Næsten en måned er gået siden jeg pakkede backpacken og satte kursen nordpå mod Cairns. Og sikken måned! Jeg kan uden tøven sige, at jeg har skubbet mine grænser på flere måder i løbet af min længe ventede East Coast Road Trip. Ikke kun er det udfordrende at leve tæt med tre mennesker man ikke har kendt særlig længe (én af dem aldrig før) i tre-fire uger, jeg har også haft fysiske udfordringer og oplevelser, som jeg ikke på nogen måde havde forestillet mig, jeg skulle igennem. At vende tilbage til Melbourne er ubeskriveligt dejligt (min egen seng!), men jeg har aldrig i mit liv haft en tur som denne. Måske har I fulgt med på sidelinjen via Facebook, men jeg har (også for min egen skyld) ført en lille dagbog med tanker og de små detaljer for hver dag. Højdepunkterne kommer her:

22. - 23. november - Melbourne, Cairns, Great Barrier Reef
Lørdag formiddag er jeg klar til afrejse, og Tim kører mig til lufthavnen, som jeg efterhånden kender ret godt. Nede ved gaten sidder Amanda, den svenske pige, og Thomas, den tyske fyr, begge fra La Trobe. Vores fjerdemand (som jeg ikke havde mødt før), Karin fra Østrig, skulle have rejst samme dag, men Thomas bliver ringet op inden vores boarding - hun har haft en peberspray i håndtasken, så pga. lange afhøringer misser hun sit fly. Vi griner lidt af det, sikken start på turen. Hun har fået et fly dagen efter og vil møde os i Cairns.

Ankomst til Cairns klokken 14.00, og det er 31 grader. Dagen bliver brugt udenfor i det gode vejr, og vi går ture i den varme ferieby, går ved havnen, hører musik og bader i deres lagune. Man kan virkelig mærke feriestemningen, og vi slapper hurtigt af. Jeg indser desuden ret hurtigt, hvor meget af mit medbragte tøj, der vil blive for varmt at have på. Vi bruger et par timer på at finde sommertoppe, sandaler, en dykkermaske til Thomas og mere solcreme til os alle. Om aftenen får vi gode, billige pizzaer og besøger et night market med souvenirs. Ved sengetid opdager jeg én af østkystens særheder: Man sover ikke med dyne. I stedet får man udleveret et ekstra lagen som gør det ud for dynen. Der er simpelthen for varmt til andet. Derudover er samtlige hostelværelser fra Cairns og til Sydney udstyret med enten aircondition eller en stor vifte i loftet, og vi er dyt afhængige af disse installationer på hele turen!

Søndag morgen venter vores tur ud på The Great Barrier Reef! Vi står op 6.30 for at nå ned til havnen i god tid. Der er masser af mennesker, så vi er ikke de eneste der skal ud og snorkle eller dykke. Jeg sluger et par søsygepiller og takker Gud for opfindelsen. Turen ud til revet er lang, men det er skyfrit og varmt fra morgenstunden. På vej ud kigger mig og Amanda på hinanden. Vi havde oprindeligt bare tænkt, at vi skulle snorkle rundt og kigge på fisk og koraller. Men man kan da ikke tage til Great Barrier Reef uden at dykke, vel? Vi beslutter at købe et 'Introductory Dive' hvor instruktørerne gør alt klart for os og viser os, hvordan man dykker. Jeg er pludselig overrasket over hvorfor jeg ikke havde overvejet det før! Forventningen glæde indfinder sig, og vi har alle fire meldt os. Vi ankommer til revet, som ligger klart og fint lige under os. Det er nærmest magisk at ligge stille henover alle de fisk og koraller, som ligger i så lavt vand så langt ude på havet.

