Så er vi kommet på landet - helt derud hvor kragerne vender. Vi bor 20 minutter uden for byen, ved siden af en Kung Fu og Tai Chi skole, i en lille dal, med bjergtoppe til alle sider. Hunde og høns trisser rundt og passer sig selv, og dem der har råd holder grise eller køer. Folk arbejder i marken med værktøj og redskaber, som vi kun kan huske fra historiebøgerne fra folkeskolen, om tiden før industrialiseringen. Her er rismarker alle vegne og på grund af årstiden er de fyldt med vand, og bønderne går op og ned og smider riskorn i vandet, ligesom vi salter derhjemme - tilsyneladende tilfældigt, men alligevel i et rutineret mønster. I kombination med de brede flettede hatte og de vejrbidte ansigter, er de et karakteristisk billede på de kinesiske landdistrikter, som vi kender det fra guidebøger og postkort. Gamle sovjetiske lastbiler hakker rundt med åben motor, så man skal holde snitterne for sig selv, og man skal passe på de velhavende bønder, der har fået råd til bil, men ikke har kørekort. Det er ikke noget man går så meget op i herude. Vores hotel er en lille oase midt i det gamle Kina, hvor de ansatte taler nogenlunde engelsk og restauranten servere "almindelig" mad. Det skyldes at det er ejet af en belgier, der har giftet en kinesisk pige og slået sig ned her. Det betyder også at der i baren er et tilfredsstilende udvalg af stærk klosterbryg. Vi er vilde med kinesisk krydret mad, men det er nu rart at vi kan få lasagne og spaghetti til stumpen, og det er skønt med en kold Hoegarden. Vi lånte et par cykler en af dagene hvor vejret tillod det, og tog en lille tur rundt i området og hilste på de lokale. Overalt er folk meget imødekommende og stolte af de få engelske ord de nu kan, og de lyser op når vi hilser på gebrokkent kinesisk. Her er helt anderledes end i Guilin. Der er en meget rolig atmosfære, og folk er generelt mere venlige og smilene, selvom de er meget fattigere. Det er tydeligt at det her stadig er det gamle kommunistiske Kina. Husene er ved at falde sammen, men folk hjælper hinanden og gør med det de har. Man har en klar fornemmelse af at tiden her har stået relativt stille de sidste mange år, og det indtryk bliver kun indimellem forstyrret af en Range Rover eller en iPhone - der er gode penge i den voksende turismen. Efterhånden som man kommer ind til byen ændre billedet sig selvfølgelig, og følgerne af turismen bliver mere tydelige, men på vej derind er der boder langs vejen, hvor bønderne sælger deres slagtede høns og grise. De hakker dem i stykket på gamle ru træborde, hvor kødet ligger indtil det bliver vejet og solgt. Hygiejnen er ligesom lugten uhyggeligt fascinerende, og vi lader hånt om vores viden om svinepest og fugleinfluenza. Yangshou er et yndet feriemål, både for udlændinge og kineserne selv, og de præger gadebilledet. Her er massere af det vi kalder crapshops, hvor man kan blive snydt så vandet driver, hvis man er på udkig efter ægte jade eller antikke artefakter, og trafikken er tæt. Det er almindeligt at bruge hornet hernede, som jyderne bruger mojn derhjemme, hvilket bidrager til støjniveauet. Heldigvis er der massere at se uden for byen, hvor luften er frisk og våd i tågen der omgiver bjergene.