I over en uge har vi nu fundet vej rundt i labyrinter af små gader, gyder, veje og stier, i de mange små dale der ligger omringet af de karakteristiske sydkinesiske bjerge som skydeskår på en borgmur. De skyder op af jorden som ukrudt bryder igennem asfalt. Vi har lært ikke at lade os mærke med at folk hellere bruger hornet end bremsen, og den komplette mangel på hensyn og god etikette i trafikken. Hernede kører man efter reglen "størst kommer først", og gamle sovjetiske lastbiler er vejenes konger. Vi har vænnet os til at overhøre "hello t-shirt, hallo bamboo boat" og vi går ikke længere over på modsatte fortov når vi kommer forbi en fest af fluer omkring en kødbod eller en bod med bivoks, hvor beboerne endnu ikke er fraflyttet. Den søde lugt af honning blandet med blod og kød der har ligget i solen river dog stadig lidt i næsen. Det er intet i forhold til de trænge gader, hvor lugten af fisk og tørret tang blander sig med lugten af skrald og børn der skider på gaden, men man bliver hurtig hærdet. Vejret i Yangshou er, ifølge en kinesisk pige på vores hotel, ligesom en kvindes humør - utrolig omskifteligt. Det forklare hvorfor vi har haft høj sol og blå himmel de sidste par dage, indimellem voldsomme regnskyl. De høje temperature og den voldsomme luftfugtighed gør at en tur til supermarkedet føles som jungletrekking i Thailand, og vi er klamme og svedige få minutter efter vi er kommet ud af badet.

Der er 350 mio. rygere i Kina, og en god portion af dem må bo i Yangshou. Heldigvis ligger der alle vegne mangocaféer, hvor man kan nyde en mangojuice -eller smoothie i airconditionerede og røgfri omgivelser. Der er mange regler om rygeetikette i Kina, der er verdens største producent at tobak, og hvilket mærke du ryger siger meget om hvem du er. Der er eksempelvis et foretrukket mærke blandt partikommisære, der i sin tid blev udviklet specielt til formand Mao, der stadig bliver ignorant tilbedt herude på landet. Det er meget uhøfligt at bede folk om lade være med at ryge, eller gå uden for, selv i sit eget hjem, og en kinesisk bonde kan tjene fem gange så meget på at dyrke tobak end konventionelle afgrøder. Det er hvis man da overhovedet kan gro noget - en femtedel af kinas landbrugsjord er så forurenet at det er sundhedsskadeligt. En oplysning som staten har holdt hemmelig for befolkningen indtil for ganske nylig, af frygt for optøjer.

Vi har fået god mad alt vores tid her, da vi er blevet gode til at pege og gestikulere, og vi har på den måde næsten tillært os kinesisk tegnesprog. Meget af tiden hygger vi os dog bare på hotellet, der har en meget udmærket restaurant, og hvor de ansatte taler engelsk. Her kan vi også få Kajas nye yndlingsret - macaroni and cheese med friskpresset appelsinsaft til. Kaja havde en dejlig fødselsdag, hvor hun fik lov at molestrere en hel fødselsdagskage efter forgodtbefindende. I starten var hun lidt forsigtig, og så hele tiden op på mor og far, som i "må jeg virkelig", men det kom hun hurtig over. Det tog længere tid at få vasket glasuren af Kaja end det tog Kaja at sætte kagen til livs.

I dag har vi sagt farvel til fæstningens tryghed, og brudt igennem muren og videre nordpå. Vi har modigt sat os ind i en taxa med alt vores bagage og 3,5 time bjergkørsel til Longji. På vej dertil med 70kmh på 40kmh strækninger, så vi flere stenskred end vi kunne lide at holde tal på, og vi var nødt til at tvinge os selv til ikke at tænke på hvad sådan en sten på et par hundrede tons kan gøre ved en personbil. Et enkelt sted havde et skred ramt førerhuset på en lastbil og tvunget den ind i bjergsiden. Forruden var helt knust, og det må være sket for ganske nyligt, da lasten endnu ikke var læsset. Det var en ringe trøst at vores chauffør tog hårnålesvingene så hurtigt, at vi ikke var i risikozonerne ret længe ad gangen. Vel fremme har vi nydt det imponerende og unikke syn af de karakteristiske risterasser, indhyllet i en grødtyk mytisk tåge, der hvisker om fortidens Kina, og de forfædre der i århundreder har arbejdet sig ihjel i disse marker. Vi ville selvfølgelig selv gå op ad bjerget igennem de små landsbyer, for at få hele oplevelsen med. Vi ved ikke om det er sæsonen eller tidspunktet på dagen, for vi havde det meget for os selv. Faktisk så vi ikke andet end kinesiske bønder før vi nåede toppen, og vi vil ikke afvise at for lidt vild på vejen. Udsigten på toppen, af terrasserne der smyger sig om bjerget som skæl på en mægtig drageryg, var mere fantastisk end ord kan beskrive, så vi vil lade billederne tale for sig selv. Vi blev enige om at det var godt vi tog hertil, og endnu bedre at vi ikke vidste hvordan turen herop var, for som Marie sagde "jeg har aldrig prøvet noget så væmmeligt". Mens vi ventede nedenfor bjerget på at vores chauffør skulle møde os igen på et aftalt tidspunkt, med alt vores bagage i bilen, blev vi enige om at vi i høj grad har lagt vores skæbne i andres hænder.

Flyveturen var lidt besværlig, på den måde at vi først skulle flyve 22.40, og oveni var flyet så forsinket. På den anden side, da vi endelig fik Kaja til at sove i bæreselen, så sov hun igennem boarding, takeoff, halvanden times flyvning, landing og departure. Hun var dødtræt efter en hel dag på bjerget, og hun sov også igennem bagage claim. Hun vågnede først i taxaen på vej til hotellet i Chengdu - så har vi også prøvet det.