Da vi er på det 3. hold kan vi snorkle lidt først. Det er sjovt at få den tykke våddragt på og svømme rundt med maske og snorkel og finner på. Havet er lunt, og man kan se fisk og koraller så langt øjet rækker. Vi bliver derefter kaldt ind til båden, og vi får alt udstyret på. Da jeg kommer ned i vandet er der et gitter for enden af båden, vi kan holde fast i. Så udløser én af instruktørerne et tryk i min vest, og jeg synker lige så stille ned under overfladen med mundstykket klemt meget fast mellem tænderne. Jeg trækker vejret under vand, og det er ikke en almindelig følelse. Der kommer vand ind i min maske, og de har lært os hvordan man får det ud, men det hjælper ikke rigtigt. Jeg hiver mig selv op til overfladen igen ved hjælp af gitret og får fyren på båden til at sætte min maske rigtigt og stramme den. Det gør ondt under næsen. Luften ud af min vest igen og ned under overfladen. Jeg forsøger at trække vejret langsomt, men det kræver lidt tilvænning igen. Til sidst tager en instruktør min arm, og vi svømmer et par meter ned. Jeg er presset og får stadig vand i min maske. Bliver ved med at lukke det ud, men må til sidst signalere i slow motion, at jeg vil op. Ved overfladen får jeg sagt noget i retning af "It just feels weird!", og dykkerens svar er "Well, darling, you're breathing under water, it's supposed to be weird!". Tager mig sammen og kommer ned igen. Denne gang er det lettere, og vi svømmere nedad mod en fotograf 7-8 meter nede. Han har fundet to Nemo-fisk, som vi kan svømme hen og posere med. Jeg kan slappe af nu og prøver at nyde den helt anderledes verden, jeg er i. Fisken er sød, men jeg koncentrerer mig mest om at holde mig i balance. Jeg kommer op til den første dykker igen, og vi bliver guidet hen til båden. Det hele har taget en 20-30 minutter, men jeg er fuldstændig udmattet.

På båden er der frokost, men fordi vi var de sidste er der ikke meget tilbage. Jeg er kanonsulten stadigvæk, temmelig svimmel, og jeg drikker store mængder vand. Efter lidt tid kan vi sidde og smile til hinanden over, hvor vildt det var. Vi når endnu et snorkel-spot, og jeg hopper i havet i bikini og finner. Dét er lækkert! Da vi kommer op igen går turen tilbage mod Cairns, og vi tilbringer de sidste par timer på soldækket med kiks, ost og hvidvin. Vi snakker med andre deltagere og slapper af - hold nu fast for en dag. Hjemme på vores hostel går jeg i bad, og ikke overraskende har min skandinaviske hud fået en stærk hummerfarve. Karin er ankommet, hun er cool og fortæller om sin oplevelse i lufthavnen. Vi går ud og får god aftensmad, og hér opdager jeg endnu en særhed for østkysten: Solen går ned mellem 18.30 og 19, og efter kl. 19 er der mørkt. Der findes ingen tusmørke eller lyse nætter her, og dét er jeg slet ikke fan af. Vi får en is inden vi vender tilbage til vores værelse og airconditionanlæg.

24. - 25. november - Cape Tribulation
Det er svært at sove længe i det tropiske bælte, så vi vågner alle lang tid før vores vækkeur ringer. Næste punkt på dagsordenen er leje af vores road trip-bil. Det er en stor Ford XR6, sportsmodel med et stort bagagerum. Vi handler ind og spiser morgenmad, men så begynder jeg at få ondt i maven. Mens vi kører nordpå mod Daintree Rainforest og Cape Tribulation kan jeg kun sidde sammekrøbet på forsædet og håbe på, at vejen ikke har for mange bump. Vi stopper ved 4 Mile Beach halvvejs mod Cape Trib, hvor jeg ligger i fosterstilling og sover under palmerne. Vi kører videre til smukke Port Douglas, hvor jeg besøger en læge, der kun kan give mig råd om at drikke vand og spise hvide ris. Hm, det var godt nok kedeligt. Endnu en strækning mod Daintree River, som vi krydser på en gammeldags slæbepram. Og så kan jeg endelig fokusere på noget andet end maven: For vi er kørt direkte ind i regnskoven med fugt, lianer og høje stammer, palmer og vild vegetation. Vi kører af en smal, snørklet vej ind i skoven, og det går opad. Vi stopper ved en lille parkeringsplads med stier ind i skoven, og efter to smertestillende piller er jeg i stand til at gå lidt rundt og lytte til regnskoven. Det er smukt at se og dufte skoven helt tæt på.

Efter lidt mere kørsel checker vi ind på YHA Beach House, som ligger lige ved stranden, og efter en banan (eneste aftensmad den dag) og et bad snakker jeg med mor derhjemme i Danmark. Efter opkaldet går vi alle ned til stranden og kigger på stjerner, de andre får en øl, og vores hostel har sørget for et hyggeligt bål. Stjernehimmelen er enorm, og jeg ser omkring 3 stjerneskud. Det er helt fantastisk, og jeg nyder synet inden vi finder tilbage til regnskovshytterne.

Morgenen efter gør maven stadig ondt, og det er ikke nogen fornøjelse at det er 30 grader allerede klokken 9. Heldigvis kan jeg godt gå lidt rundt, og vi tager til et lookout over Cape Tribulation med sit azurblå hav, mangrovetræer og tykke regnskov ned af de omkringliggende skrænter. Her opdager jeg en tredje ting ved østkysten: Man må ikke bade i havet her, både på grund af de livsfarlige jellyfish (kæmpe brandmænd) og ligeså livsfarlige krokodiller. Så er vi vist kommet til Australien! Vi bruger resten af formiddagen og lidt af eftermiddagen på mere udsigt og gåture i regnskoven, og vi er helt udmattede af det tropiske klimas fugtighed og varme.

