Vores lille Dodgie-bil har nu bragt os godt og vel 6000 km ad Amerikas kvalitetsmæssigt omdiskuterede veje. Vi (Thomas) glemte tankproppen på en af mange tankstationer, som satte en alarm i bilen, i gang. Den så vi 100 km senere. En morgen kom der imidlertid en ny advarselslampe på banen - nu med et udråbstegn på sig. Det viste sig at hr. bil har følere installeret i sine fødder - så hvad vi troede var ekstremt og livsfarligt var egentlig bare et et baghjul med lavt dæktryk.

Nicolaj har af uransagelige årsager nu sprunget 3 stk. bukseknapper. Lærke er så småt ved at vænne sig til IKKE at tage bad, IKKe at sove før kl 3-4 om natten, IKKE at vaske op med børste, men derimod lave spaghetti med kødsovs på een gryde, få den ydre varme fra bålet og den indre fra det fantastiske selskab hun er havnet i.

Fra New York kørte vi mod Canada og Niagara Falls. Vi tog de små udfordrende veje og tilbragte derved det meste af dagen der. Vi så de små primitive landbrug med førehusløse traktorer og små amerikanersiloer. Vi sov i Canada i endnu en statspark. Noget vi havde savnet og hungret efter mens vi var i NYC. Bål er afhængighedsskabende af f...... til! Godt at vi lander lige inden Sankt Hans - der vil vi jo selvsagt være de mest oplagte bålmestrer :)

Niagara Falls var flot og overvældende, kæmpestort og smukt. Der kan næsten ikke smides nok smøde gloser på det vandfald. Vejret var med os, og hvem skulle have troet at vi i Canada, i maj skulle snuppe en morfar i den tilstødende park, kun iklædt shorts med en temperatur på 30 grader? Efter en tilbageholdelse ved den amerikanske grænse på et par timer, fandt vi den hidtil bedste statspark lidt nord for Niagara Falls, i USA. Four Mile Creek - sov der, hvis I nogensinde er i det område.

Efter en god nats søvn pegede vi snuden mod vest med Cleveland og Cedar Point Amusement Park. Her skulle vi prøve verdens vildeste, højeste og hurtigste rutschebaner. 130 meter høje, 190 km/t, vægtløse tilstande, mere end lodrette skråninger. Vi tog broen til en smuk ø i nærheden og slog lejr for natten. Næste morgen vågnede man med gru, nervøsitet og spænding aftegnet i ansigtet. Turen til Cedar Point gik med at opstille scenarier for alle de forlystelser vi skulle prøve og ødelægge vores organer i. Vi stopper ved parkeringsvagten for at høre til forholdende, kun for at finde ud af at parken ikke åbner før en uge senere. Vi var på grådens rand og helt derude hvor vi overvejede at farve skægget gråt.

Som en form for trøst fik vi til gengæld en dag med bagende solskin, fisk på krogen og svensk pølseret tilberedt udenfor toiletterne, grundet stormvarsel og sirener.

Vi har nu passeret Detroit, sidste stop for Lærke, men "nu-er-vi-snar-halvvejs"-stoppet for de to formænd. Det bliver efter Detroit og Chicago et kort farvel til de store civilisationer men goddav til imponerende natur, hårnålesving, præsidenthoveder, vilde dyr og endnu mere camping. Ja tak.