Jeg er netop hjemvendt fra endnu en utrolig oplevelse i dette australske land. Hele weekenden har jeg tilbragt med en tysk veninde, Carina, og hendes australske værtsfamilie i deres dejlige sommerhus ved den victorianske sydkyst vest for Melbourne. Området langs kysten hedder The Great Ocean Road, og med en kystlinje på næsten 250 kilometer lever strækningen i den grad op til sit navn. Især når man oplever den på første række og med solen skinnende fra en skyfri himmel.

Men inden jeg kaster mig ud i endeløse, maleriske beskrivelser, har jeg lyst til at fortælle om min torsdag, der gik forud for turen. Da jeg lagde mig til at sove torsdag aften, var der nemlig ikke noget, jeg havde mere lyst til, end at komme væk. Langt væk.

Jeg har nævnt mit debatfag Sport Media Issues én gang før, og min tutorial (almindelig klasseundervisning) finder sted torsdag middag. Denne torsdag var anderledes end de forrige - det var nemlig min tur til at debattere. Jeg var på hold med to enormt søde men knapt så fagligt engagerede piger i min debat, og vi skulle sammen (ved en fejltagelse, faktisk) argumentere for, at sociale medier skader mere end de gavner, når det kommer til professionel sport. Vi havde gjort vores forarbejde ret godt, og jeg synes vi havde styr på vores argumenter. I stedet for at forberede mig aftenen før, valgte jeg dog i stedet at tage en mindre bytur i Melbournes centrum med min nye housemate Caitlin, der cirka drikker øl hurtigere end vand. Jeg var godt beruset, da jeg lagde mig til at sove halv 2, efter at have kværnet et fedtet stykke pizza nede på hjørnet. 3.30 vågner jeg igen, da min kære mor ikke har hørt fra mig i over et døgn, og er en lille smule bekymret. Jeg forsikrer hende halvt sovende om, at jeg er okay, og lægger mig til at sove igen. Klokken 6 vågner jeg igen, fordi jeg er tørstig. Finder vandflasken i mørket, åbner døren til trappen, tænder lyset og begiver mig ned mod køkkenet. To trin nede forsvinder min fod under mig, og jeg falder med røven først fire trin ned af trappen, til jeg lander på en afsats. Får med en større kraftanstrengelse samlet mig selv op og forsigtigt trippet ned i køkkenet efter vand. Efterfølgende sover jeg ikke en halv time, fordi mine argumenter til dagens debat kører rundt i hovedet. Da mobilen ringer 8.45 er jeg ikke i særlig god stand, men det lykkes alligevel at se knap så medtaget ud, da jeg endelig sidder i klasselokalet. Debatten foregår sådan, at hvert hold skiftes til at tale, og de i alt seks debattører får tre minutter hver. På de tre minutter skal man både kunne "svare" på det modsatte holds argumenter, samt fremstille sine egne. Man står ved en talerpult helt alene foran klassen, der består af cirka 5 piger og 30 fyre. Jeg er tredje taler. Omtrent 15 sekunder af mit indlæg går fint. Og så sker det: En meget kraftig rødmen breder sig fra min hals og opad, til den når toppen af mit ansigt, og jeg ligner bogstavelig talt en postkasse i fjæset de resterende 2,5 minut. Mine hænder ryster, og jeg har en fornemmelse af, at hjertet snart vil hoppe ud af brystet på mig. Jeg husker intet af, hvad der kom ud af munden på mig, og jeg er ret sikker på, at jeg på et tidspunkt har sagt noget, der på ingen måde har givet logisk mening.

Ja, det var altså ikke ét af mine bedste øjeblikke, den debat. Det var en udfordring, som jeg måske nok havde undervurderet, men nu har jeg i hvert fald prøvet det - og så gik livet heldigvis videre fredag morgen!

Og hvilken tur. Jeg har mødt nogle fantastisk favnende og humoristiske mennesker, der, uden at kræve andet end en enkelt opvask en gang i mellem, lod mig spise og bo og køre med dem i næsten tre hele dage. De hentede mig fredag morgen, og ved ankomst et par timer senere var der frokost. Herefter tog vi til den lokale strand, hvor jeg lånte en våddragt og et boogie board (et mindre gummibræt) til en tur i bølgerne. Jeg var som en 10-årig i vandet, der ikke har været over 10 grader varmt. Bølgerne var heller ikke det vilde, men det var nok for mig! Med sand i håret og mellem tæerne kørte vi tilbage til sommerhuset, hvor der ventede et varmt bad og te i lange baner. Til aftensmad fik vi Fish & Chips - et nærende måltid i friture! Og inden sengetid spillede vi brætspil.

Lørdag gik turen langs Great Ocean Road, hvor målet var The 12 Apostles - ét af verdens 7 vidundere. Der står kun 7 apostle tilbage, men de er majestætiske alligevel. De består af klippeformationer, som har revet sig løs fra fastlandet og nu står midt i de høje bølger, som skærer i deres fundament. Man kan se de mange lag af rødt og brunt materiale, klipperne består af, og i høj sol og mild vind, var de et syn for guder. Vi havde været på farten i over 5 timer for at nå frem, så det var dagens højdepunkt. Inden da havde vi besøgt flere udkigsposter langs den store vej, og vi havde været et smut forbi en større tempereret regnskov, hvor vi så vilde koalaer. Hele dagen fik vi mange detaljerede historier om området og de forskellige steder, vi besøgte, så jeg føler mig i dén grad heldig.

Turen hjem gik gennem det australske landskab, og vi passerede uendeligt mange marker og skråninger med kvæg og vinproduktion. På mange måder mindede landskabet mig om Danmark, men så alligevel slet ikke. De grove, grågrønne træner og høje, nøgne stammer langs markerne er så ulig noget, jeg har set før. Det skulle måske lige være Anholt om sommeren, der med sin ørkenagtige vegetation passer til det tørre, halvt brune halvt grønne syn, der mødte os på hjemturen. Solen stod lavt, og vi hørte gammel rock fra 50'erne og 60'erne med vinduerne nede. Det var så lidt turistagtigt, og så tæt på den rigtige kultur, som det var muligt.

Ved hjemkomsten gik turen til den lokale pub, hvor vi fik fadøl og god mad. Jeg bestilte en klassisk australsk "Parma", der består af et friturestegt kyllingebryst med et stykke ristet parmaskinke, tomatsauce og smeltet ost på toppen, samt salat og pommes frites. De spiser som amerikanerne hernede, og mine bukser er begyndt at klage. J

Søndag morgen gik vi en lang tur ved stranden, og vi endte helt ude på en pynt, hvor et karakteristisk fyrtårn stod vagt over området. Udsigten var fænomenal, hvilket ejeren af den lokale fodboldklub havde udnyttet. Hans 20 millioner dyre villa med tre terrasser og pool var fyrtårnets nabo. Bum.

Til frokost fik vi endnu en australsk specialitet: Barbie. Det er deres måde at sige barbeque på, dvs. grill. Vi fik grillede pølser og kylling på spyd, samt to salater og en bønnesalat. Og herefter gik turen hjemad mod Melbourne igen, hvor jeg nu sidder og fryser mine fødder, mens jeg forsøger at huske, om jeg har fået alt med. Sikkert ikke, men jeg er i hvert fald klar til foråret, der starter i morgen! (Vejrudsigten siger 15 grader og regnvejr, klassisk Melbourne).

Anna.