Om eftermiddagen kører vi sydpå igen, og vi stopper ved Mossman Gorge. Det er en lang og bred, stenfyldt slugt fra bjergene, som er fyldt med vand fra toppen, der stille løber ned mod dalen, og den var stor nok til at vi kunne svømme i den. Vandet er helt utroligt kølende og forfriskende ovenpå al den sol og fugtighed. Det er ikke salt, og vi svømmer rundt blandt store sten og sidder på klippesiden med solen i ansigtet. Jeg lader mig føre med af den milde strøm og kommer til at grine højt over, hvor dejligt det er. Vi kører derefter sydpå mod Port Douglas, hvor vi får sen frokost - jeg får yoghurt, maven er stadig ikke god. Og så: Sydpå forbi Cairns og mod Mission Beach, hvor vi checker ind på Absolute Backpackers. Værelset er køligt, og efter et bad og aftensmad tager vi endnu en tur til stranden med stjernekig. Jeg ser mere end 5 stjerneskud, det er helt vildt.

26. november - Mission Beach, Townsville

Jeg har sovet fantastisk og maven er i fin form igen. Til gengæld er det blevet regnfuldt, og vi sveder selv når vi står stille! Vi tilbringer dagen på Mission Beach strand, hvor de har sat et 'stingernet' op, så man kan gå i havet uden at blive brændt af de klamme jellyfish - også kaldet stingers. Vandet er nok omkring 27 grader, og det er utroligt salt, men vi nyder det. Efter vekslende vejr i et par timer begyndet der dog at dryppe, og vi må løbe fra et tropisk skybrud der tager til på få sekunder. Thomas har taget bilen til et område syd for stranden, så vi må søge ly under ét af livredderhusene. Her står vi i mindst 30 minutter og glor på regnen der bare vælter ud af himlen uden stop.

Endelig kommer Thomas. Vi kører til en strand nordpå, hvor det ikke regner, spiser frokost og finder en hyggelig cafe og drikker kaffe og te. Dagen slutter med en længere køretur til Townsville, der er vores "gateway" til Magnetic Island dagen efter! Efter aftensmad får vi chips og rødvin og bruger løs af hostel'ets wifi i deres gårdhave.

27. - 28. november - Magnetic Island, Airlie Beach

Inden turen går til Magnetic Island besøger vi Castle Hill midt i Townsville, der har en helt sindssyg udsigt over indlandet med bjerge, byen, hvide tage, havnen, det blå hav bagved og Magnetic Island i baggrunden.

Turen til øen er hyggelig med blå himmel, og det er nemt at komme fra havnen og med bus ind over øen til vores hostel. Det er et rigtig cool sted med høje hytter, palmer, pool og stor, åben bar. Efter frokost tager vi en bus til Picnic Bay på den anden side af øen, hvor der er et stingernet. Turen tager en frustrerende evighed, fordi bussen bliver fyldt med backpackers nede ved havnen igen. Først ved 15.30-tiden er vi endelig på en strand, hvor vi kan ligge ned og gå i havet. Vi bruger tiden på at sole os, svømme rundt og diskutere metoder for påsmøring af solcreme. Inden aftensmad går vi en tur ved The Fort, hvor vi kan spotte to koalaer i træerne. Det er sjovt, at de lever vildt her på øen. Om aftenen drikker vi piger drinks sammen i baren, og vi får god mad fra deres hostelkøkken. Vi var tæt på slet ikke at få aftensmad, da alt i Horseshoe Bay havde lukket allerede inden kl. 20. De kalder det 'island time', stille og roligt.

Dagen efter spiser vi tre piger morgenmad på en cafe ved stranden, og solen skinner. Vi lægger os ved stranden, og jeg går en tur ned af stranden med Amanda, sikke en paradisø. Ankomst tilbage i Townsville over middag, og foran os venter en 3,5 times køretur ned til Airlie Beach. Det er ikke specielt ophidsende at køre langs østkysten, men vi har musik og masser af vand. Airlie Beach er vores næste "gateway" til The Whitsunday Islands, hor vi har booket en 3 dage/2 nætters sejltur med The Mandrake, et større sejlskib. Vi handler ind og laver en traditionel 'barbie' i køkkenet på YHA - stegte grillpølser, majskolber, brød, løg og barbecuesauce. Jeg er grillmaster. Selvom vi skal tidligt op dagen efter, og jeg har booket min skydive inden sejlturen, tager vi en spontan bytur i den festlige by, og vi besøger en stor bar med livemusik og billig øl. Sådan skal det være! Jeg møder desuden Magnus fra min New Zealand-tur på baren, det er et glædeligt gensyn ("Hej Anna B!"). Verden er lille.

