LANGT OM LÆNGE landende vi i Nakuru! Det har været en uge med masser af nye oplevelser, indtryk og en MASSE misforståelser.

I tirsdags da vi ankom til Nakuru station, var vores host ikke ankommet endnu .. Og når man står to hvide piger der, som skildpadder, med kæmpe rygsækker på ryggen, har man ikke en chance for at gøre noget hvis de ville løbe med vores værdier .. Så lidt udsatte følte vi os ;-) På stationerne er der enormt mange gadesælgere og et mylder af mennesker, der alle gerne vil snakke eller sælge deres ting, til sådan nogle rige nogen om os .. Vi fik ringet til Ruth, hun og hendes veninde kom og hentede os. Ruth og hendes familie bor en smule ude for byen, vi er kommet frem til, at der ca. må være 3 km hver vej. De bor i et stort toetagers hus, med en stor indkørsel og en lille " baghave". Vi har fået vores eget værelse med eget toilet, så det er rigtig dejligt, det eneste vi mangler, er måske lidt opbevaringsplads, da der kun er en stor hylde til deling og en skuffe til hver .. ;-) Men det går fint.

Ruth ejer en lille bitte butik inde i Nakuru, hvor hun sælger smykker og andet tingel-tangel, og så sælger hun Mpesa, som er den kenyanske udgave af mobilepay, der er meget mere udbredt hernede end hjemme i Danmark. De bruger det seriøst til alt .. Desuden arrangerer hun safariture til Masai Mara og Nakuru Lake, så det er jo rigtig dejligt at kunne bruge hende når vi skal ud på tur. Ruth har en mand, Jacob, som arbejder i Nairobi og kun er hjemme i weekenderne, vi mødte ham for første gang i fredags, og han er rigtig sød, men lidt stille, sammen har de to børn, Sami på 18 og Martha på 12, som vi ikke har mødt endnu, da de begge er på kostskole, og kun kommer hjem en sjælden gang i mellem. Der ud over har de et ekstra barn, Rehema, som er en pige på ca. 12 år, de adopterede for nogle år tilbage, da hendes familie ikke havde råd til at give hende den rette uddannelse, og hun er i en stamme, hvor man bliver giftet væk fra 14 års alderen. Rehema bor her i huset med os, og går i skole i Nakuru. Hun er så sød, og vil rigtig gerne bruge tid med os. Vi har en del at leve op til fra de sidste praktikanter der var her, som hun snakker meget om, så det bliver spændende om vi kan det ..

Her bor og arbejder også en stuepige Melvin på 19 år, hun er oprindeligt fra Kakamega, hvor hendes familie bor, som desuden tæller HENDES toårige dreng .. Vildt synes vi, både at bo og arbejde så langt væk fra ham, men også at hun fik ham da hun var 16 år. Melvin er ikke helt god i engelsk, så der sker en del misforståelser .. Vi har haft svært ved at finde ud af hvor meget hun skal gøre for os, for vi vil rigtig gerne selv gøre ting, men vi vil heller ikke tage hendes arbejde. Og det er svært at finde ud af hvad man må tage i køkkenet, og hvad vi ikke må, så vi har spurgt hende en del, hvilket har resulteret i, at hun er gået i gang med det helt store måltid, i stedet for bare at vise os hvad vi måtte tage ;-) I torsdags havde vi så besluttet os for, at vi ville tage ind til byen og få noget mad derinde, da vi ikke helt kunne finde ud af, om hun ville lave noget til os eller ej. Sofie ville lige finde ud af hvor vi skulle gøre af vores skraldeposer, og gik ud for at spørge Melvin, hvilket resulterede i at hun gik i gang med den helt store omgang af madlavning ;-) Hehe, så vi kom lidt senere ind til byen end forventet, og fik bare en kop kaffe ..

I torsdags startede vi på hospitalet, hvor vi skulle mødes med Mr. Ochola, som er ledende sygeplejerske for hele hospitalet og Mr. Kemboi som skal være vores mentor. Da vi ankom fandt vi ud af mr. Kemboi har orlov, hvilket resulterede i en lang snak med mr. Ochola. Han er meget engageret på vores vegne og vil meget gerne være med til at styre vores praktik. Han synes måske, at vi skal bruge mere tid med ham end hvad vi lige havde forventet, da det ikke rigtig er så relevant for os, men torsdagen resulterede alligevel i en hel formiddag med rapportgennemgang og papirarbejde ..
Herefter fik vi en rundtur på hospitalet af Mary som også er sygeplejerskestuderende og næsten færdig. Vi fik set alle afdelinger og fik dermed dannet os et indtryk af, hvilke afdelinger vi gerne vil være på. Vi blev placeret på maternity sammen med Mary i 2 uger. Herefter havde mr. Ochola fået fat i mr. Kemboi der kom hen for at mødes med os. Mødet var ikke så givende og vi er spændte på, hvad han kan gøre for os som mentor!

