Forureningen hernede er værre end vi havde regnet med. Fordi der næsten ikke er nogen vind i Chengdu, er luften ofte værre end i Beijing. Ud over at der ser tåget ud hver dag, så svier det i øjnene, klør i halsen og smager på tungen. Det gør det virkelig. Vi har hovedpine og må skifte kontaktlinser midt på dagen. Vi tjekker hver dag den amerikanske ambassades hjemmeside, hvor der er timelige opdateringer på luftforureningen. De dage hvor den er meget høj, forsøger vi at planlægge indendørs aktiviteter, eller tage udenfor byen, og det er ikke bare os der er sarte. En dag var der eksempelvis målt koncentrationer af skadelige luftpartikler op til 294 μg/m3. Det svare til 344 på det amerikanske Air Quality Index og oversættes sådan her: "Hazardous (301-500 AQI). Serious risk of respiratory effects in general population. Everyone should avoid all outdoor exertion". Indekset går ikke over 500, og vi er for længst forbi "unhealthy for sensitive groups", som Kaja hører til fordi hendes luftveje ikke er fuld udviklet endnu, "unhealthy" og "very unhealthy". Til sammenligning var den samtidig under 40AQI, eller "good" i både New York, London og Hongkong.

Det "går" hele tiden fremad med de små ben. En stor del af træningen har vi outsourcet til Kina. Det er som at skyde fisk i en tønde. Guldloks smil tiltrækker dem som myrer til en picnickurv, og de traver troligt rundt på hotellet med hende. Der er fire ansatte i receptionen, og de har alle taget mindst to laps med stumpen. Hun er hurtig tryk ved nye mennesker, bare de er sjove og spændende, og vi føler os mere og mere rolige ved indkørselen i vuggestue når vi kommer hjem. Hotellet er ret fint og har en okay god restaurant med billig mad. Det er særlig et hit med morgenmadsbuffeten. Kaja spiser nu næsten lige så meget som Marie, men som Emil siger: "En buffet om dagen holder kreditorerne stagen", og vi fylder godt op hver morgen.

Kineserne er altså et specielt folkefærd, det kommer man ikke udenom. De opfatter påbud og forbud som blot vejledende og ryger gerne på trods af rygning forbudt skilte, eller røre ved ting, hvor der udtrykkeligt står at man ikke må. Trafikloven er endnu sådan en vejledende størrelse, og intet er helt skidt hvis bare man sørger for at trykke hornet i bund først. Vi blev ikke overraskede da vi læste at Kina har flere trafikdræbte per indbygger end noget andet land i verden. Den karakteristiske hosten, harken og spytten er sværere at vende sig til. Det lyder nogen gange som om de brækker sig inden de sender en ordentlig snotter mod jorden, og de føler sig ikke for fine til eksempelvis at gøre det på en udendørs restaurant hvor folk sidder og spiser. De prutter, bøvser og piller næse som vi klør os i nakken, og det er meget almindeligt lige at tørre en busser af under stolen eller hvor de nu sidder. Det kan vi alt sammen leve med, vi kridter det bare af til kulturforskelle, men den absolutte mangel på respekt for intimsfæren er godt nok ved at blive belastende. Vi er helt med på at Kaja er sød, det syntes vi jo også selv (helt objektivt), men når nu kineserne er så ulækre, er det altså svært at have dem så tæt på hele tiden. Det er blevet sådan at vi helst putter Kaja i klapperen inden vi forlader hotellet om morgenen, bare så vi kan være lidt i fred.

Vi har været i et tibetansk område af Chengdu, hvor munke gik rundt og handlede ind og skrev på deres smartphones som var det dagligdag (hvilket det nok var), og der var mange sjove små og skæve butikker med alt fra tibetansk kunst til tibetansk skrammel. Vi var også fordi Panda Research Center, der er det største menneskeskabte panda habitat i verden. Kaja syntes de var nogle søde bjørne - lidt for søde faktisk. Hun blev knust over at hun ikke måtte få dem med hjem, og det hjalp kun lidt at hun fik lov at vælge en lille bjørn i giftshoppen. De har haft rigtig god succes med at avle i fangeskab, bland andet ved at lade dyrene se pandaporno. Det går desværre ikke så godt med at sætte dem fri i naturen, Måske er virkeligheden knapt så spændende. Herudover chiller vi bare rundt i diverse parker, templer og shoppingstreets, og suger indtryk til os på godt og på ondt. Når luften er for dårlig tager vi i en af de mange storcentrer eller slapper af på værelset og hører gamle podcasts af Mads og Monopolet.

Nu er vi på vej til Beijing, hvor vi har et tæt pakket program. Vi skal nå at se en masse på de fem dage vi har tilbage, og vi har forberedt os grundigt. Vi håber vejret er med os, og glæder os til at se en masse kulturhistorie og mæske os i ristet Peking Duck - eller Beijing Duck som det nu hedder. Vi skal bo på et femstjernet hotel fandeme, så der kommer ikke til at mangle noget. Måske de så også har importeret øl, for det kinesiske smager ikke af noget godt. Whisky er usædvanlig dyrt hernede, og Emil fortryder bitterligt at han ikke købte ind på sidste internationale flyv.