29. november - 1. december - The Whitsunday Islands
Vi møder til registrering og info om sejlturen klokken 8.30, men sejlturen starter først klokken 15. Derefter sætter vi os for at spise morgenmad i gården. Jeg er ret nervøs over mine skydive nu, der er planlagt klokken 10. Desværre får jeg en sms fra firmaet om, at min skydive er blevet aflyst på grund af for stærk vind. Øv! Så vi bruger i stedet ventetiden på at ligge ved lagunen i Airlie Beach, hvor jeg skriver postkort til dem derhjemme. Klokken 15 møder vi nede på havnen for at gå ombord på The Mandrake - jeg har taget to søsygepiller. Ombord på The Mandrake får vi anvist sovepladser, Amanda og jeg får de sidste pladser helt ude i stavnen.

Vi er en mindre gruppe på kun 14 personer, de fleste er unge tyske backpackere. Det er ikke en underdrivelse at sige, at der er tyskere overalt på østkysten. Vores "kaptajn" hedder Eugene, han har sejlet i over 22 år, og hans deckhand er Sam, der har dreadloks og en t-shirt med skriften "f*** everything and become a pirate." Vi sejler ud med høj sol men (som forventet) stærk vind. Vi er ret nervøse, for en sejlbåd sejler jo ikke "lige", men må krænge for at fange vinden. Så vi sidder på den høje side af båden for at skabe modvægt. Flere gange er både rigeligt stejl, og en enkelt gang går bådens tip under vand og vi sidder næsten lodret. Vi er helt fra den, for det føles fuldstændig som om båden vil tippe over. Men Eugene får rettet op igen. Jeg ånder lettet op. Herefter går det lidt lettere, og vi sejler den lange tur ud til et lille stille bælte mellem to af øerne, hvor vi ligger for anker for natten, spiser aftensmad (fantastisk spaghetti bolognese tilberedt af Sam), drikker billig rødvin og leger navnelege og andre sjove spil. Vi er udmattede kl. 21, hvor vi alle går til køjs.

Klokken 5.30 begynder Sam at hive ankeret op i stavnen, og det foregår lige på den anden side af Amandas og mit hoved. Så er vi ellers vågne! Morgenen er hård ved alle, og vi kæmper med søsygen på vej til Whitehaven Beach. Endelig ankomst til Whitsunday Island, den største i øgruppen, og vi er de første af alle bådene, der sejlede ud fra Airlie Beach i går eftermiddag. Vi bliver sejlet fra The Mandrake med en lille gummibåd til en mindre strand og må gå et par hundrede meter på tværs af øen for at komme til Whitehaven Beach. Sam fortæller om stranden, der er kåret til verdens næstbedste strand, kun overgået af en strand i Dubai. Først besøger vi et lookout, hvor vi har fantastisk udsigt over Whitehaven, der ligger hvid og smuk foran os. Havet er postkort-blåt! Vi går ned til stranden og bruger et par timer på at vade i det fineste sand (der består af 98% rent silica) og skrubbe det på huden, i ansigtet og på tænderne - det er ligesom en sandscrub! Demi fra England skrubber sine sølvringe, og de skinner som aldrig før. Vi svømmer rundt i det kølige hav. Mens vi befinder os på stranden skifter den form, længde og bredde pga. tidevandet. Solen skinner og vinden er mild - det er paradis på jord. Snart kommer flere til, og vi forlader stranden.

Ude på båden er der frokost. Vi sejler derefter til det første snorkelsted. Det er super vildt at svømme over koraller og farvestrålende fisk igen, og vandet er klart. Vi har usexede stingerdragter på som er den eneste beskyttelse mod jellyfish, men jeg nyder det alligevel. Vi ser delfiner 50 meter fra båden, og havskildpadder. Det ser skægt ud med det store, brune skjold der kommer til syne i overfladen som en lille mini-ø. To snorkelture mere, to nye steder, og vi sejler derefter mod vores andet overnatningssted. Vi ser solnedgangen fra den nærmeste strand, og vi har rødvin og snacks med. Her er helt vildt smukt, sandet er hvidt, havet er mørkeblåt og stille, himmelen er lyseblå over os og orange, lyserød og gylden i horisonten. Da det er blevet næsten mørkt får vi aftensmad på båden, Sam har lavet en stor, flot barbeque til os med den bedste kartoffelmos jeg nogensinde har smagt. Mere rødvin og hygge på dækket. Vinden er mild. Fra båden kan vi se et 6-stjernet resort på én af øerne, hvor Sam fortæller at én nat kan koste mellem 800 og 20.000 dollars (100.000 kroner). Ved siden af resortet bor den nykårede rigeste kvinde i verden, en australsk kvinde der har arvet sin familieformue fra minedrift. Helt vildt sted. Vi går i seng klokken 10, jeg er mæt af sol og hav.

