det var hårdt og ujævnt var alle i højt humør og vi fik sunget med på Barbie Girl mens alle hoppede i sæderne. Det eneste lille minus var at det regnede, med hvad pokker, sjovt var det, og snart kom vi til den første ferskvands sø hvor vi fik svømmet en tur og kastet med frisbee. Bagefter kørte vi hen til vores camping område, K'gari, som er aboriginal jord, og her skulle vi bo i tomands telte og lave vores mad på gasblus. Det lykkedes at få gang i et bål, og snart kom øllene og Goon poserne frem, og festen kunne starte. Næste morgen var det tidligt op og pakke bilerne og så afsted mod Indian Head som også er et historisk aboriginalt sted, hvor vi kunne nyde udsigten over havet og øen. Bagefter kørte vi videre op langs kysten og endte ved Eli Creek, hvor man kan flyde ned gennem en af de reneste kilder på jorden, mens man kigger op i trætoppene, en helt fantastisk afslappende følelse. Efter Eli Creek skulle vi køre tilbage til The Marinho, et sted hvor et skib forliste og skyllede op på stranden, hvor det har ligget siden. På nuværende tidspunkt følte jeg mig efterhånden klar til at forsøge at køre lidt igen, og til min store glæde og forbløffelse havde ingen i gruppen noget imod dette, så jeg hoppede bag rattet igen og gjorde mig klar til at starte en bil i løst sand, og det gik langt bedre end forventet. Det var stadig voldsomt udfordrende at holde bilen på ret kurs, men det lykkedes mig at undgå at sidde fast igen, og da bilen foran mig kørte fast lykkedes det at køre uden om og komme fri af det løse sand uden problemer. Bagefter kørte vi mod vores camp igen og fik lavet aftensmad, og startet bålet igen. På den sidste dag fik vi pakket alt sammen, og denne gang var det vores tur til at sidde i den forreste bil, hvilket betød at ingen af os kunne komme til at køre. Vi satte kursen mod Lake Wabby som er omgivet af regnskov og sandbanker, og er et helt utroligt smukt sted, hvor vi fik svømmet en tur og bagefter satte alle sig i vandet og fik en hurtig fodbehandling af de vilde barramundi fisk, som man normalt betaler i dyre domme for at få til at spise den døde hud på fødderne. Efter denne noget specielle oplevelse vandrede vi tilbage til bilerne og fandt et sted at spise frokost, hvilket var en noget speciel blanding af rester. Derefter kørte vi tilbage til fastlandet, og fik tømt bilerne. Vi havde 2 nætter i Rainbow Beach hvor tiden er blevet brugt på at slappe af på stranden, drikke koldere øl og få sovet ud. Nu sætter vi kursen mod Hervey Bay, inden vi fortsætter langs kysten mod Airlie Beach, hvor vi regner med at være omkring den 15. november.
- comments