OKay, så sidste indlæg sluttede en smule overlegent og måske endda hoverende. Vi skulle straffe de sneløjper og vise amerika hvordan man kører ski på dansk. Karma er en dummer ting, og den fik vi fluks tilbage i nakken, med et budskab om, at det kun kunne lade sig ske i weekenderne. For så at udøve en anden form for fysisk, vinteragtig aktivitet, lejede vi en ishockeybane for os selv, og slog os selv ud der. Det var næsten romantisk med Celine Dion fra højttalerne og diskokuglen i loftet.

Salt Lake City havde utroligt nok andet at byde på, end bare resterne fra vinterlegende i 2002 og åbne vidder med snedækkede tinder - de havde verdens største åbne mine. Et helt bjerg var gravet ud, og havde efterladt et 3 km stort krater i jorden. Vi kunne her beundre verdens største (ja, far Ivan, verdens største) gravemaskiner, gummigede og dump-trucks, samt følge en sød lille video der til skyerne hyldende minens præstationer.

Vi dragede derefter westpå igen af små og ubefærdede veje, mod Rocky Mountains. På en usandsynlig lige og lang vej, blev vi stoppet af de rød-hvide blink for 3. gang. Det var lykkens gang for hr. statsmagt. 250 dollars fattigere, nåede vi frem til den hidtil mest sceneriske campingplads. Fuldmåne, søvand, stjernehimmel, lyn i det fjerne, og 3 km. høje bjergkæder var hvad vi lå imellem. Ejeren af campen var frisk gammel herre der var behjælpelig med at vælge de mest udfordrende men stadig smukkeste veje til resten af vores rute - vi sagde tak og vi fik et peace-tegn tilbage.

Byen Boulder der lå klos op af "the rockies" bød på det hidtil varmeste vejr med blå himmel og 35 grader. Vi fik svedt lidt hvalpefedt af, og cirklet deres velorganiserede universitetsby rundt. I nærheden lå et skiområde som gammel-camp-ejer havde udpeget - dette skiområde skulle IKKE være lukket, men set i bakspejlet af vores seneste skuffelse, holdte vi stadig vores glæde på et nogenlunde humant niveau. Forudsiglsen skulle imidlertid vise sig at holde stik, og Gøg og Gokke kom på de flade stylter, og transporteret til toppen af det 4 km. høje bjerg. Det skal lige siges at Nicolaj var jomfru på dette område, og havde både en anelse spænding men bestemt også angst i mavsen. Thomas var øvet, og efter 2 min. teori, blev vi sat af på noget Nicolaj ville kategorisere som sort-pist.

Det krævede en del styrt - på bagen, på skulderen, på hovedet, på låret - og just som alt derefter syntes lyst og bedre, brækkede Nicolaj sit ben (ville vi gerne have skrevet, men det var faktisk kun et lillebitte vrid i knæet), og måtte derefter nøjes med at kigge på al den sjov alle andre havde.

Vi er nu ved at være indenfor de sidste tre uger af denne tur, og med skituren in mendé, er det som at turen kun er blevet bedre og bedre. Men men men, som vi har talt med adskillige danskere om, er der nu intet som Danmark. Det er svært at definere lige præcis hvad det er - sandsynligvis helheden i form af familie, venner, vejret, naturen osv. Eller også er det bare som det er, at ude er godt, men hjemme er nu bedst.