Så gik der hurtigt to uger på maternity ward! De uger fløj næsten afsted, og vi fik virkelig lært og set en masse ting. De sidste dage blev vi mere og mere en del af fødslerne, og vi prøvede selv at tage imod et par gange, dog med hjælp og guiding.

Efter maternity skulle den stod på medical ward, ward 12, som er en afdeling for kvinder med medicinske sygdomme. Weekenden inden vi skulle starte der, brugte vi på at slappe af ved poolen, og forberede os på den kommende uge. Ingen af os glædede sig specielt meget, da de medicinske afdelinger for voksne tit har en meget fæl lugt, og meget syge mennesker. Men vi (specielt Sofie) prøvede at være fortrøstningsfulde.
Mandag mødte vi kl 8.00 på Mr. Ochollas kontor. Mr. Ocholla er Head Nurse in Charge, og vi har tidligere stiftet bekendtskab med ham, så vi vidste at det godt kunne komme til at tage laaaaang tid før vi blev fulgt ud til afdelingen. Da vi kom, havde han slet ikke mødt endnu, men han kom efter et kvarter, og efter ca. en halv time kom der en sygeplejerske og hentede os. Vi blev vist hvor vi kunne klæde om, og skulle så med til morgenrapport, som foregik på swahili, så det fik vi ikke meget ud af. Herefter bad vi morgenbøn, og gik så igang med at skifte lagner.
På afdelingen er der 36 senge, men over 50 patienter, hvilket altså vil sige, at der i mange senge ligger to i hver. De patienter, der ikke selv kan stå op om natten for at gå på toilettet, tisser (og gør andre ting) i sengen, da de ingen bleer havde før onsdag. Så de ligger i sengen i deres eget tis, og hvis de deler seng med nogen, ligger sengemakkeren også bare i tisset. Så I må kunne forestille jer en lugt der var! Vi havde masker på, hvilket vi satte stor pris på, men hvor er det bare så synd og umenneskeligt for de stakkels patienter.

Efterfølgende blev vi sat til at tage blodtryk. De havde et smart elektronisk blodtryks-apperat, men den sygeplejerskestuderende vi gik sammen med synes alligevel, at vi skulle lære at tage med det manuelle ..... SUK. Da vi havde taget 5 ud af 50, fik Sofie sagt om vi ikke kunne bruge det andet, da vi altså godt kunne finde ud af at tage blodtryk .. Det tog os ca resten af formiddagen at tage de resterende 45 blodtryk. Den sidste time brugte vi på stuegang, som også foregik på swahili, og derfor heller ikke var specielt givende. Midt under stuegangen fik en af patienterne et epileptisk anfald, hun sad på en seng og faldt og slog hovedet ned i gulvet .. Personalet så bare på hende, og da vi ville prøve at hjælpe, bad de os om at lade være, da hun var udskrevet, og ikke skulle have mere behandling, og hun bl.a. kun gjorde "det der", for at få opmærksomhed. Det var virkelig ubehageligt, og vi følte os som lus mellem to negle!

Vi gik derfra meget negative, og Anne-Sofie havde virkelig fået indfriet sine fordomme om medical ward ;-) Mandag eftermiddag stod den på udarbejdelse af studiefaglig opgave, hvilket faktisk var lidt hårdt, da det ikke helt var gået op for os, at vi faktisk skulle lave noget mens vi er her ;-))