Fredag startede vi vores første vagt på maternity med sengeredning. På afdelingen starter morgenen med en rapport fra natteholdet ved 8tiden. Natteholdet har på dette tidspunkt været i gang siden 18.30 og har altså vagter på over 12 timer!!
På afdelingen bliver kvinder der har udvidet sig 4 cm eller mere indlagt. I Kenya er det gratis at komme på hospitalet og føde, men hvis man har "falske" veer og skal sendes hjem igen, må man betale. Hvis ikke man har nok penge kan man betale på anden måde, fx med sin tlf som vi oplevede en kvinde gøre.
Der er ikke meget blufærdighed blandt kvinderne, der ligger til skue for alle der kommer forbi, og der er tissekoner hvor end man kigger hen!
Omsorg er der heller ikke meget af. Sygeplejerskerne virker ind imellem lidt ligeglade med kvinderne, der er meget overladt til dem selv og deres smerte. Det er ret svært at være en del af en kultur, hvor omsorg ikke er en del af det sygeplejemæssige arbejde. Vi føler os lidt splittet mellem patienterne og sygeplejerskerne da vi gerne vil yde omsorg, men samtidig ikke ønsker at træde sygeplejerskerne over tæerne.
Det er generelt svært at opretholde den hygiejne vi kender fra DK, da der hverken findes sæbe eller håndsprit. Sygeplejerskerne bruger dog sterile handsker .. sådan da, der går få sekunder inden de har rørt ved alt muligt andet! Dagen endte med en lægekonference omkring statistik over afdelingen. Dette fik vi ikke meget ud af, udover en sodavand og en samosa :)

Weekenden har stået på solning og poolbadning ved et af hotellerne i byen. Det var skønt at komme lidt væk fra alle tilråbene, muzungamuzunga, og være i fred. Søndag tog vi i kirke sammen med familien. Det varede kun 4 timer!! Det var en fin oplevelse og meget anderledes fra derhjemme. De er meget aktive under gudstjenesten, synger, danser, hujer og beder. Vi blev bedt om at rejse os op foran en forsamlingen af ca 200 mennesker for at blive budt og klappet velkommen til kirken. Vi blev velsignet og folk spurgte om vi var blevet "født igen", hvilket vi kun turde sige ja til :D

Mandag var anden dag på afdelingen, hvor vi med det samme blev sat sammen med en sygeplejerske som vi skulle følge gennem dagen. Det var dejligt og vi følte os fra start bedre tilpas i afdelingen end i fredags. Det var en stille dag og derfor fulgte vi specielt én kvinde tæt. Vi lærte hvordan vi skulle måle hjertelyd på barnet, hvor mange uger hun er henne samt hvor udvidet hun er. Der blev lagt vestimulerende drop med KÆMPE nåle, av? Og man stikker gerne mange gange, hvis ikke det lige går første gang. Kvinderne er for seje og bider det meste i sig. Vi synes det var ret voldsomt at se på og blodet stod ud, hvis man ikke lige fik lukket for ventilen, men ingen panik fra sygeplejerskernes side.
"Vores" kvinde udvidede sig til 10 cm og fik besked på at gå ind på fødeafsnittet. Herinde ligger man side om side med op til fem andre fødende kvinder. Der var dog kun én anden på dette tidspunkt. Herefter gik det stærkt. Hun lagde sig ned og fik besked på at presse. Vi hjalp med at holde benene og holdte hende i hånden. I løbet af et kvarter var den fineste lille baby-pige født. Hun blev lagt på maven af moren ganske kort mens navlestrengen blev klippet, derefter blev hun vejet og svøbt i tæpper under en varmelampe. Moren blev syet mens sygeplejersken snakkede i telefon og lægen spillede skak på sin tablet. Herefter blev hun bedt om at rejse sig og selv vaske sig - altså under 20 min efter hun havde født! Som de søde danske sygeplejestuderende vi nu engang er, hjalp vi hende mens de andre kiggede mærkeligt på os. Vi har besluttet at sådan må det være, de må glo og synes vi er skøre, men vores omsorgsgen bliver!

På torsdag får vi besøg af de 4 andre søde piger og sammen tager vi til Masai Mara hen over weekenden. Det glæder vi os til!