Det er blevet 1. december. Og jeg fatter ikke, at jeg den første dag i julemåneden står op kl. 6.30 på en stor sejlbåd mellem The Whitsunday Islands og hopper i havet kl. 7 for at snorkle. Solen skinner, og korallerne er smukke. Men vi er kommet af en bestemt grund: Havskildpadder. Og de svømmer rundt med deres kæmpe skjold lige under os! Én klør sig med finnen på venstre side af hovedet et par gange. En anden kommer op for luft - op med skjoldet først, og så løftes hovedet lige så stille op og munden åbnes langsomt, nærmest mekanisk. Mega sødt. Jeg elsker at dykke ned og svømme et par meter ved siden af dem, mens jeg holder vejret, og selvom man ikke må, dykker jeg også ned og banker to gange på skjoldet af én af dem. Det er solidt som hård sten. Tilbage på båden, og vi sejler fra området kl. 9 mod Airlie Beach. Det er endnu en dag med fuld sol, og trods store mængder solcreme er min hud blevet mere og mere rød. Jeg må flere gange søge skygge under sejlet.

Kl. 11.30 får vi lov at svømme rundt ud for kysten i det blå hav tæt på havnen, og jeg ligger i det lune hav og kigger op i den blå himmel og tænker på kulden i Danmark. Helt skørt. Ankomst til Airlie Beach ved middagstid, og vi siger farvel til holdet på båden. Vi er svimle og har problemer med balancen efter to-tre dage på havet, så vi begiver os op til Dominos, hvor vi bestiller pizzaer til 5 dollars og drikker kolde colaer. Vi er udmattede. Det eneste vi orker, er at gå ned til lagunen og hænge ud halvanden time i skyggen, hvor jeg laver Sudoku og døser hen et par gange. Kl. 3 søger vi mod bilen og kører sydpå mod Mackay, en to timers køretur. Ankomst kl 17.30, og jeg får et meget tiltrængt bad. Mit hår er fuldstændig stift af salt fra havet, og det sidder også i plamager på mine ben. Jeg føler mig som nyfødt bagefter (hvilket gik fint i spænd med min hudfarve). Jeg laver aftensmad på vores hostel: Ris, kylling, karry og kokos med masser af koriander. Vi går omkuld på vores kølige værelse tidligt, og vi har hver vores halvandenmands-seng at sove i. Vi føler os som konger efter de små køjer 'below deck' på The Mandrake.

2. - 4. december - Rockhampton, Agnes Water, Town of 1770
Og vi sover fantastisk alle fire. Jeg laver bananpandekager med peanutbutter og havregrød med æbler til morgenmad, det er ren luksus. Vi kører sydpå med det samme mod Rockhampton, det er en lang tur. Vi stopper ved The Capricorn Caves, hvor vi har en times guidet tour i grotterne. Det er super sejt, og inde midt i grotterne finder vi The Cathedral, et naturligt formet rum med højt til loftet som et kirkerum - og der er utrolig akustik. Folk bliver gift her. Der er installeret lys, men vores guide slukker på et tidspunkt for dem alle, og der er fuldstændig grottemørkt. Man kan ikke se en hånd for sig, øjnene vender sig ikke til mørket overhovedet. Skræmmende! Bagefter kører vi sydpå og ud til kysten, Yeppoon og The Capricorn Coast, hvor vi ser en utrolig flot kystlinje. Tilbage til Rockhampton og tjekke ind på et YHA hostel.

Dagen efter besøger vi Koorana krokodillefarm om formiddagen, hvor vi får en guidet tur rundt på farmen for at se de store krokodiller. Jeg var mere begejstret, end jeg havde regnet med (!). Guiden er temmelig excentrisk, men han er sjov og vidste meget om de store dyr. Krokodillerne er utrolige, og vi besøger flere 'pools' hvor de bare ligger og stirrer på os med et par centimeter af hovedet over overfladen. Sidste stop på turen er farmens stolthed: Den næststørste krokodille i fangenskab i Australien, det er en basse på over 5 meter og mere end et ton! Guiden smider en halv kylling (med hoved, knogler, fjer og det hele) ind i indhegningen, og krokodillen kommer lydløst svømmende hen til kanten af sin lille sø, skubber sig op på land og forsøger at bide i kyllingen. Den ligner et forhistorisk monster, og ligner mere end noget andet et væsen, der nedstammer fra dinosaurerne. Jeg står bare og griner af, hvor åndssvagt stor den er. Efter besøget hos kæmpe-kroko får jeg lov at holde en lille 2-årig dille, og det er sjovt at føle den gummiagtige hud og hjertet under den glatte bug.

