Profile
Blog
Photos
Videos
Nu med Tobenn ombord foregår al kommunikation på engelsk. Thomas har endda brillieret og talt engelsk i søvne. Noget i retning af "no no, yes yes". Sådan husker Nicolaj det. Tobenn er 28 år, bosiddende i Sydney, og er klippemand på tv-kanalen Fox Sport.
Vi tog i vores tremands-trup turen til Minneapolis og Amerikas største indkøbscenter- Mall of America. Den havde alt, deriblandt vandland og rutchebaner, men et godt gedigent supermarked kunne den alligevel ikke tilbyde. Efter lidt tirsdagsshopping kørte vi ad de mindre veje med en fart lidt over det tilladte. Vi blev selvfølgelig stoppet af to stk. politibiler, undersøgt, udspurgt og ID-valideret. Med charmen I jo alle kender så godt til, lykkedes det os at undvige en 150 dollars bøde, og slippe med et klap på skulderen samt et "god tur".
Vi fortsatte mod det vilde vesten, prærier og cowboys. Det vilde vesten hvor reklameskilte for byer er opsat 500 km før man når til selve byen. Her er marker, skove, og bjergede landskaber så langt telelinsen kan opfange. Vesten er derudover også den del af Amerika, psykologer i sin tid anbefalede en at tage til, hvis man lå med en lille depression. Vesten er stoppet med smukke og overraskende scenerier der får en til at føle sig lidt speciel. Badlands er stedet hvor de indfødte indianere i sin tid helst ikke ville bevæge sig hen. Området er mudret og har onde klipper der ikke virker synderligt indbydende. Ikke langt derfra har man byen Wall Drug. Byen, reklameskiltene har prøvet på at sælge de sidste 500 km. Vi fik kaffen til de 25 øre, og var derefter hurtigt ude igen.
Mount Rushmore er præsidenternes plads - fire stk. præsidenthoveder hugget ud i en klippe og derved foreviget. Vi overnattede klos op af en sø i bjergene, og faldt i søvn til ulvehyl og gedebrægen. Da vi dagen efter fik en besked der meldte om sne i nationalparken Yellowstone, gik vi på indkøb efter flere tæpper, soveposer, samt handsker og huer. Det har vist sig at være en særdeles god investering, da nattemperaturen ligger omkring de -8 grader.
Nationalparken Yellowstone og selve køreturen dertil, er helt fantastisk overvældende. Det er utroligt svært at beskrive med ord, selv efter så mange års skolegang. Vi har aldrig nogensinde taget så mange billeder, så de vil helt sikkert gøre op for manglende danskkundskaber. Yellowstone er en gammel supervulkan, og det er så hvad hele området er opstået ud fra. Naturfænomener man ellers skal rejse jorden rundt for at se, er samlet indefor et område på en mio. hektar. Det betyder praktisk talt at der gejsere, snevejr, varmekilder på snedækkede bjergtoppe, vandfald om hvert et hjørne, samt vilde bison-okser, bjørne, elge and so on and so forth.
Vi bor som sædvanligt på statsejede campingpladser hvor vi som altid laver mad over åben ild, og får de obligatoriske, filosofiske snakke omkring bålet. Det eneste nye ved dette sted er de utroligt lave temperaturer og selvfølgelig også bjørnene og bison-okserne der godt kan lide menneskemad. Vi vil blive i denne skønne park for en lille uges tid, hvor den skal stå på lange gåture, træfældning, og sikkert forfrysninger.
Indenfor de nærmeste dage mødes vi med flokken vi mødte i Wesley. De har købt en bus, indrettet den som en mobilehome, og har nu besluttet sig for at køre i vores hjulspor hele vejen til San Francisco.
Vi er blevet paralyseret af naturen omkring os. Vi føler os pludseligt utroligt små, men stadig som en del af noget overvældende stort. Vi har haft øjeblikke hvor tiden gik i stå, hvor vi stod som var vi i trance, og ikke kunne andet end at smile.
Vi kan kun anbefale ethvert menneske på jorden at tage hertil.
- comments
Mor Berit Altså drenge, - jeres beskrivelser er så fantastiske at det næsten er som at være med på rejsen. Man lukker lige øjnene et øjeblik og så kan man mærke varmen fra bålet og høre suset fra stilheden og de store vidder. Jeg glæder mig vanvittigt til at se alle jeres billeder. Skal vi sætte en uges tid af til dias-show?? Knus og lune hilsner fra Danmark