Tirsdag morgen stod den igen på sengeredning. Da vi og de andre sygeplejerskestuderende kom til den sidste "stue/bås/whatever", fandt vi en patient der var død i løbet af natten. De studerende nærmest rev tøjet af hende, og placerede hende under et lagen. Det var da i al fald ikke nødvendigt, at der kom en læge og erklærede hende død! Vi valgte at skifte en hjerneskadet patient, selvom de studerende sagde, at det altså var de pårørende der skiftede ble. I så fald havde de pårørende ikke været forbi rigtig længe! Vi har aldrig mærket så tung en ble, og der stank af ammoniak, det var umenneskeligt! Efterfølgende var vi meget glade for at have gjort det, så måtte de altså tænke hvad de ville! Vi blev sat på medicinholdet, hvilket var lidt en blandet oplevelse. AnSos sygeplejerske var god til at forklare, når hun blev spurgt til de forskellige præperater. Sofies sygeplejerske derimod interesserede sig overhoved ikke for at undervise, og følte nærmest mere at hun var en pestilens .. Da de var næsten færdige med at give medicin på Sofies side, døde en patient, og hendes far og søster, forsøgte at sige til sygeplejersken at hun ikke trak vejret. Sygeplejersken bad en af de studerende om, at mærke om patienten havde puls, da det ikke umiddelbart var tilfældet, blev hun erklæret død. 10 min. senere kom to mænd med en båre, med et metal låg, for at hente den patient der var død i løbet af natten, og så fik de bare besked på at tage den anden med, mindre end 10 minutter efter hun var død, blev de to patienter bare proppet i samme båre!!!! Vi var meget chorkerede! Hun var kun blevet erklæret død af en sygeplejerskestuderende, og så blev hun bare taget med. Puha! Vi gik tidligt hjem den dag!

Onsdag stod den igen på sengeredning, men ingen dødstilfælde heldigvis! Derefter blev vi sat på lægerunden, hvor der for en gangs skyld var nogle søde læger, som gerne ville oversætte til engelsk for os. Så det var rigtig dejligt! Vi lærte om, hvilke sygdomme der er på afdelingen, selvfølgelig er HIV/Aids meget dominerende, men også tuberkolose, malaria og menigitis volder store problemer, og komplicerer mange HIV-patienters sygdom. Det er rigtig barskt, at se, hvor lidt muligheder hospitalsvæsenet har, for at kunne hjælpe de indlagte patienter.

Torsdag var vores sidste dag, og vi gik igen med medicinrunden, da vi synes det gav lidt mere mening, nu hvor vi havde været med lægerunden dagen før, og faktisk hørt hvad patienterne fejlede. Ellers var det en meget stille dag, så vi fik en af de studerende til at vise os over til pædiatrisk afdeling med børn fra 0-2 år, hvor vi skulle bruge den næste uge.

Efter en lang uge på medical ward trængte vi til weekend og hvad ville være bedre end at tage på udflugt sammen med de andre dejlige piger! Efter arbejde torsdag gik vi hjem for at få frokost og skyndte os derefter ind til byen og Mololine busstation for at få en matatu til Eldoret. Man køber en billet og venter til bussen er fyldt inden man kører. Dette resulterede i, at vi ventede i 2 timer !! på at matatuen blev fyldt, så vi kunne køre af sted. Alt går fint , vi har musik i ørerne og blæst i håret, indtil .. 50 km fra Eldoret ryger gearkassen og vi er strandet på Lars-tyndskids mark. AnSo, Sofie og 10 Kenyanere. Der ventede vi så i 1,5 time på at få bilen fikset, hvilket viste sig, ikke kunne lade sig gøre!
På dette tidspunkt er kl nu blevet 18.30 og solen er godt på vej ned. Eneste mulighed er at tage bagagen og begynde at hitch hike. En ny lov betyder at man ikke må køre når det er blevet mørkt, så var det en anelse svært at få folk til at stoppe eller finde en bus/bil med plads til flere! Der var et par mænd med vores matatu som hele tiden havde sagt at vi bare skulle bevare troen og at vi nok skulle finde en bil og de ville passe på os, men når der endelig var nogle der stoppede var de dem der løb hurtigst for at de selv kunne komme med og efterlade os andre - super. Langt om længe får vi fat på en stor bus, og de to mænd er selvfølgelig allerede hoppet ind. Buskontrolløren siger, at han ikke kan have os alle sammen med, så vi skynder os at spille muzungu-kortet (hvidt menneske), og han forbarmer sig heldigvis og tager os med. Vi bliver placeret på en ølkasse i midtergangen med alle 50 sorte ansigter rettet mod os og så går bibel-timen i gang. Vi får sagt, at vi selvfølgelig er kristne og troende, men det skulle vi aldrig have gjort for så begyndte forhøret og om vi vidste hvad "salvation" betyder og om vi kender til skabelsesberetningen. Der kom vi godt nok på prøve :D Ved 20.45 tiden ankommer vi endelig til Eldoret. Det er nu blevet bælgmørkt og vi har intet kendskab til byen. Charlotte og Camillas mama havde skaffet os en taxa som kunne hente os, men vi skulle da lige vente en halv time først på en meget mørk busstastion med skumle typer og slåskamp! Kl 21.30 var vi hjemme i tryghed. En tur der skulle ha taget 2,5 time endte med at tage 8 ..