Derefter kører vi sydpå mod Agnes Water og Town of 1770, vi dropper Bundaberg som oprindeligt var planen. Ankomst ved 17-tiden til Southern Cross Backpackers i Agnes Water, et resort-agtigt sted uden nøgler til værelserne, pool og hyggeligt, åbent fællesområde med billardbord og julepynt. Jeg kan godt lide det. Vi kører til 1770 og ser solnedgangen over bugten mod vest, og vi får dermed et sjældent syn på østkysten, hvor solen går ned over vandet i stedet for bag bjergene i horisonten. Vi laver barbecue og drikker svensk cider i aftenvarmen tilbage på vores hostel.

Dagen efter er det tid til den ultimative australske oplevelse: Surfing. Vi besøger surfbutikken i Agnes Water og køber en surf-introduktion for sølle 17 dollars (100 kroner) for tre timer inkl. surfboard, vådtrøje og kanon instruktion på stranden og i havet. Det er helt ustyrligt billigt. På med surftrøjen, og så bar vi surfboards to og to ned til stranden. Vi får instruktion på stranden, det er en rigtig surferdude vi har fået os: "You've gotta connect with the wave, man!". Det ser nemt ud. Padle, padle, padle, hænder og fødder skubber fra boardet og OP at stå med venstre fod først. Piece of cake. Jeg hiver mit surfboard op i armene og vader ud i bølgerne. Mit surfboard bliver tungere. Jeg forsøger at placere mig ifht. bølgerne, der kommer ind. Op på boardet. Vende boardet med snuden mod stranden, vente på bølgen, padle, padle, padle, og så... glider jeg ned i vandet igen. Årh, ynkeligt! Op at stå i sandet, trække boardet ud igen, op at ligge, vende, padle, padle padle! Falder i. Det er langt hårdede end jeg regnede med. Jeg glider flere gange bare ind mod stranden på maven på boardet, og når jeg forsøger at skubbe mig selv op, lander jeg på knæene. Det er også fint nok, men man bliver hurtigt udmattet af at slæbe boardet ud til den rette dybde igen. Jeg puster og stønner. En enkelt gang kommer jeg endelig op på fødderne, men der er jeg nærmest inde på land, der er ingen fart tilbage i boardet, og jeg står bare stille et halvt sekund mens det synker under mig og jeg falder i vandet med et ynkeligt skrig. Skodsport. Mange af fyrene kommer op at stå, og jeg bliver mere og mere arrig mens de glider forbi mig, stående og storsmilende. Jeg lader mig nogle gange bare føre med af en bølge, og det er egentlig meget fedt at mærke kraften bag. En enkelt gang mere op på fødderne, men ikke helt.

Vi stopper efter tre timer og går op til bilen. Vi vasker vores boards og os selv fri for sand. Får en banansmoothie inden vi kører sydpå mod Hervey Bay, der er vores "gateway" til Fraser Island! Ankomst ved 5-tiden, så vi har masser af tid til hygge. Amanda og jeg lægger os ved poolen og får en lille svømmetur. Jeg har brug for nedkøling, for (surprise!) efter tre timer i solen og havet er jeg ekstra solbrændt på armene, lårene og i ansigtet. Wuhu. Vi får drinks ved poolen og glæder os til turen i morgen. Jeg får et bad senere og hælder halvdelen af aftersun-dunken på min røde krop. Vi får en klassisk Chicken Parma til aftensmad i baren, øl og hygge resten af aftenen.

5. - 6. december - Fraser Island

Fraser Island er verdens største sand-ø. Den er over 120 kilometer lang og 30 kilometer bred. Og så er den helt unik når det kommer til vegetation og dyreliv, for der findes både løvskov og regnskov og alt indimellem på øen. Der er indlands-søer overalt, som ligger over havets overflade og kun består af regnvand. Det er ikke tilladt at tage til øen i andre køretøjer end firehjulstrækkere. Vi havde booket en "tag-along"-tur, hvor man selv fik lov at køre en 4WD, og jeg var ikke i tvivl om, at jeg ville prøve at køre. Så jeg står op kl. 6.00 for at være tidligere ved Dingo Tours, som vores tourgruppe hedder, for at få en instruktion i at køre i sand. Her møder jeg franske Audrey, der udover mig er den eneste pige, der har meldt sig som 'driver'. Bilerne er pink, og jeg glæder mig som et lille barn til at sidde bag rattet (jeg måtte ikke køre vores Ford pga. nogle kedelige australske statistikker - så Thomas har kørt hele vejen indtil nu).

