Profile
Blog
Photos
Videos
Vi havde lovet pigerne vi skulle komme tilbage til Ocean Hole, så det gjorde vi i dag. Mille havde ikke fået sit "go Pro" kamera med sidst, og hun ville gerne have nogle billeder af alle fiskene. Da vi kom var en amerikansk familie ved at bade og hoppe fra klipperne. Det smittede, så vi brugte lang tid på at hoppe i vandet. Pigerne udfordrede sig selv og øvede sig også i at springe på hovedet. Vi snakkede med den amerikanske familie og bedstefaderen kunne ikke forstå at det ikke er normalt at have våben i vores del af verden. Som han sagde: hvordan forsvarer I jer i mod bad gays? Til det kunne vi svare, at der heller ikke var så mange bad gays der havde våben. Han var meget målløs over dette. Efter masser af baden, kørte vi videre for at finde et sted at spise. Det skulle vise sig at være sværere end som så. Her på Bahamas fjerner de ikke skilte, når en restaurant lukker. Jagten på mad ledte os et godt stykke sydpå. Vi endte på Cotton Beach. Der var smukt, men ingen mad. Det første vi mødte på stranden, var en ordentlig omgang plastik og skrald der var skyllet i land. Her er det nok ikke andre end turister der samler op og samler det i bunker. Det ligger endel skrald rundt omkring i forhold til det vi er vandt til. Det er en stor kontrast til de flotte omgivelser. På Cotton Beach var der som sagt ingen mad, men vi fik set en masse flotte huse. Også her er der store kontraster. Der findes masser af forladte hjem som sikkert er blevet ødelagt af diverse orkaner, som aldrig er fjernet eller revet ned. Vi kunne ikke blive på stranden da vi var ved at være godt sultne, så vi satte næsen hjemad igen. I Gouverners Harbour har vi tidligere spist sandwich på Da Perk. De er gode og med groft brød, så det gjorde vi igen. Lige over gade sad der en mand i vandkanten og solgte store hummer. En skam vi ikke har køkken, for det kunne have blevet et herre måltid for sølle 35 dollars. Det samme gav vi for 2 sandwich og 2 sodavand.
Vejret var skønt, så børnene var ikke færdige med at bade. De fortsatte i bølgerne på hotellets strand, mens forældrene drak en kold Kalik.
Som sædvanlig vandt Frida i Skip-bo. I skrivende stund er børnene kommet i seng og vi sidder på restaurantens veranda og lytter til havets brusen. Det er blæst lidt op, så det bliver spændende at se om vi er færdige med godt vejr for denne gang.
- comments