Jamen vi får da bad af og til. Det er sjældent, det er uden sæbe, men det sker da. Så sent som efter uploading af seneste blogindlæg, tog vi os dejligt varmt og langt bad - for første gang i en uge.

Nicolaj knæ er blevet godt igen, og er nu fit for enhver fight, mens Thomas' næse nærmede sig en sort kulør, og nu er begyndt at skalle.

I det område vi nu befinder os i, er der de nationalparker vi har så kært, i massevis. Vi besøgte derfor en uddød indianerstamme fra 1500 år før hr. Kristi. De boede i klippehuler, trods deres mureregenskaber var imponerende.

Vi elsker jo omveje, så endnu engang tilføjede vi små 500 km til triptælleren, for at bevæge os nordpå til Arches Nationalpark. En ørkenlignene park med selvskabte klippebuer. Vi ramte stedet på en dag de kalder Memorial Day - tilsyneladende ved ingen rigtig hvad man på denne dag skal huske, men fælles for alle synes at være at de skulle optage alle campingpladser i nærområdet. Vi drog derfor mod bjergene, smed teltet op blandt køer og kaktusser og fik kotelet med kartoffelsalat kl. 11. Næste morgen badede vi i bjergsøer og spiste jalapenos-chips der fik næsen til at løbe og gav den indre varme tilbage.

Grand Canyon skulle være verdens mest besøgte nationalpark, og med de 1,6 km dybe kløfter og Colorado River rindende imellem, var det mere end imponerende. For at svede endnu mere hvalpefedt om amerikansk kebab af os, tog vi en gåtur halvvejs ned og tilbage - på 2 timer. Thomas gjorde det i klip-klapper og blev derfor kaldt en rigtig mand.

Knap var vi kommet op fra vores gåtur, før vi følte en lyst til at komme videre fra det tandudtrækkende sted. Vi så på vejen en af verdens største dæmninger - Hoover Dam, og slog lejr i nærheden at søen som den holdte til fange. Hoover Dam ligger også utroligt tæt på den sagnomspundne by Las Vegas, og det betyder at vi nu er så langt sydpå, at 40 grader i skyggen ikke er en sjælden ting. Vi er i ørken, klos op af en sø. Skal man lade det gå til spilde?

Nej da.

Efter en nats søvn under åben himmel kørte vi fluks ned til den nærmeste havn og lejede to stks. vandscootere. På dette område var vi begge så grønne som græs, men efter 3 timer var bølger, 180 graders sving og 65 km/t på den på blå vej intet problem. Vi fik på den konto en god dags afkøling fra ørkenens støvede varme, og et par røde ansigter.