Jeg møder også vores to guider, og de var noget af det længste man kommer fra tourguider, overhovedet! Santa, en tykmavet ældre mand med stort, hvidt skæg og nissehue, var enormt venlig, og han kunne lide mig med det samme. Og Peggy, en lige så tyk midaldrende kvinde, der mest af alt lignede en mand, med verdens bedste humor og et helt fantastisk væsen. Hun svedte helt overdrevet meget, for som hun sagde: "I sweat a lot normally, but right now I'm going through the Big M.!" Hun var i overgangsalderen, den stakkel, og havde konstant svedperler overalt i ansigtet. Hun var blevet skilt fra sin nærige, tyske mand, og var nu ude og realisere sine drømme. Hun syntes også, jeg var cool. De andre deltagere ankommer, og vi samler flere op på vej til færgen. Vi handler samlet ind til turen, masser af mad og øl! Jeg forlanger havregryn, da Santa putter Cocopops, HoneyChrunch og Frosties i vognen. Hans svar: "Then get the f***ing oats." Ja, hans facon var lidt anderledes. Vi tager med færgen og nyder turen over. Ser delfiner i havet.

Ankomst, og Audrey kører vores firehjulstrækker nærmest direkte ud på Frasers sandveje. Det er ikke for sjov, og Audrey kæmper med de mange bump og det løse underlag. Vi er tre biler i kortege med Santa og Peggy i front, os og så en tredje bil. Vi kommer ind i regnskoven, som dog snart skifter til tør skov. Helt utroligt miks. Vi holder et stop ved Central Station, det gamle centrale område for træhuggerne. Gruppen går en rundtur med Peggy, mens hun fortæller om plantelivet og dyrene i skoven. Nede i den dybe regnskov på øen støder vi på en bæk, der er både lydløs og løber den modsatte vej af alle andre vandløb på øen. Vandet er helt rent og kan drikkes. Der er stilhed og en overflod af dufte. Jeg og Kasper, en dansk fyr der også kører, går en omvej tilbage til bilerne og kører dem hen til næste mødested. Jeg kører for første gang i sand i en firehjulstrækker! Peggy sidder på passagersædet og guider mig. Det er helt sindssygt, der er bump og huller og vandvittige rutschebane-agtige strækninger hvor man letter fra sædet en 5-6 gange. Jeg kan ikke lade være med at grine højt over det.

Vi mødes med de andre, der har gået lidt rundt i skoven, og vi kører til Lake Mackenzie for at få frokost. Mackenzie er en højtliggende, lyseblå ferskvandssø med Whitehaven-hvidt sand rundt om - vi har fundet endnu et paradissted på jord. Santa kommer over til mig og peger på mig: "And you, young lady, will stay in the shadow. If I see you getting more sunburned, than you already are, you are gonna be in trouble!", Nede ved søen er vi ellevilde over hvor lækkert, der er. Vandet er kølende og helt uden salt. Det er helt klar og friskt, og vi tilbringer mere en 30 minutter i den store sø, hvor vi svømmer rundt og skrubber os som på Whitehaven Beach. Skønt. Plasker rundt til vores fingre er rynkede, selv Santa kommei vandet med bar mave og nissehue. Vi lægger os 45 minutter på sandet, og jeg sover som en sten under den gråblå himmel.

Vi skal dog op og videre, og jeg vågner med det samme da jeg sætter mig ind bag rattet igen. Denne tur til vores hostel på 'østkysten' af øen varer 45 minutter, og jeg er presset. Ikke kun er vejene svære at køre på, jeg skal også følge med Santa og Kasper foran mig. Vi kører op over en sandbunke i et sving på et tidspunkt, og bilen tipper faretruende over i højre side. Vi er nær ved at vælte, mens den glider længere ud mod højre. Folk i bilen råber til mig af forskrækkelse. Jeg giver så meget gas, jeg kan, og bilen kører over bunken og ud på vejen igen. Pyh. Videre, bump og huller og rødder og sving. I sand. Der er stille i bilen, men vi griner lidt når vi hopper op og ned. Vi ankommer til Eurong, det eneste sted på øen med asfalt. Her er vores hostel. Peggy kommer over, hun ser opgivende ud. "They have rented out the rooms we usually have," siger hun. Vi måber. Hvad så? Hun kigger op og griner: "So they've upgraded us!" Vi får lækre værelser med køleskab og stort badeværelse. Aftensmaden står på barbecue tilberedt af Peggy (Audrey og jeg laver salaten), men vi får steaks i stedet for de normale grillpølser, og der er stegte løg og masser af tilbehør. Vi drikker vores øl over maden, snakker med de andre i gruppen. Her er mange tyskere, men også nordmænd og andre europæere. Peggy og Santa fortæller røverhistorier inden vi går i baren og danser. Det er en kanon sjov aften, men det er svært at holde ud efter den lange dag. Og jeg skal køre i morgen igen!