Vi nåede selvsagt ikke så meget den aften, men næste morgen tog vi ind til byen, hvor pigernes mama viste os til en matatu mod Kisumu.
Fremme i Kisumu fandt vi et hostel med altaner ved værelserne med udsigt til Victoria-søen. Efter en kort indlogering begav vi os op mod byens store marked med frugt og grønt, fisk, kød, tøj, skrammel og meget mere. Vi spiste frokost ved en lille gade"restaurant", hvor vi fik chapati og bønner. 4 mætte piger for 30 kr :)
Vi besluttede at tage en gåtur ud til hippo-point, et grønt område, hvor man eftersigende skulle være heldig at kunne se flodheste. Det blev en laang gåtur i stegende hede og høj fugtighed .. og ingen flodheste da vi endelig kom frem.

I forbindelse med hotellet lå der en lille lokal restaurant, hvor vi spiste aftensmad. Kisumu er meget kendt for at have god fisk, så det stod menuen selvfølgelig på, og lækkert var det!
Med lidt chokolade (det var jo weekend) hyggede vi os på altanerne inden sengetid.

Dagen startede tidligt lørdag, hvor vi skulle ud og sejle på Victoria-søen. Helt tæt inde ved bredden et stenkast fra byen ligger flodhestene smukt og soler sig i vandkanten mens alle fiskerne sejler lige forbi. Meningen var at vi skulle ud til Ndere Island som er en nationalpark i søen, men sejlturen tog noget længere tid end forventet, så vi snuppede en mere nærliggende ø i stedet for, hvor vores guide fortalte lidt om nogle forskellige træer og planter, inden vi sejlede tilbage mod Kisumu. Vi skulle nå til Kakamega inden det ville blive mørkt, så vi havde lidt travlt, men det var helt fantastisk at komme ud og sejle!

I en fuldstændig proppet matatu satte vi kursen mod Kakamega og Signe og Benedicte. En matatu beregnet til 15 mennesker sad vi 22, og i 30 graders fugtig varme bliver det hurtigt en meeeget laaang tur! Signe og Benni hentede os ved centrum, hvor vi tog en borabora (motorcykel) hjem til dem og deres mama. Deres mama/hushjælp havde sørget for det helt store festmåltid til os og der manglede intet! Om aftenen drak vi en dejlig stor flaske rosevin og fik snakket om alle vores oplevelser fra hospitalerne.
Søndag morgen skulle vi fejre fødselsdag for Signe, så der var stor fødselsdagsbrunch med æg, pølser, pandekager, frugt osv. Det blev et kort visit i Kakamega, men det var dejligt at være samlet igen!
For at komme hjem tog vi en matatu til Eldoret og derfra videre til Nakuru. 6 timer senere var vi hjemme igen, home sweet home! Det var en weekend, hvor meget af tiden blev brugt på landevejene, men det var fedt at komme rundt og se så mange forskellige byer og steder!