Jeg er den første fra hele holdet nede til morgenmad 7.30. Jeg får mine havregryn, men kan ikke lade være med at komme lidt Cocopops ovenpå. Peggy kommer hen og hvisker, at hun har en "bedre instantkaffe end den billige til de morgenfriske", som jeg får en kop af. De andre kommer så småt ned til bordene. Vi får pakket og sat os ind i bilerne. Jeg kører ud fra Eurong og ned på stranden på Frasers "østkyst", det er kanon fedt at køre på det flade, hårde sand. Der er gode forhold til at begynde med, og på det flade sand kan vi køre 60-70 km i timen. Men himlen er mørk, og stranden ændrer sig. Jeg kæmper med dybt sand op mod det første stop. Heldigvis er det ikke langt væk. Vi stopper ved stien, der fører os ind til Lake Wabby, en 40 minutters gåtur ind på øen. 10 minutter efter begynder det at dryppe, og det tager til på den australske måde: Hurtigt og skybrudsagtigt på få minutter. Vi går i 30 minutters silende regn og i tungt sand, og det er knap så fedt og lækkert, som dagen i går. Da vi når frem til området omkring søen, er regnen stilnet af, og vi står på toppen af en sandslette, forpustede og gennemblødte. Der er smukt og helt stille. Vi går ned til Wabby, der ligger helt spejlblank med en stejl sandskrænt på sin ene side og tropisk regnskov på den anden. Der er fugle og fisk i massevis. Vi svømmer rundt, og små fisk bider i vores døde hud, når vi sidder stille i det lave vand. Audrey griner og hviner over det. Det er ligesom at få en peeling! Det er en vild oplevelse at svømme rundt i sådan en helt isoleret ferskvandssø midt på en kæmpe ø på Australiens østkyst. Da vi går tilbage er det heldigvis tørvejr.

Vi kører nordpå mod et frokost-sted, men regnen falder nu igen. På et tidspunkt har vi mindre end 5 meters sigtbarhed, og vores kortege stopper kort. Det er sindssygt vejr. Ankomst til Cathedral Beach, hvor vi spiser frokost i stilhed, folk er trætte. Audrey kører videre nordpå, og vi stopper for at svømme i Eli Creek, en stor å med koldt vand. Jeg har det som en fisk med strømmen. Har ansigtet i vandoverfladen, og der falder dråber fra træerne ned og rammer vandet omkring mig. Duft af skov. Jeg kommer op og får tørt tøj på, det er utrolig rart efter en våd bikini hele formiddagen og det meste af eftermiddagen. Vi kører tilbage sydpå ad stranden. Jeg sidder bagi, det er en helt anderledes fornemmelse. Vi når lige at spotte en dingo på stranden. De skulle være overalt, men vi har ikke været heldige. Efter et kort stop i Eurong kører Audrey tværs over øen til færgen. Der er våde sandveje, bump og kæmpe vandpytter. Vi griner højt over turen. Færgen er fyldt, så Audrey og jeg bruger tiden på at snakke med Peggy ude på dækket. Hun fortæller om en vild barndom med 3 umulige og vilde søskende i en australsk landsby i Queensland. Hun er hylende morsom. Ankomst til kysten, og vi slutter turen tilbage ved Dingo Tours med billeder og kram.

Om aftenen skal jeg mødes med Marie fra mit Dansk-hold, der heldigvis befinder sig i Hervey Bay sammen med sin kæreste Oliver. De rejser også rundt efter hendes semester på University of Sunshine Coast i Noosa er overstået. Vi mødes nede ved marinaen, hvor alle de gamle mennesker er samlet til en lørdag aften ude. Vi får aftensmad, vin og dessert og snakker i flere timer om alt det, vi har været igennem de sidste 5 måneder. Det er en rigtig god aften. De følger mig tilbage i nattemørket til mit hostel, og jeg lukker mig ind på Amanda og mit værelse kl. 23.

Fortsættes...